BogFeature
Glas og glarmesteren

- 800 år med glas i Danmark 

Af Kirsten Lindberg, arkitekt m.a.a., dr.phil.

Forfatteren til bogen er Gitte Kjær, men det fremgår nu ikke med særlig stor tydelighed. I hvert fald er det kun i kolofonen, man kan finde angivet, at hun har udformet teksten. For tilrettelæggelsen af bogen har hun stået sammen med Glarmesterlaugets direktør Hans-Georg Nielsen. Redigering er dernæst forestået af Mette Rasmussen og Linette Bekhøi.

Det er en historisk bog, men uden årsag i et jubilæum, for 500-årsjubilæet valgte man i lavet at fejre i 1998; der er en vis usikkerhed om oprindelsen til glarmageriets opståen. Grunden til, at lavet nu vælger at udsende en historisk bog, synes i stedet at være fagpolitisk. I hvert fald indledes der med et kapitel om lavet i dag, forfattet af direktøren. Da bogen ellers er kronologisk opbygget i de følgende kapitler, ville en mere naturlig placering have været langt senere. Nu mister man næsten lysten til at læse historien efter en rent ud sagt jammerlig kedelig opremsning af nutidige forhold. Så en anbefaling til læserne er at springe kapitel I over.

Dernæst følger kapitel II med den lidt kryptiske titel ”Historisk overblik”. Det med overblikket er nu så som så, lad os i stedet sige, at det er en ”historisk opremsning” – og bestemt ikke uden en vis overfladiskhed. Eksempelvis anføres fra København: ”I 1422 fik borgerne tildelt flere store privilegier, og i 1443 gjorde Christoffer af Bayern København til kongens residens, udfærdigede en ny stadsret og indviede det slot, som hans forgængere og han selv havde bygget.” Tjah… det var faktisk Erik af Pommern, der gjorde byen til hovedstad, den gamle borg skrev sig - som det er alment kendt - helt tilbage til Absalons tid i 1100-tallet, men var blevet ødelagt af fjenderne i 1368 og genopbygget inden 1375, mens Christoffers indsats var at modernisere inden sit bryllup i 1445.

Lidt senere i kapitlet angives om glarmester Hans Mars, at han satte ruder i ”Rigsarkivets bygning på Slotsholmen i København”. Ja så, det kunne være interessant at vide, om nævnte bygning var Proviantgaarden, hvor Rigsarkivet i dag har adresse, eller om der menes den fløj, som byggedes til bibliotek og geheimearkiv. Det er lidt svært at fæstne lid til de forskellige udsagn, for når man straks falder over unøjagtigheder, tiltror man jo ikke forfatteren større stringens i resten.

Men billedmaterialet er fint. Det er en broget buket af de mest forskelligartede illustrationer, og langt hovedparten er meget fortællende. Billedredaktøren – hvem det så end har været – har gjort mange fine fund, og det er gennemgående for næsten hele bogen.

Herefter følger kapitel III-VI om lavets historie, mens kapitel VII er kaldt ”En skrøbelig branche”, hvilket dækker over en opremsning af glashytter og forsøg på etablering deraf; her er man altså tilbage til glasfremstillingen igen.

Kapitel VIII omhandler den vandaliske tradition med at lade kongelige personager indridse deres navnetræk i ruder. Lettere benovet fremføres det, at lavets oldermand, dets direktør og en glaskunstner har undervist kronprinsen og hans kone i at ridse med diamant, så de kan fortsætte traditionen. Hoffet har betegnet denne indlæringsproces som privat, og det forstår man jo så udmærket, men så skulle denne øjensynlig nødvendige undervisning vel have været skjult under diskretionens nådeslør – eller stikker der monstro en republikanerspire i forfatter og/eller lav, siden parret således hænges ud til almen latterliggørelse? Med udgangspunkt i det private slipper vi for et fotografi af de to elever og får i stedet et af de tre nødvendige lærere.

Efter dette fuldkommen overflødige intermezzo fremstår kapitel IX om glarmestrenes fagskole som den rene oplysning, selv om det mestendels består af erindringer fra festligheder m.m.

Også det kapitel X er stort set uden for forfatterens indflydelse, selv om det intetsteds fremgår, at der skulle være en anden ophavsmand hertil. Det er nemlig blot og bart et referat fra ”en uformel rundbordsdiskussion med Laugets hovedbestyrelse.” Her har man end ikke gjort sig den ulejlighed at præsentere de deltagende parter. Det virker som udskrift af en båndoptagelse, og der er ikke gnist af redigering i kapitlet.

Endelig afsluttes der med kapitel XI (som fejlagtigt også er angivet som kapitel IX), forfattet af Hans-Georg Nielsen. Titlen er ”Glassets natur – glassets mystik”, og det lyder jo fascinerende, men dækker blot over en forsøgsvis fysisk og kemisk forklaring på glas’ sammensætning. Det adskiller sig markant fra de øvrige kapitler i sin skrivestil, der er udpræget talesprog. Her kunne en redigering med fordel være sat ind, for direktørens udtryksform er kun anderledes end Gitte Kjærs, bestemt ikke velegnet til en bog med sagligt indhold. Et eksempel: ”Tager man det reneste glas, går lyset næsten uhindret igennem, og glasset er næsten usynligt. Men nej, man kan ikke stikke hånden igennem glasset. Hvorfor kan lyset, men ikke du og jeg, gå igennem.” Et andet: ”Alice kunne gå igennem spejlet. Vi kan ikke. Men hvem ved. Måske engang.” Selv om denne slutbemærkning er ledsaget af en illustration af Jeanne Argent, der viser Alice i Eventyrland, krediterer den ikke den primitive udtryksform, som hverken er saglig eller poetisk.

Som i en seriøs bog er der noter, men dels kun få, dels ret upræcise. Dernæst er der litteraturliste, og den er beklageligvis behæftet med fejlskrivninger, som bilag findes afskrift af skråen fra 1622, og endelig er der tre lister pr. marts 2010 over aktive medlemmer (virksomheder), opført efter etableringsår (hvilket forekommer at være en ret besværlig indgangsvinkel), over passive glarmestermedlemmer og over enker, de sidste to i vilkårlig rækkefølge. Udtrukket fra lavsprotokollerne er endelig en liste over oldermænd 1749-2007. Som løst bilag findes et rettelsesblad.

Som det fremgår af det foregående er det ikke en bog, som via sin tekst engagerer, dertil er den for lidt gennemarbejdet. Opsætningen er forestået af Prolog Reklamebureau A/S. Det kunne synes at være et ejendommeligt valg til en bog, men den eller de unavngivne medarbejdere har såmænd opsat bogen lige så godt som mange professionelle bogtilrettelæggere gør det. Der er de sædvanlige uvaner og manerer med såkaldte horeunger og manglende register på siderne og en billedplacering, som veksler fra opslag til opslag, men selve trykningen, forestået af Knudtzon Graphic A/S, er nydelig. Indbindingen med lakeret papomslag er pauver.

En bogs kvaliteter skal ikke sammenholdes med prisen, for det afhænger i vid udstrækning af støttegivernes rundhåndethed, men ikke desto mindre må konklusionen være, at 420 kr. for dette værk på 155 sider er 300 kr. for meget – eller sagt på en anden måde: der er mange andre bøger til købs for prisen, hvor man virkelig får indsigt for pengene. Køb en af dem i stedet.