|
Af
Kenn Tarbensen, historiker, ph.d.
Dette er en omtale af en af bøgerne på
årets bogudsalg. Ikke fordi anmeldelsen har trukket ud
i årevis, men fordi bogen, der blev udgivet den 19.
februar 2007, allerede blev sat på udsalg blot 10 dage
senere.
Der er tale om en dansk oversættelse
af en engelsk bog, The Secret History of Freemasonry,
der udkom sidste år. Der er flere steder i teksten
foretaget nogle mindre tillempninger til det danske
marked, ligesom Den danske Frimurerorden har skrevet et
tre sider langt efterskrift om frimureriet i Danmark.
Her sluttes med omtale af krav til nye medlemmer samt en
praktisk anvisning på, hvordan man forholder sig, hvis
man gerne vil optages i Ordenen, ligesom der også er
kontaktoplysninger (adresse, telefonnummer m.m.). Næsten
ligesom Lars Larsens meget omtalte selvbiografi, der
slutter med et godt tilbud på gåsedunsdyner.
Der er tale om en tynd bog på under
100 sider, der dog er i stort format og med mange flotte
farveillustrationer. Bogen kan læses i sin helhed, men
ellers skal det tages meget bogstaveligt, at der er tale
om en ”håndbog”. Bogen er stramt disponeret, så et
opslag fylder to sider, hverken mere eller mindre. Disse
opslag er struktureret i fire dele. Efter introduktionen
(1. del) følger først ni opslag om frimureriets
historiske udvikling (2. del). Derefter kommer i syv
opslag fokus på frimurernes arkitektur (3. del)
efterfulgt af 21 opslag om frimurernes tegn og symboler
(4. del). I alt er der 38 opslag, dvs. leksikalske småartikler
om forskellige emner i tilknytning til frimureriet.
Efter det danske efterskrift er der til allersidst et
stikordsregister. Alt sammen i et meget professionelt
layout. På billedsiden er det dog ganske bemærkelsesværdigt,
at der bortset fra enkelte arkitekturfotos stort set
ikke er illustrationer fra de sidste par hundrede år.
I bogens opslag er der mange konkrete
oplysninger om forskellige fænomener og symboler:
Passeren, vinklen, globen, trappen, stigen, sværdet,
dolken, pentagrammet, skødeskindet osv.
Hvem er forfatteren? Det oplyses
hverken i bogen eller i den medfølgende
pressemeddelelse. På
Internettet kan man finde følgende oplysning: “Jeremy
Harwood studied history at Christchurch, Oxford and has
conceived, edited, and authored books including the
Dictionary of Battles, The Secret History of Freemasonry,
and Command. He is head of History and General Reference
Publishing for Reader's Digest in the UK”. Det
ses bl.a. også, at han har lavet en bog om “100
maps that changed the world” samt en bog om
eksotiske cocktails. Det er således tydeligt, at
han er en professionel og kommerciel bogmager.
Det skal ikke lastes ham, men det er nødvendige
oplysninger til forståelse af bogen. Den virker som et
bestillingsarbejde, som Den danske Frimurerorden efterfølgende
har fået Forlaget Borgen til at udgive på dansk –
ikke som husstandsomdelt PR-fremstød, men dog til
billige penge.
Om Jeremy Harwood selv er frimurer, kan
man kun gisne om. Sikkert er det, at bogen er renset for
enhver kritisk distance til emnet. Hensigten i opslagene
er tydeligvis at forklare fænomener, symboler m.v. for
at afmystificere disse. Mange steder sker det direkte
med afvisning af kritiske røster. Nogle eksempler herpå:
”For en udenforstående synes de
noget hårrejsende eder, frimurerne aflægger om
bevarelse af hemmelighederne, i bedste fald usmagelige,
og i værste fald irreligiøse. Men det er ikke tilfældet.
De forpligtelser, ederne rummer – især de, der
afgives under optagelsesceremonierne til de tre grader
– har altid været allegoriske i deres karakter”
(s.11).
”Frimureri er ikke en religion og
udbreder derfor ingen doktriner eller dogmer, som
anti-frimurer-polemikere gerne vil have folk til at
tro” (s.70).
Om byplanlægning hedder det:
”Hvis man skal tro
anti-frimurer-propagandaen, var frimureriets største
kup, at det dikterede planlægningen og anlæggelsen af
Washington D.C., som hovedstad i de nyligt selvstændige
Forenede Stater. Det er desværre ikke tilfældet...”
(s.76).
Og efter en beskrivelse af
pentagrammets forskellige historiske betydninger hedder
det:
”Det er overordentligt vigtigt at
slå dette fast, fordi anti-frimurer-polemikere gennem
årene har kastet sig over pentagrammets formodede
betydning som frimurersymbol for at postulere en direkte
forbindelse mellem frimureriet, okkult praksis,
hedenskab og endog satanisme” (s.86).
Denne tone gennemsyrer bogen. Der
spilles også lidt på frimurere som ofre. I opslaget
”Fra fortiden til nutiden” (s.30-31) bliver
forskellige tiders modstand mod frimurere uddybet. Det gælder
bl.a. den katolske kirke, der bandlyste frimureriet i
1738, samt under nazismen, hvor det angiveligt skønnes,
at cirka 200.000 frimurere omkom i koncentrationslejre.
Her hedder det også, at der i dag er omkring seks
millionere aktive frimurere rundt om i verden. ”Logerne
overlever og blomstrer fortsat... Forudsat at
frimurerordenen følger med tiden og forklarer sit
positive formål effektivt, er der næppe nogen grund
til at tro, at frimureriet ikke fortsat vil have
fremgang”.
Ifølge det danske efterskrift omfatter
Den danske Frimurerorden 89 loger med tilsammen cirka
10.000 medlemmer.
|
|
|

|
|
Jeremy Harwood:
Frimurernes hemmelige historie.
Illustreret håndbog over frimureriets århundrede gamle
historie, ritualer og symboler med efterskrift ved Den
danske Frimurerorden.
Oversat af Allan Søndervang.
Udg. af Borgens Forlag.
96 sider. Vejl.pris: 169,95 kr.
Udsalgspris: 99,95 kr.
Borgens
Forlag >
|
|
|
|
|
|