BogFeature
Moltke – Rigets mægtigste mand

Af Ole Villumsen Krog

I 300-året for statsmanden, godsejeren og mæcenen Adam Gottlob Moltkes fødsel (1710-1792) har fire af vore mest kompetente historikere skrevet en bog, som ud over en skildring af Moltke er en præsentation af og en indføring i den absolutte enevældes idé og styreform i 17oo-tallets Danmark. I fire selvstændige afhandlinger præsenteres Moltke som person og statsmand (Knud J. V. Jespersen), som godsejer og reformator (Carsten Porskrog Rasmussen) og som mæcen (Hanne Raabyemagle); i fjerde afsnit behandler Poul Holstein slægten Moltkes oprindelse og A.G. Moltkes efterslægt.

Moltke – Rigets mægtigste mand er beretningen om den uddannelsesløse, ikke-danske undersåt, som i kraft af forstand, gudsfrygt, utrættelig arbejdsevne og tillidsvindende adfærd begyndte som page og sluttede som overhofmarskal, gik fra fattig adelsmand til rigets mægtigste bygherre og jorddrot. Og under Frederik V (1746-66) de facto landets bestemmende, landets nøglefigur under den karaktersvage og alkoholiserede konge.

Moltke stammede fra Mecklenburg og blev som barn sat i pleje hos sin farbroder, amtmanden på Møn. Herfra blev han 1722 hentet til København for at blive page hos kronprins Christian (VI), der året forinden havde giftet sig med Sophie Magdalene. Ved tronskiftet i 1730 avancerede Moltke til kammerpage hos den da 13-årige kronprins Frederik (V) for så i 1735 at blive udnævnt til kammerjunker. Og dermed trådte han ind på vejen mod tronens fod.

Christian VIs driftsikre hofmænd og politikere, Johan Ludvig Holstein og Johan Sigismund Schulin gav Moltke anskuelsesundervisning i at begå sig ved det intrigefyldte hof. Formodentlig på deres anbefaling blev Moltke i 1743 udnævnt til hofmarskal hos kronprins Frederik (V). Således var fremtiden sikret – også for de to hofmænd.

Ikke siden Peder Griffenfeld under Christian V havde man set en tilsvarende karrierevandring fra underordnet hofmand til mægtigste mand ved siden af kongen.

Moltke var 12 år ældre end kronprinsen, som fra første færd knyttede sig til Moltke, vel så en ældre broder i ham. De viste hinanden fortrolighed, tillid, loyalitet, en tilstand, der først sluttede med Frederik Vs død i 1766. Moltke forstod at vejlede sin yngling med medfødt taktfølelse uden selv at stjæle rampelyset. Moltke var behagelig i omgang, arbejdsom, brav, ordholdende og ubrydeligt loyal mod kongen og det enevældige system – således beskrevet i 1751 af den svenske gesandt i København, baron Otto Flemming.

Moltke var ikke blot en fyrstetjener, men blev af Kronprinsen betragtet som en nær ven og moralsk vejleder, som kunne bringe den ustabile mand tilbage på det rette spor, når han havde givet sig sine laster og sanselige tilskyndelser i vold. Moltke var den diskrete hofmand og problemknuser.

I 1746 døde Christian VI og med ham ”seksten års kristelig regeringstid”. Frederik V indledte sin kongegerning og sin deroute og Moltke sin vej mod karrierens højdepunkt med indflydelse og velstand.

Godt en måned efter tronskiftet havde Moltke Frederik Vs regeringsplan parat. Hvilken overhofmarskal ville kunne komme helskindet igennem med den frimodighed, som Moltke indledningsvis fremkom med ved at advare Kongen mod at give sig sine laster i vold, da det var hans pligt at foregå undersåtterne med et godt eksempel? Og skulle kongen alligevel falde i, … håber jeg, at De i lighed med  David vil lade Dem omvende og gøre bod…. Hvor meget tættere kan Moltke komme Kongen?

I de følgende tyve år cementeredes den bureaukratiske enevælde til forskel fra den personlige enevælde i kraft af Kongens manglende evner til et personligt engagement. Moltkes indflydelse, magt og rigdom voksede i takt med Kongens dalende indsats. Knud J. V. Jespersen skildrer, som den fremragende formidler han er, Moltkes overbevisende, resultatsøgende og stille, men kompromisløse indsats. Det lykkedes således overhofmarskallen fra 1749 at få udenrigsministeren og dennes efterfølger til at tilstille sig alle ministeriets ind- og udgående breve. Udlandet fandt hurtigt ud af, at vejen til Kongen nu gik gennem Moltke, der som Kongens fortrolige vejleder og rådgiver skulle fremme den udenrigspolitik, som Moltke og udenrigsministeren, J.H.E. Bernstorff i øvrigt var enige om – et parløb, som både konge og folk var tilskuere til.

Moltkes magtposition og dens fristelser og hans mulige udnyttelse af stillingen til egen fordel analyserer Knud J. V. Jespersen frem til, at Moltke nok kunne lade sig friste (af engangsbeløb), men at han prioriterede sin loyalitet mod Kongen højst. Men Moltkes grænse gik, …hvor denne blev truet…

Carsten Porskrog Rasmussen gennemgår i artiklen om Moltke som godsejer og reformator Moltkes økonomi og når frem til den konklusion, at Moltke i Frederik Vs regeringstid har brugt lige så meget på byggerier, kunst, sønnernes uddannelse mv. som på køb af godser – hvilket betyder, at han i de tyve år, Frederik V var konge, har kunnet investere mindst 30.000 rigsdaler årligt i godskøb, byggerier, kunst og børnene, snarere mere.

Beskyldninger om uregelmæssigheder over for den kongelige kasse, partikulærkassen, kunne afvises i samtiden. Men en række af Moltkes medarbejder H.C. Eschmarks regnskabsnotater om Moltkes ”engangsgevinster” rejser en række ubesvarede spørgsmål om indtægter i 300.000 rigsdaler-klassen, og Carsten Porskrog Rasmussen bidrager med et interessant indblik i Moltkes pengeøkonomi. Moltke vedgik, da han efter Frederik Vs død blev konfronteret med sine politiske og økonomiske misundere, at han havde modtaget store pengebeløb fra Frederik V. Men der må også have været andre kilder. Hvordan kunne Kongens død i 1766 ellers med et slag fundamentalt ændre Moltkes økonomi?

Det ville have været interessant at høre, om Moltkes efterladte arkiv viser et arkiv tilrettelagt for eftertiden. Er der lakuner, har Moltke foretaget kassationer? Her kunne en gennemgang af Archives du ministère des affaires étrangères i Paris måske bekræfte/afkræfte økonomiske transaktioner, der lå ud over gaver som porcelæn, gobeliner, vin etc. fra den franske konge.

Knud J. V. Jespersen skildrer medrivende det konfliktfyldte dansk-russiske forhold, som var lige ved at føre til krig mellem Danmark og Rusland. Krigen blev afværget (zar Peter III blev som bekendt myrdet lige i rette øjeblik af sin ægtefælle). Derefter trådte ind i billedet den franskfødte projektmager, feltmarskal Saint-Germain, som vandt Frederik Vs øre. Saint-Germain repræsenterede oplysningstiden og ville fjerne den feudale barriere mellem konge og folk. Også her skildres på inciterende vis Moltkes, Bernstorffs og øvrige excellencers frygt for oplysningstiden og hvad, den kan føre med sig.

Ind imellem måtte Moltke udrede trådene i libertineren, lensgreve Christian Danneskiold-Laurvigs bortførelse af den tyveårige skuespillerinde Mette Marie Rose. Pigen bragtes ved Kongens (Moltkes) indgriben tilbage, en retssag mod lensgreven endte med dennes domfældelse, og dommen blev hård med en erstatning på mellem 15.000 og 20.000 rigsdaler (til sammenligning: Moltkes pension efter 1773 beløb sig til 4.000 rigsdaler om året). Hermed demonstrerede Moltke og den enevældige regering, at Kongen var moralens og dydens vogter, at de ledende kredse ikke dækkede over hinanden, og at Kongen og regeringen var den lille mands beskytter. Knud J. V. Jespersen kan ikke skjule sin beundring for Moltke.

Den16. juli 1766 fik Moltke sin afsked uden pension. Han kom senere tilbage i tjenesten, og afskedigedes igen (december 1770 af diktatoren Struensee, som Knud J. V. Jespersen benævner usurpatoren).

Fra sit palæ på Amalienborg kunne Moltke se Saly’s rytterstatue af Frederik V. Og her lader Knud J. V. Jespersen Moltke og Kongen forenes i rytterstatuens indskrift: Fred under stormagternes krige, styrkelse af flåden og hæren, fremme af handelen, forbedring af landbruget, bygning af Frederiksstaden, anlæggelse af landeveje, grundlæggelse af stiftelser, udvidelse af kunstakademiet, genoprettelse af Sorø Akademi, oprettelse af gymnasier og udsendelse af lærde mænd til Østerland. – Inskriptionens forfatter: Adam Gottlob Moltke - som en hyldest til monarken - og som eget eftermæle.

Carsten Porskrog Rasmussens artikel om Moltke som godsejer og reformator er et fint tegnet billede af midten af 1700-tallets danske bondeland og –samfund. Gennem en intensiv udnyttelse af Moltkes godsarkiver skildres tilstand og nye initiativer på Moltkes vidtstrakte besiddelser på Sjælland, Fyn, i Vendsyssel, Himmerland og Slesvig. Moltke skildres som den ivrige igangsætter, der på sine godser kerede sig om bøndernes sociale og moralske forhold, en godsejer, der ”elsker [sine] bønder, en godsejer, der indrettede spindeskoler, omlagde godsernes landbrug, opdyrkede heder og moser, reformerede bondebrugene, kastede sig over minedrift (ler til mursten på Dronninglund og kalk fra Fakse).

Moltke ændrede både natur- og kulturlandskabet uden at ændre på den eksisterende samfundsorden. Nok var Moltke reformator (initierede i 1757 kommissionen til forbedringer i ”landvæsenet” – første skridt mod de senere landboreformer), men han forblev dybt forankret i hvad, han opfattede som et gudgivent samfundssystem.

Hanne Raabyemagle bidrager med bogens mest omfangsrige artikel, hele 175 sider om A.G. Moltke som Maecenas (efter Gaius Cilnius M., velhavende og generøs beskytter af kunst og litteratur under kejser Augustus i det første århundrede før Kr.).

Med stor indsigt og en sjælden detaljerigdom er artiklen en tour de force gennem Danmarks kunst- og kulturliv fra 1730’erne og århundredet ud – fra grundlæggelsen af kunstakademiet over Frederiksstaden med Amalienborgpalæerne til Salys rytterstatue af Frederik V som slotspladsens samlende midtpunkt. 

Minutiøst gennemgår Hanne Raabyemagle de store anlæg. Samme akkuratesse møder vi i gennemgangen af Moltkes private anlæg, Amalienborgpalæet, de sjællandske og fynske herregårde, ja, selv på Dronninglund i Vendsyssel – rigets yderkroge. Her henfalder forfatteren desværre til at anvende det vulgære og klichéagtige udtryk ”udkants-Danmark”.

Moltkes personlige kunstinteresse præsenteres gennem de malerier, han omgav sig med, gennem de kunstværker, han lod udføre til skildring af sin egen person og gennem de omfattende gaver, han modtog – efter tydeligt/mindre tydeligt at have tilkendegivet, hvad han gerne ville modtage. Her ville en systematisk gennemgang af det franske udenrigsministeriums arkiv, correspondance politique, Danemark, présents à la cour de Danemark kunne have kastet et klarere lys over den franske gaveregn. Og hvorfor bruge en avisartikel (Mercure de France) som kilde til historien om det grønne Sèvres-services bestanddele, når den oprindelige fortegnelse findes i Manufacture nationale de Sèvres. Archives J.II n^o 1780, lettres signées de l’abbé comte de Bernis…adressées au président Ogier, ambassadeur de France au Danemark? Og også offentliggjort i Connaissance des Arts, n^o 500 Novembre 1993 – i forbindelse med Det danske Kongehus’ deltagelse i udstillingen Tables Royales på Versailles-slottet i efteråret 1993. I samme udgave af Connaissance des Arts redegøres også for Det Kongelige Sølvkammers identifikation af det grønne Sèvres-service på Eremitagemuseet i Skt. Petersborg i marts 1993.

Den særdeles vidende adelshistoriker, cand.mag. Poul Holstein – en slægtning af gehejmestatsminister Johan Georg von Holstein, den unge Moltkes lærer og opdrager – gennemgår Moltkeslægtens oprindelse, sociale udvikling og efterslægt. I 300-året for A.G. Moltkes fødsel opregnes 354 kendte efterkommere i hans mandslinje, fordelt på fem linjer, der alle føres frem til i dag.

Moltke – Rigets mægtigste mand er et stort anlagt værk, som leverer en fortræffelig skildring af en tid og en person, som reelt stod i spidsen for Danmark i 20 år. Og som forvaltede sin indflydelse og udøvede sin magt med stor begavelse. Moltke præsenteres nærmest med hengivenhed, og bogen forholder sig kun ganske svagt kritisk til andre skildringer af Moltke, som de bl.a. kendes fra Sv. Cedergreen Bech (Dansk biografisk leksikon, 1982) og Gunner Lind (Småstykker. Bernstorff, Moltke og Président Ogier, 1982). Fødselaren kunne ikke selv have gjort det bedre.