BogFeature
Fredericia Fæstnings Historie, bd. 1-3

Af Poul Ulrich Jensen 

Den 27. maj 2010 udkom et imponerende trebindsværk om Fredericia Fæstning. Ikke nogen tilfældig valgt dato, men 350års dagen for fredsslutningen efter den anden Karl Gustavkrig, hvor den nyanlagte fæstning fik sin ilddåb. Det skulle blive til en 260 år lang periode som en central, men i perioder stærkt forsømt del af de danske forsvarsværker indtil nedlæggelsen i 1909. Men dermed havde voldanlæggene ikke udspillet deres rolle. De er i dag en temmelig enestående militærhistorisk seværdighed og samtidig et meget benyttet rekreativt grønt område. Fredericia fik for 10 år siden sin civile byhistorie med bogen ”Drøm, dårskab og duelighed, Fredericia 1650- 1970” , og med nærværende udgivelse, der er blevet til på initiativ af Landskomitéen til Renovering af Fredericia Vold, er også fæstningens bygningshistorie, garnisonens liv og de mange kriges forløb minutiøst beskrevet.

Bjørn Westerbeek Dahl, der har et omfattende forfatterskab om dansk korthistorie og danske fæstningsanlæg bag sig, har skrevet værkets første bind om fæstningens planlægning, opførelse og de første 50 års historie til o. 1700. Fredericia blev i 1650 anlagt af militærstrategiske grunde. Beliggenheden på spidsen af Bersodde ved den smalle del af Lillebælt gjorde den let at forsvare fra landsiden og gav muligheder for troppetransporter til og fra Fyn samt kontrol med skibstrafikken gennem den nordlige del af Lillebælt. Det var Frederik III, der i sommeren 1650 beordrede fæstningsbyen etableret efter Georg Hoffmanns tegninger, der ikke helt fulgte tidens gængse skabeloner. Hoffmann var pragmatiker – fæstningsgeometrien skulle være i orden, og så måtte byplanerne tilpasses de praktiske hensyn. De første privilegier blev allerede udstedt i december 1650, og de var mere vidtgående end normale købstadsrettigheder for at lokke indbyggere til den planlagte by.

Fra 1651 skiftede navnet til Frederiksodde, og de følgende år begyndte opførelsen af fæstningsværkerne – der efter planerne skulle omfatte en hovedvold med bastioner og foranliggende vandfyldt voldgrav mod landsiden, en forsvarsmur langs Sønderstrand, en voldlinie langs Østerstrand og et citadel på spidsen af odden.  Så langt var man dog ikke nået, da Frederik III i sommeren 1657 erklærede Sverige krig, og den nyanlagte fæstning skulle stå sin prøve. Det blev en næsten katastrofal ilddåb, idet Frederiksodde den 24. oktober blev stormet og erobret af svenske tropper - et udfald, der dog ikke så meget skyldtes mangler ved forsvarsværkerne som de fjendtlige troppers store talmæssige overlegenhed. Yderligere krigshandlinger i 1658-59 efterlod fæstning og by i en miserabel forfatning, og efter fredsslutningen i 1660 stod man her som andre steder i landet over for et omfattende genopbygningsarbejde.

Det blev Georg Hoffmanns broder Gottfried, der fra begyndelsen af 1660’erne kom til at lede istandsættelsen af Frederiksodde, der i øvrigt efter kongelig befaling i april 1664 blev omdøbt til Fredericia – man var begyndt at kalde byen Frederiksøde. Efter nogle års målrettede anstrengelser gik arbejdet mere eller mindre i stå på grund af penge- og mandskabsmangel, og fæstningsbyen Fredericia kom til at ligge halvfærdig hen de næste godt 50 år. Det eneste større nybyggeri var et krudttårn., men ellers satte forfaldet ind – voldgravene mudrede til, tømmer rådnede væk og fæstningsvoldene sank sammen. De mange tomme byggegrunde var derudover et vidnesbyrd om, at indbyggertallet stagnerede. 

Det var i det hele taget ikke nemt at forene de civile og militære interesser. I november 1673 klagede borgerne til kongen over ”den store armod og elendighed, garnisonens indkvartering her os forårsager”. I marts 1683 faldt Kongens Port sammen, og da en nytiltrådt kommandant, Christian Wilckers, skulle vurdere fæstningens tilstand, kunne han konstatere, at det var nødvendigt med en gennemgribende reparation. De dystre perspektiver henledte åbenbart kongens opmærksomhed på problemerne, selv om der gik nogle år, inden fæstningsingeniør Jobst von Scholten i 1696 blev sendt til Fredericia, hvor han kunne konstatere, at tiden nu var inde til at vælge mellem sløjfning eller istandsættelse. De første 50 år af Fredericia Fæstnings historie var således præget af vidtløftige planer fulgt af en større anlægs- og opbygningsfase og efterfølgende ødelæggelser og forfald.

I bind 2 skildrer Erik Housted, der har skrevet adskillige lokalhistoriske bøger om Fredericia, perioden fra 1700 til 1847. En fransk besøgende, Lacombe de Vrigny, skrev i 1702, at fæstningen slet ikke vedligeholdtes – voldenes jordmasser skred, og bastioner og raveliner forfaldt. Desuden gjorde byen et øde indtryk. Det var således på høje tid, da der i 1707 blev udarbejdet planer for en fuldstændig istandsættelse af fæstningen. Begyndelsen af 1700-tallet var præget af krig med Sverige, og især efter det danske nederlag i slaget ved Helsingborg 1710 stod det klart, at Fredericia ville være af betydelig strategisk vigtighed ved et eventuelt angreb sydfra. Efter Store Nordiske Krigs afslutning i 1720 stod fæstningen da også i sin bedste tilstand siden grundlæggelsen, men der var stadig plads til forbedringer. De kom især under Christian VI’s regering fra 1730 til 1746 bl.a. i form af nye vagtbygninger, og i begyndelsen af 1750’erne opførtes nye staldbygninger, tegnet af ingen ringere end Lauritz Lauritzen de Thura, der ellers er mest kendt for mere monumentale bygningsværker som Eremitageslottet og spiret på Vor Frue Kirke. 

Aktiviteterne fik imidlertid en brat ende, da Frederik V Juleaftensdag 1763 underskrev en resolution, der gennem de følgende årtier reducerede Fredericia til en fæstning af 4. rang. Det var i realiteten en beslutning om nedlæggelse, og det følgende år overtog byens magistrat forpagtningen af volde og raveliner samt fiskeriet i voldgravene. Samtidig forpligtede man sig til at vedligeholde porte, broer m.v., men Fredericias militære rolle var udspillet, dog kun for en tid. Krigene mod England 1801-06 og 1807-14 krævede etableringen af et kystforsvar, og her blev Fredericia en vigtig brik. Det betød, at fæstningen og garnisonen fik opført en række nye bygninger – krudtmagasin, hospital, kommandantbolig, artillerimagasin, eksercerhus og materialgård. De økonomiske ressourcer rakte dog ikke til samtidige forbedringer af fæstningsværkerne. Alliancen med Napoleon blev jo ret så katastrofal for Danmark, og statsbankerot, tabet af Norge og en landbrugskrise levnede efter fredsslutningen i 1814 ikke plads til større militære udgifter de følgende år. Fæstningen kom imidlertid på militærforvaltningens dagsorden i 1840, da en kommissionsundersøgelse blev iværksat for at udpege de fæstninger der burde sættes i behørig forsvarsstand. Her skønnedes Fredericia at være af yderste vigtighed ”ved sin beliggenhed som Foreningspunkt for Jylland og Fyens Forsvar, og som Hoveddepot for Jylland og en Armées Samlingsplads”. 

Den bedømmelse skulle i høj grad vise sig at holde stik under den første slesvigske krig, der brød ud i 1848, og som indleder bind 3. Her skildres tiden efter 1847 og ligesom i bind 2 er forfatteren Erik Housted. Efter en længere belejring skrev fæstningsbyen sig med det heroiske udfald den 6. juli 1849 for alvor ind i de danske historiebøger. Det er et af de hyppigst beskrevne slag i dansk militærhistorie, men alligevel er det lykkedes Erik Housted at finde noget nyt – artilleriofficer Johan Vahls ikke tidligere offentliggjorte beretning om ”Artilleriets Arbejder og Foretagender under Belejringen af Fredericia Fæstning i Året  1849” . I ugerne efter slaget valfartede i hundredvis af nysgerrige fra alle egne af landet til Fredericia for at få et indtryk af skuepladsen for den spektakulære sejr. Da den anden slesvigske krig udspillede sig i 1864, var situationen imidlertid en ganske anden. Fredericia blev efter en kortvarig belejring opgivet og efterfølgende besat af østrigske tropper. Herefter var fæstningsbyens militære rolle i realiteten udspillet, endda i en grad, så man ved et kongeligt besøg i 1882 måtte afstå fra at salutere - der fandtes simpelthen ikke kanoner i Fredericia. Med opførelsen af land- og søbefæstningsanlæggene omkring København i anden halvdel af 1880’erne blev enhver intention om befæstningsanlæg ved Lillebælt endegyldigt skrinlagt, selv om Fredericia vedblev at være en fæstning af navn indtil den officielle nedlæggelse 30. september 1909 ifølge ”Lov om Afhændelse af en Del af Christianshavns Fæstningsværker, Fredericia Fæstning og andre Grundarealer m.m.” Efter en kommunal overtagelse af hovedparten af voldanlæggene begyndte omdannelsen til bypark, og med tiden voksede større planer frem om en retablering af dele af det oprindelige fæstningspræg, bl.a. i form af bastioner med skyts. I 1992 blev ”Landskomiteen til renovering af Fredericia Vold” dannet. Udover de rent fysiske planer med voldanlæggene var det også komitéens mål at udgive en bog om Fredericia Fæstning.

Nu er den udkommet, ikke som oprindelig planlagt i 1999, men til gengæld som det definitive værk, der detaljeret redegør for historien fra de første tanker om en fæstning ved Lillebælt og frem til i dag. Omfattende studier af arkivalier, kortsamlinger og litteratur har for de to forfattere resulteret i en velskreven og spændende beretning, der selvfølgelig først og fremmest er en guldgrube for den militær- og våbenhistorisk kyndige. Men også almindelig historisk interesserede læsere kan have meget udbytte af de tre fornemme bind, og er man ikke helt hjemme i den særlige militære terminologi, er der hjælp at hente i den ordliste over fæstningsudtryk, der findes bagest i bindene. Værket er trykt i A4 - et format, der yder det overdådige illustrationsmateriale, ikke mindst de mange kort, fuld retfærdighed.