Af Kirsten Lindberg, arkitekt,
m.a.a., dr. phil.
H.C. Andersen er for de fleste først
og fremmest digteren, mens hans evner som illustrator/
papirklipper, rejselysten kulturperson etc. er af
sekundær betydning, og hans faible for at lade sig
forevige indtager en noget mindre betydning. I
fotohistoriker Tove Thages nye bog er det derimod det
sidste, der er omdrejningspunktet. Det alene betinger,
at der formentlig kun vil være et begrænset publikum
til bogen, hvilket dog ingenlunde skal lægges den til
last.
Bogen repræsenterer et meget stort
arbejde, hvor alle kendte fotografier er katalogiseret
og opstillet i en registrant i en totalt regelret
systematik. Udgangspunktet er Bjørn Ochsners
”Fotografier af H.C. Andersen”, udgivet af H.C.
Andersens Hus i 1957, suppleret med Ochsners tilføjelser
og kommentarer, som er blevet overdraget Tove Thage.
Der refereres da også loyalt til Ochsners arbejde både
i udgiven og upubliceret stand overalt. Ikke desto
mindre er det lykkedes Tove Thage at opspore ca. 40
ukendte fotografier af H.C. Andersen ved at besøge
billedsamlinger og arkiver og ved at læse i hans dagbøger
med særligt henblik på optegnelser om fotoseancer.
Arbejdet er udført i samarbejde mellem Det Kongelige
Bibliotek og H.C. Andersens Hus (Odense Bys Museer).
Samtlige nu kendte forevigelser er
gengivet i bogen - første gang i en 19 sider lang
kronologisk kavalkade, anden gang i registranten, hvor
det enkelte billede gengives i større udgave.
Kavalkaden eller panorama’et, som det kaldes, med
temmelig små gengivelser kunne være udeladt, for i
registranten er billederne vist i større gengivelse
kronologisk under de enkelte fotografer.
Den dobbelte gengivelse må formodes
at være begrundet af et ønske om at vise ændringerne
i den fotograferedes positurer, men der ledsages ikke
med tekst, som overhovedet forsøger at påvise en
udvikling eller ændring. Analogt ofres der ej heller
mange ord på at forklare den generelle udvikling i
fotografiets historie, selv om det i forordet faktisk
angives som et af formålene med udgivelsen.
Registreringsdelen, som med sine 235
sider udgør langt hovedparten af bogen, er
forbilledligt udført i sin gennemførte systematik,
men tre af de fire formål, som er oplistet i
indledningen, ses desværre slet ikke opfyldt i
tekstafsnittene, og netop derved forskertses
muligheden for at engagere læseren.
Det primære formål at skabe et
overblik over de kendte Andersen-billeder er til fulde
opfyldt, men det i udsigt stillede bidrag til den
fotohistoriske forskning indskrænker sig således til
kortfattet omtale af de enkelte fotografer,
inkorporeret i registrantdelen, men uden at der
overhovedet gøres forsøg på at fremdrage forskelle
og ligheder i de forskellige fotografers virke. Formålet
”at fremhæve værdien af og skabe respekt for de
enkelte eksemplarer” forekommer så diffust, at det
vanskeligt lader sig afgøre, om dette imødekommes.
Det fjerde formål at vise modellens udvikling ”som
person og fysiognomi og som portrætmodel” synes
beklageligvis heller ikke at ofres mange ord – i
hvert fald ikke tilstrækkelig mange til, at der for
en læser uden dybtgående kendskab hertil fra andre
kilder gives mulighed for selv at udlede noget.
Der opereres af pladshensyn selvsagt
med et utal af forkortelser i registranten, og de er
naturligvis alle forklaret forud, så selv om det
umiddelbart kan være en hæmsko for læsningen, er de
rimelige nok. Men det er overordentlig forstyrrende og
ødelæggende for teksten i de indledende afsnit, at
der er et utal af parenteser med kildehenvisninger;
her kunne med fordel være anvendt notetegn i stedet.
Afslutningsvis er bogen forsynet med
diverse registre, konkordans med Ochsners værk,
ordliste og litteraturhenvisning samt forklarende
noter. Dokumentationen er således uanfægtelig.
De indledende tekstafsnit måtte for
at bringe bogen ud over registrantstadet og gøre den
til et forskningsbidrag have være udbygget
betragteligt. Nu forbliver bogen en registrant – og
”kun” en sådan – men bestemt da en registrant,
som er omhyggeligt udført og med mange faktuelle
oplysninger. For dem, der interesser sig for H.C.
Andersen som fotomodel, er bogen derfor et fint
katalog, og for forskere kan den takket være sin
veludførte dokumentation være et hjælpemiddel til
at komme videre.
Bogen er trykt på gultonet, kraftigt
papir i en udførelse, som bestemt gør Narayana Press
ære; indbindingen er derimod pauver: let deformerbart
karton med en mat, fedtet lakering, hvorpå ethvert
fingeraftryk og alle småridser ses. En så dyr bog
med så gedigent papir og med hele ni velrennomerede
fonde som sponsorer burde der have været ofret en
finere indbinding på; det er trods alt det allerførste
indtryk, man får af bogen.
For den grafiske tilrettelægning har
Dorte Cappelen stået. Lay-out’et er konsekvent
gennemført, og det er velgørende at se, selv om det
godt kunne være perfektioneret i højere grad. Der
forekommer overordentlig mange sider, hvor
spaltebredden er uens, og der er franske horeunger;
begge dele kunne være undgået ved en minimal
bearbejdning af teksten. Og så er det altså temmelig
uskønt at operere med såvel vandrette som lodrette
streger til adskillelse af spalter og afsnit.
Der
har været sat alle sejl til og er ofret farver på
teksten. Brødteksten fremtræder således som
hovedregel sort med røde hovedoverskrifter og lyseblå
mellemrubrikker, i registranten er omtalen af
fotograferne stærkt blå ligesom samtlige
”skemaopstillinger”, og der er underlagt både grå
og blå felter under overskrifter. Når dertil kommer,
at der er anvendt forskellig typografi på samme side,
begge typer sågar med både fed skrift og kursiv og
flere forskellige skriftstørrelser, så er det ganske
enkelt alt for meget. Bevares, det er gjort med
konsekvens, men det giver et uharmonisk og rodet
skriftbillede alligevel. Og det bedres ikke af, at de
mange fotografier er placeret snart øverst, snart
nederst på siden – og indimellem både foroven,
forneden og på midten på samme opslag. Det er kort
sagt noget rod.
