BogFeature
Forræderens dagbog

En dansk nazist 1941-45

Af Peter Yding Brunbech

Et sted mellem anden og tredje geled i DNSAP kunne man under krigen finde forfatteren og juristen Knud Nordentoft. Drevet af en tilsyneladende urokkelig tiltro til sit eget geni forsøgte Nordentoft først at slå igennem som forfatter, men blev under besættelsen professionel nazistisk kulturpolitiker og fik en løs tilknytning til Schalburgkorpset. Retsopgøret takserede hans rolle til otte års fængsel – han blev benådet efter de fire, men tog, som en nedbrudt mand, sit eget liv i 1953.

Der er således ikke noget atypisk eller overraskede ved Knud Nordentofts historie og sandsynligvis var han – fuldt berettiget – gået i glemmebogen, hvis det ikke lige havde været fordi han førte en dagbog fra 1941 – 1945. En dagbog som følger hans overvejelser om stort og småt. Den omhandler intriger i partiet, Nordentofts privatliv og anstrengte økonomiske situation samt hans og hans ligesindedes syn på krigens udvikling og deres egne fremtidsperspektiver.

På baggrund af dagbogen har Arne Hardis skrevet en beretning om Knud Nordentoft og hans dagbog, som ikke bare var et sted, han kom af med sine tanker, men som også kom til at fungere som forfatterens testamente til eftertiden. Nordentoft var fra begyndelsen bevist om dokumentets betydning. I de første krigsår som beretning om DNSAP og Nordentoft selv – altså om de kommende magthavere. Efterhånden som en tysk sejr syntes mere og mere utopisk, skiftede formålet dog karakter og Nordentoft så i stigende grad sin dagbog som et forsvarsskrift, der kunne bevise hans nationale sindelag, og han søgte at gøre folk med kontakter til modstandsbevægelsen interesserede i den. Det var de skam – interesserede – men kun for at bruge den som grundlag for sagen imod ham og en række andre nazister.

Bogen giver et interessant indblik i hverdagen under krigen på ”den anden side”. Vi følger Nordentofts pertentlige overvejelser om, hvorvidt de forskellige beløb fra partiarbejdet tilsammen kan sikre ham og hans families borgerlige tilværelse. Og vi er med på sidelinien ved flere indre magtkampe i DNSAP, herunder degraderingen af Bryld-brødrene.

Mest interessant er dog Knud Nordentoft selv. De mange citater fra hans dagbog er med til at tegne billedet af en intelligent men sværmerisk mand, der vel ikke mente, at det traditionelle samfund kunne tilbyde ham den plads, han fortjente. Han lader sig fascinerer af de store mænd som Hitler og Frits Clausen, men beholder alligevel en vis analytisk distance til dem og synes at finde behag i at kunne analysere deres og hans egen situation i sin dagbog.

Man får et fascinerende (og skræmmende) indblik i Nordentofts og andre mere ”moderates” væmmelse ved de bestialske ting, de hører om fra Østfronten, men som de dog ser nødvendigheden af. Nordentoft selv er heller ikke stolt ved de tyske deportationer af de danske jøder, som han både ser som et PR-fejltrin og som umenneskelige. Bedre ville det være, hvis man kunne have interneret dem i lejre i Danmark, og så efter krigen give dem et hjemland på fx Madagaskar. Men de stod jo bag sabotagen og skulle uskadeliggøres. Man mærker den beklemte småborger, der atter og atter må tage sin valgte ideologi til hjælp for at finde mening i det, der foregår omkring ham. Det hele er jo saa rart langt væk fra min Dagligstue… som han ærligt skriver – og om årtier vil det være glemt, på samme måde som tyrkernes drab på armenierne.

I krigens sidste tid kan man via dagbogscitaterne følge den hektiske stemning i miljøet. Nordentoft forarges over stikkerlikvideringerne, men væmmes også ved de tysk-danske gruppers modterror. Han intensiverer sit skriveri, overvejer at skrive dagbogen om til romanform, så den kan udgives allerede under krigen og begynder endog på en Europahistorie. Samtidig kommer han til at fungere som en art AC’er for Schalburg-korpset, som udarbejder både notater om katolicismen og evakueringsplaner for danske nazister. Havde det ikke været for de samtidige begivenheder, ville det næsten have været rørende at læse om, hvorledes Nordentoft og nogle ligesindede i slutningen af 1944 finder en ny førerskikkelse blandt de mange, der tilbød sig i den sidste kaotiske tid. Manden viser sig dog at være rede til spændetrøjen.

Det bør understreges at Forræderens Dagbog ikke er en udgivelse af Nordentofts dagbog (bagsideteksten på bogen er temmelig misvisende). Som Hardis selv anfører, optræder der måske kun 5-10 % af den samlede dagbogstekst i bogen. Samtidig fylder citater fra dagbogen under halvdelen af bogen – resten er Hardis tekst. Udvælgelsen er sket med henblik på at fremdrage Nordentofts ejendommelige livshistorie og nyttiggøre hans øjenvidneskildringer. Hardis har valgt en tematisk frem for en kronologisk tilgang, hvilket er fornuftigt nok, hvis man betragter bogen som et portræt, men det gør dagbogsmaterialet mere uoverskueligt. Det er naturligvis forfatterens ret at vælge tilgangsvinkel, men her kan det godt ærgre en smule. Hardis er en intelligent og kritisk iagttager, men det er nu engang Nordentoft, der har den mest interessante historie på hjertet og ofte sidder man og smugkigger længere om i bogen, for at se, hvornår der kommer noget mere dagbogsstof.

Dette skyldes også, at Hardis trods alt ikke er ekspert i besættelsestidens historie (hvilket han naturligvis heller ikke hævder). Han er relativt velbevandret i litteraturen om de danske nazister, men hans portræt af Nordentoft og tidens nazistmiljø ville vinde ved mere perspektiv og bredde. Som historiker er det ligeledes trættende at skulle tygge sig igennem fx en redegørelse for telegramkrisen baseret på Gads leksikon om besættelsestiden. Samtidig tillægger Hardis sig – bevist eller ubevist – træk af Nordentofts højtravende og floskelfyldte sprog, hvilket virker lidt unaturligt og derfor trætter i længden.

I alt i alt dog en anbefalelsesværdig bog om en anderledes menneskeskæbne under besættelsen.