|
- Hverdagsting og hverdagsliv 1950-1980
Af Per Ole Schovsbo
Inspirationen fra R. Broby
Johansens kulturhistoriske og etnologiske billedbøger
og højskoleforedrag om demokratisk hverdagsliv og
verdenskunst i Vesteuropa mærkes bag denne vedkommende
billedbog om dansk hverdagsliv i 1950-1980. Forfatteren,
museumsinspektør ved Gasmuseet i Hobro, cand. mag.
Peter Hørup, fortæller således om de små detaljer i
tingenes stil og mode og tolker dem som ekkoer af de
store verdensbegivenheder i kunst, kultur og politik.
Det er fascinerende og foruroligende, fordi man som ældre
læser (årgang 1944) ser sine egne årtier tolket og
udstillet i museale glasmontre med forklarende tekster
til morskab for yngre generationer. Men der er en dybere
mening, og fortællingerne er udarbejdet i forbindelse
med både Gasmuseets udstilling Da farmor var ung – og
Gasmuseets materialesamlinger, huskekasser, der kan lånes
til undervisningsbrug.
Danmark var efter 1.
verdenskrig et lilleputrige, der var afhængig af de
store naboers geopolitiske interesser, som det kom til
udtryk under 2. verdenskrig. Efter besættelsens
ydmygelse varede det næsten et årti, før man rankede
ryggen. Det meste af 1950’erne tilhørte derfor efterdønningerne
af verdenskrigen, mens 1960’erne og 1970’erne blev
præget af den kolde krig, der afsluttes ved
Sovjetunionens sammenbrud og Berlinmurens fald kort før
1990.
Peter Hørup fremhæver
med rette 1950’ernes stærke amerikanske påvirkning,
mens man i 1960’erne nedkæmpede autoriteterne til
fordel for retten til den frie og naturlige udfoldelse,
og 1970’ernes mange kriser og mere puritanske livsstil
- der for anmelderen at se i 1980’ og 1990’erne afløstes
af stigende forbrugsfest samt kulturel og social
polarisering, der i begyndelsen af 2000 begynder at anfægte
dele af vor nationale selvforståelse.
Man kan på baggrund af
Peter Hørups bog se den danske kultur som en særlig
dansk blanding af europæiske elementer, der i løbet af
1970’erne bliver mere og mere paneuropæisk, takket være
tilslutningen til EU (EF) og den stigende indvandring.
Tingenes teater får derfor helt nye spillere på
scenen, der frem i 1980’erne og ikke mindst i de
efterfølgende årtier afslører, at 1950’erne i
virkeligheden var optakten til de kulturelle og økonomiske
dramaer, der udspiller sig mellem de etniske grupper i
det nuværende årti.
Peter Hørup leverer
derfor en bakspejls-indføring i den vestlige verdens
signaler og symboler. På større afstand bliver
perspektivet bredere og er man udenfor mands minde, er
perspektivet blevet historisk. Friheden til at lægger
brikkerne er jo i dette tilfælde øget betragteligt,
ligesom oplæggene til diskussioner og udstillinger med
mange tolkninger af udvalgte billedreklamer og
genstandsfotos. Og tingene viser på den baggrund at de
vestlige og østlige kulturer, ligesom de sydlige og
nordlige, gennem århundreder (og årtusinde) har været
i så tæt kontakt med hinanden, at lighederne er meget
større end forskellene.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Peter Hørup:
Når ting fortæller
- Hverdagsting og hverdagsliv 1950-1980
Udg. af Gasmuseet
160, ill., 98 kr.
Gasmuseet >
|
|
|
|
|
|