|
Af Lars Kjær, Mag.art. i historie, Lejre Forsøgscenter
Peter Ramskov Andersen har sat sig
for at undersøge de fynske nazister fra 1930-45. Hans
undersøgelse har særligt to formål, nemlig dels at
demonstrere at nazisterne havde meget lidt succes med at
slå politisk igennem på Fyn, dels at nazisterne var
ganske almindelige fynboer. Peter Ramskov Andersen
mener, at den danske historieskrivning hidtil har haft
en ulyst til at beskæftige sig med de danske nazister.
Det begrundes dels med, at man ikke har kunnet
opretholde forestillingen om danskernes kamp mod
besættelsesmagten, hvis der kom for mange skår i
glansbilledet af en enig folkefront mod en lille gruppe
af afvigere. Dels skyldes det, at materiale fra de
nazistiske bevægelser af forklarlige årsager ikke er
blevet indleveret i lokalarkiverne rundt omkring i
landet. En stor del af kildematerialet er i
bogstaveligste forstand gået op i røg.
Bogen er blevet til på baggrund af
studier i Bovruparkivet - medlemskartotek for DNSAP, der
blev beslaglagt af modstandsbevægelsen ved befrielsen –
i nazistiske aviser og fynske aviser i øvrigt, af hvilke
der var ikke så få i 1930-1940’erne, samt rapporter fra
sikkerhedspolitiet.
De udgør hovedgrupperne af kilder,
og det giver altid et udmærket indtryk af hvilken type
studie, man skal til at give sig i kast med. Peter
Ramskov Andersen har været grundig i sin eftersøgning af
lokale arkivalier om dette svære emne og kommer langt
omkring.
Bogens absolutte styrke er, at den
dokumenterer mange facetter af partiet, som ”… spændte
fra det ufrivilligt komiske til det direkte
frastødende”: Partiets utallige splittelser og
fjendskaber mundede ofte ud i nye partidannelser. Der
var et enormt forbrug og udskiftning af ledere, der på
stribe blev erklæret uegnede til at lede. Man hører om
alt fra deres problemer med at fremskaffe cykeldæk til
agitatorerne, om deres avisannoncering i de etablerede
aviser, stemmetal ved valg og erhvervsfordelingen af de
indmeldte og en lang række andre detaljer.
Bogen demonstrerer overbevisende de
fynske nazisters megalomane forhold til talstørrelser:
Stabsleder Axel Juul hævdede i oktober 1940 ved en
parade - med 50 fremmødte - at kunne mønstre 30.000
SA-folk på Fyn. En frafalden SA-mand anslog samtidig, en
kende mere beskedent, at tallet på Fyn ikke var større
end 100. Denne lemfældige omgang med sandheden ses ved
stort set alle beskrivelser af nazistisk mødeaktivitet.
Antallet af fremmødte var voldsomt opblæst, og Andersen
har fundet et mere troværdigt sandhedsvidne i
eksempelvis de socialdemokratiske aviser.
Bogen har sine steder et additivt
præg, og der fortælles således ret detaljeret om
udviklingen på det organisatoriske plan, så som
udskiftningen af sysselledere, udnævnelser osv. og deres
referater i aviserne. Jeg kunne ikke undgå at få
fornemmelsen af, at forfatteren, i hvert fald i
sektioner, har ladet sig styre en smule af det
eksisterende og begrænsede kildemateriale.
Det er i øvrigt interessant at se,
at bevægelsen på alle niveauer har svælget skamløst og
fuldstændig anakronistisk i ”nationale” symboler, som
f.eks. i sammenblandingen af bronzealderlurblæsere og
det senere Ladbyskib. Nazisterne var ivrige efter at
bevise deres nationale tilhørsforhold under besættelsen
og plukkede også på Fyn efter forgodtbefindende.
Mest interessant er, efter min
mening, kapitlet om besættelsestiden. Besættelsen gav
anledning til en svag medlemstilgang. Fra 1941 vendte
denne dog, og partimedlemmerne følte sig i stigende grad
trængt tilbage. I 1942 måtte de ledende nazister i
Odense have deres hjem bevogtet af politiet, hvilket
igen bevirkede, at ingen herefter kunne være i tvivl om,
hvor de boede. I 1943 under urolighederne i august følte
partimedlemmer sig udsat for en systematisk klapjagt, og
rudeknusninger og hærværk var hverdagsbegivenheder. Også
privatboliger og butikker blev ramt af ”den
kommunistiske-ungkonservative ødelæggelses- og
plyndringshob…” (s. 82), som et partimedlem benævnte
sine forfølgere. Nazisterne, der før paraderede og
stoltserede i gaderne, frygtede nu ”gadens terror”.
Bogen har det lokale som afsæt og kan derfor med fordel
læses i sammenhæng med eksempelvis Tamms disputats fra
1984. Men selvom bogen behandler en udvalgt lokalitet og
udgives af lokale kræfter, hæves niveauet langt over,
hvad man normalt ser for lokalhistoriske udgivelser, og
det er en bog, der burde nå ud til mange læsere |
|
|

|
|
Peter Ramskov Andersen:
Fynske revolutionære.
De fynske nazister 1930-1945.
Udg.
af Byhistorisk udvalg/Odense Stadsarkiv.
111 sider, 100 kr.
Fås
i boghandlen og på Odense Stadsarkiv, Klosterbakken 2,
5000 Odense C.
Odense Stadsarkiv >
|
|
|
|
|
|