BogFeature
Dansk Orlogsheraldik

- Søværnets og Marinehjemmeværnets våbenskjolde 1959-2010

Af Ronny Andersen, Kongelig våbenmaler, cand.mag

Siden 1959 er Søværnets forskellige skibe og enheder blevet tildelt heraldiske våbener, fra 1961 udarbejdet af et fast udvalg, først kaldt Søværnskommandoens heraldiske udvalg, siden1967 kendt som Søværnets Heraldiske Arbejdsgruppe. Forfatteren har siden 1982 siddet i denne arbejdsgruppe.

Bogen indledes med et historisk afsnit, der dels handler om heraldik i Søværnet generelt, og dels beretter om den svære fødsel for Søværnets Heraldiske arbejdsgruppe. En heraldisk ordliste følger, inden bogens hoveddel, hvor de mange våbener for Søværnets og Marinehjemmeværnets fartøjer og enheder gengives. Meget fortjenstfuldt gengives våbenerne i en god størrelse, ét våben pr. side, og sammen med våbenets blasonering, der er en beskrivelse af våbenet i fagheraldisk terminologi. Dertil er der registre over skibsnavne m.m.

I den heraldiske ordliste er der nogle unøjagtigheder: Den heraldiske figur ”bjælke” defineres som et felt, og forfatteren mener, at en bjælke også kan placeres lodret. I så fald er det en ”pæl”, hvad forfatteren må vide, eftersom han i ordlisten også bruger definerer ordet ”pælvis”, og i øvrigt bruges ”pæl” i blasoneringerne for Kattegats Marinedistrikt (s. 235) og Hjemmeværnsflotille 135 Kolding (s. 281). Udtrykket ”orle” er direkte overtaget fra engelsk, men kendes ellers ikke fra dansk blasonering. Mere korrekt ville det nok være at betegne figuren som ”en svævende bort”.  Til overflod er blasoneringen i de to tilfælde, hvor figuren bruges, s. 104 og 123 i våben for Beskytteren, ikke korrekt, i det ordet ”hvorover” skal erstattes med ”belagt”. Samtidig er de ledsagende tegninger til den heraldiske ordliste i nogle tilfælde mindre heldige; tegningen, der skal illustrere et firdelt skjold, ligner mere et lodret delt skjold delt ved skjoldhovedet, og sparresnittet er nærmere et sænket sparresnit.

I heraldikken er farverne, der kaldes tinkturer, ikke fastsatte i en bestemt farveskala, men det er klart, at det har sine fordele i en præsentation som denne og ikke mindst når våbener skal fremstilles i metal til brug på skibene, at der er en bestemt farveskala, defineret i RAL, Pantone og CMYK.  Denne skala gengives s. 43, men det er påfaldende, at det ikke er lykkedes at holde de samme farver i bogens våbener hele vejen igennem. Der er to nuancer af blåt, en lys og en mørk, se eksempelvis våbenerne for Diana, Freja, Rota, Najaden , Nymfen, Havfruen og Skinfaxe s. 188-195.  Det ser også ud til, at den heraldiske tinktur sølv (der kan gengives som hvidt) både repræsenteres af en lys grå og en hvid farve – nogle gange endda i samme våben, se våbenet for Farø (s. 215), hvor hundens overdel er hvid, mens det nederste felt er lysegråt – begge dele er blasoneret som sølv. Det samme gør sig gældende for Flådestation Grønnedals våben (s. 230), hvor det øverste felt er lysegråt, mens isbjørnen er hvid. Kuriøst er det også, at man i blasoneringen af våbenet for Holger Danske (s. 85) bruger både hvidt og sølv i samme blasonering.

Noget tyder på, især hvis man sammenligner med tegningerne i en lignende publikation fra 1981 (nævnt på s. 4), at våbenerne til denne publikation er blevet nytegnet eller digitaliseret for at opnå en ensartethed i udtrykket, hvilket bestemt er nyttigt i en præsentation, men ved våbenet for Sehested (s. 154) er det gået lidt for hurtigt, da det yderste af den røde roses kronblade har fået skjoldets blå bundfarve. Ligeledes er de to billeder s. 21 blevet presset en smule sammen under arbejdet med bogens layout. Det er også gået lidt for hurtigt med korrekturlæsningen visse steder; på s. 36 står der: ”I 1985 var 87 våbenskjolde – efter ca. 25 års arbejde – blevet godkendt. 50 år efter – medregnet Marinehjemmeværnets våbenskjolde – er antallet oppe over 200.” På samme side nævnes det, at en oversigt over Søværnets våbener indtil 1982, udarbejdet i 1982, blev udsendt i 1981.

Værre står det dog til med bogens væsentligste punkt, våbenerne og deres blasoneringer. Denne anmelder har ved kontakt til Rigsarkivet, der er Statens Heraldiske Konsulent og som sådan medvirker i den proces, det er at skabe et nyt våben til Søværnet, kunnet konstatere, at blasoneringerne – der er det væsentligste ved og faktisk definerer et våben  – i flere tilfælde ikke svarer til de officielle blasoneringer, der er blevet forelagt Dronningen og efterfølgende approberet. I blasoneringen for Ejnar Mikkelsen (s. 110) er der udover en banal fejl (død i stedet for rød stjerne) brugt hvidt i stedet for sølv i blasoneringen, der lyder: ”I tværdelt hvidt og rødt et afrevet moskusoksehoved i omvendte tinkturer ledsaget foroven af en femoddet død stjerne.” Den officielle blasonering lyder: ”Tværdelt af sølv og rødt, et moskusoksehoved i modsatte tinkturer foroven ledsaget af en femoddet rød stjerne.”  Nærværende anmelder har ikke kunnet fastslå, om det er Søværnet, der har fejlnavngivet et skib Lauge Kock, eller om det er hos forfatteren til bogen, fejlen ligger. Under alle omstændigheder er skibet opkaldt efter polarforskeren Lauge Koch. Ikke alene er blasoneringen (s. 111) ikke den officielle, approberede blasonering, men tegningen svarer hverken til den i bogen gengivne blasonering eller den officielle. Tegningen er en tidlig skitse, der senere blev omarbejdet. En række andre blasoneringer svarer heller ikke til de officielle, hvilket ville svare til, at man i en biografisk håndbog ignorerede korrekte fødsels- og dødsdatoer på de biograferede. Tegningerne for de to marineudkigsstationer Hellebæk og Føllesbjerg er efter anmelderens oplysninger heller ikke de endelige tegninger.     

Det er meget positivt ud fra et heraldisk synspunkt, at Søværnets Heraldiske Arbejdsgruppe nu igennem 50 år har medvirket til at udarbejde en stærk heraldisk identitet i Søværnet, præget af kontinuitet og i de fleste tilfælde også præget af god heraldik. Det er blot ærgerligt, at dette værk, der er tænkt som en oversigt over den samlede heraldiske produktion i Søværnet, og som for mange vil blive brugt som et standardværk, i den grad er behæftet med fejl og mangler.