|
Af Lene Tranberg, cand. mag. i historie
og dansk
Lad det være sagt med samme: John
Erichsens og Luise Skak-Nielsens værk ”De
gamle Huse”. Frilandsmuseet i Maribo er ikke, som
titlen måske foranlediger én til at tro, en
museumsguide i traditionel forstand, der kortfattet
beskriver museets bygninger og udstillinger.
”De gamle Huse” er meget mere end det. Det er først og fremmest et
anderledes grundigt, dybdegående, helstøbt og i øvrigt
særdeles fremragende værk, der på 128 sider beskriver
Frilandsmuseet i Maribo og dets bygninger i deres
menneskelige og social- og kulturhistoriske sammenhænge
i et velformuleret og præcist sprog. Herudover er det
også en æstetisk ganske flot bog med et stilfuldt
layout og mange flotte og velvalgte illustrationer i
form af både kort over museets område og talrige nye
og ældre fotografier af bygningerne og deres beboere,
placering og omgivelser på både hjemstedet og museet.
Værket indledes af tre afsnit, der
henholdsvis beskriver museets tilblivelse og historie,
det gamle landbosamfund og dets livsvilkår og
befolkningsgrupper samt byggeskikken på Sydhavsøerne.
Disse afsnit udgør et godt afsæt for
de herefter følgende detaljerede og præcise
skildringer af museets samtlige bygninger, der afspejler
vidt forskellige sider af samtidens landbosamfund:
bondegården, husmandsstedet, landarbejderhuset, hjælpepræstens
bolig, Reventlow-skolen, vindmøllen, landsbysmedjen,
sprøjtehuset, maltkøllen, skovriderhuset, huset ved
skoven, laden og skovpavillonen. Disse tretten bygninger
beskrives i hvert deres afsnit, der kommer godt omkring
bygningernes konstruktion, historie, omgivelser og
eventuelt forskellige relevante samfundsforhold og
bygningens tidligere beboere og deres tilværelse.
Således skildrer f.eks. afsnittet om
Frilandsmuseets husmandssted bygningens udseende gennem
årene, dens ejere samt dens beboere og herunder især
den sidste beboer Ane Huggemands og hendes families
arbejds- og dagligliv på husmandsstedet og i lokalmiljøet.
Ligeledes beskriver afsnittet om museets sprøjtehus de
generelle juridiske og samfundsstrukturelle baggrunde
for sprøjtehusenes opførelse og funktion i 1700- og
1800- tallets samfund samt udseendet og anvendelsen af
sprøjtehuse og sprøjter generelt og museets sprøjtehus
og sprøjte specifikt.
Efter disse tretten afsnit om museets
bygninger følger fremstillingens sidste afsnit, der
kort omtaler museets nutidige formidlingsaktiviteter. I
forhold til fremstillingens øvrige ellers grundige og
meget saglige tekst virker denne afslutning brat og som
et lidt reklameagtigt stilbrud, og som læser savner man
en egentligt opsummering eller afrunding på den foregående
tekst.
Men når det så er sagt, formidler værket
som helhed på en holistisk, sammenhængende og godt
fortalt måde sammenvirket mellem mennesker, livsvilkår
og bygninger i 1700- og 1800-tallets landbosamfund.
Herved kommer museet og dets bygninger til at fremstå
som konkrete og vedkommende vidnesbyrd om tidligere
tiders virkelighed og hermed også om det nutidige
samfund, - også for den, der slet ikke havde nogen
forudsætninger herfor i forvejen.
På baggrund heraf henvender denne
fremstilling sig til alle, der interesser sig for livet
på landet i 1700- og 1800-tallets Danmark. Man behøver
hverken have aflagt eller påtænkt museet et besøg for
at få en helstøbt oplevelse af museets bygninger og
det liv, der levedes her. Men efter endt læsning vil de
fleste nok have lyst til at tage en tur til Maribo for
at se på de gamle huse. Det fik jeg i hvert fald.
|
|
|

|
|
John Erichsens og Luise Skak-Nielsen:
De gamle huse
Frilandsmuseet i Maribo
Udg. af Lolland-Falsters Stiftsmuseum
128 sider, 248 kr.
Lolland-Falsters
Stiftsmuseum >
|
|
|
|
|
|