BogFeature
Grauballe Man

An Iron Age Bog Body Revisited

Af Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør, Odense Bys Museer.

Det er kun få måneder siden, at forfatteren til disse linier anmeldte Christian Fischers glimrende bog om Tollund-manden på Historie-online. Og nu er så en ny bog om moselig på markedet, nemlig en større, engelsksproget fagbog om Grauballe-manden – eller Grauballe Man, som han kaldes på engelsk. Bogen er redigeret af retsantropologen Niels Lynnerup og arkæologen Pauline Asingh, men forfatterkollegiet består af en lang række fagfolk fra et bredt felt af naturvidenskabelige discipliner. De 351 sider omfatter 22 kapitler, der er samlet i seks hovedafsnit, som hver især har et hovedtema. Mange artikler har to eller flere forfattere, og nogle af disse har leveret adskillige bidrag til bogen. 

Da Grauballe-manden dukkede op af en midtjysk tørvemose i april 1952, medførte det lige så store avisoverskrifter, som da Tollund-manden var fremkommet blot to år før. Bl.a. belært af erfaringer fra undersøgelsen og konserveringen af sidstnævnte lykkedes det konservatorer at bevare Grauballe-manden i ét stykke, således at han kunne udstilles som Moesgård Museums kronjuvel og publikumsmagnet i de følgende årtier. Nok så væsentligt var det, at der på foranledning af den navnkundige professor P.V. Glob blev foretaget en række naturvidenskabelige undersøgelser af liget umiddelbart efter fremkomsten. Disse gav os helt ny indsigt i jernaldermenneskets levevis, ernæring og sundhedstilstand og kom som sådan til at danne skole for fremtidens undersøgelser af moseligene. 

I tiden op mod 50-året for Grauballe-mandens fremkomst blev der nedsat en tværvidenskabelig arbejdsgruppe, som havde til formål at lave en status over moseligets almentilstand samt at sikre, at han også i fremtiden kunne få museets gæster til at trykke næsen flad mod montren i benovelse over det velbevarede og udtryksfulde lig af et fortidsmenneske. Når moseliget nu alligevel var ude af sit glasbur, var det hensigten i én omgang at underkaste det alle mulige undersøgelser, således at gentagne indgreb i det skrøbelige legeme kunne undgås. Undersøgelsernes formål var, udover udarbejdelsen af den allerede nævnte tilstandsrapport, at finde ud af, hvor meget liget var ”restaureret” ved konserveringen i 1950’erne – med andre ord at finde ud af, hvor autentisk det udstillede lig egentlig er. Dernæst var det hensigten at fravriste liget så mange oplysninger som overhovedet muligt ved at drage nytte af den teknologiske udvikling, som er sket inden for især ikke-destruktive analyser (f.eks. røntgen, scanning m.v.) i det sidste halve århundrede. Resultaterne af alle disse undersøgelser er samlet i Grauballe Man. 

Redaktørerne skriver, at det er bogens formål at give en en samlet og uddybende præsentation af Grauballe-manden, og man må sige, at de mere end 40 deltagere i det tværfaglige projekt er kommet godt rundt om og ind under huden på moseliget. Det første afsnit omhandler ligets fremkomst, de indledende undersøgelser og de første fremvisninger for et måbende publikum. Væsentligst i dette bidrag er en række optagelser fra fundstedet, men især fra laboratorieundersøgelserne, som mig bekendt ikke har været vist før. Billedmaterialet er også vægtigt i afsnittet om Grauballe-mandens konservering og klargøring til udstilling – og den vedligeholdende behandling frem til nu. I bidraget indgår både etiske overvejelser over rekonstruktionen af f.eks. ansigtsudtrykket og de problemer, der følger med en så gennnemgribende omfattende konservering, som man gennemførte i 1950’erne. Dengang blev liget garvet som en kohud og dernæst tilføjet olier og farvestoffer; nu opbevares det i et ildfattigt miljø med omfattende fugtighedskontrol og under så ringe lyspåvirkning som muligt. Også på konserveringsområdet er der sket meget i løbet af 50 år, men heldigvis har den første konservator ført dagbog over sin indsats, så nutidens fagfolk har kunnet følge hans arbejde og overvejelser. Man fornemmer på notaterne, hvorledes konservatoren har følt sig på usikker grund, og det med rette, for han udførte et pionerarbejde. 

Uden at gå i detaljer med de enkelte naturvidenskabelige bidrag, der for lægfolk som anmelderen kan være vanskelige at forstå, skal det nævnes, at man har belyst det indtørrede skind med infrarød belysning for dels at dokumentere udstrækningen af rekonstruerede partier, men også for at lokalisere evt. spor af tatovering. Sådanne var der ingen af, desværre!, det kunne ellers have givet os et indblik i den billedfattige førromerske jernalders tankeverden. Desværre var forsøg på at identificere ligets DNA-profil også resultatløse; mosesyren havde forurenet det væv, som prøverne skulle tages fra. Stærkest står nok, som det også var tilfældet i 1952, undersøgelserne af moseligets maveindhold – og dermed en rekonstruktion af mandens sidste måltid. Det kan bedst beskrives som en suppe, der er kogt i mosevand på tærskeaffald og ukrudt, iblandet lidt dyreben, småsten og sand! Hertil kommer svampe, bl.a. den giftige meldrøje, som er en parasit, der vokser på korn. Meldrøje har en euforiserende effekt på kroppen (LSD udvindes af svampen!), men i hvilket omfang Grauballe-manden har været påvirket af indtagelsen, der må skyldes, at svampeinficeret korn har været anvendt til det sidste måltid, kan ikke afgøres. Set ud fra en kulturhistorisk synsvinkel er det 34 sider lange kapitel om maveindholdet det mest interessante, fordi det sætter fund af korn og frø fra dyrkede og indsamlede vækster fra jernalderens bopladser og grave og dermed periodens landbrug i perspektiv. Var jernalderkosten mon generelt så sparsom, som Grauballe-mandens maveindhold viser, eller er det netop et udtryk for krisetid eller for hans særlige skæbne? Næppe det sidste, men vi ved det faktisk ikke. 

Et kuriøst mere end fagligt tungt kapitel omhandler de fire ryghvirvler, som de moderne scanninger kunne afsløre var erstattet af udfyldningsmateriale i ligets lænd. Et sandt detektivarbejde førte frem til hvirvlerne, der var endt i et magasin i Alaska! Hvirvlerne var udtaget af en forsker fra Conneticut i 1956 med henblik på at foretage en aldrig gennemført undersøgelse af Grauballe-mandens blodtype. De blev glemt, og ved forskerens død overgik de sammen med en etnografisk samling til magasinet i Alaska. Man må håbe, at nutidens forskere er meget bedre til at dokumentere og magasinere de prøver, de udtager af moseligene, så man i fremtiden skal undgå de detektivopgaver og sammenstykninger af ufuldstændige puslespil, der synes at følge moseligene som en skygge!

Hvis man ikke vil nøjes med at lade sig benove af Grauballe-mandens ansigt, som det ser ud nu efter et par årtusinder i mosevand og et halvt århundredes påvirkning fra konservering og indtørring, giver bogens kapitel 19 et godt bud på, hvordan udseendet var, før han endte i mosen. På baggrund af korrigerede scanningsbilleder af det deformerede kranium blev der lavet et rekonstrueret kranium i kunstmateriale, og dette blev efterfølgende modeleret til en ansigtsrekonstruktion, som vi kender det fra amerikanske krimiserier. Resultatet er imponerende, men hvis man vil bibeholde det forpinte udtryk i Grauballe-mandens ansigt, som vi kender det fra de første fotos eller fra Moesgårds montre, skal man ikke se på rekonstruktionen! De to ansigtsudtryk ligger langt fra hinanden.  

Før bogens konkluderende afsnit, som opsummerer indholdene i de øvrige bidrag, er et par oversigtsartikler om tørvemoserne som offersteder og et fotogalleri samt en kort beskrivelse af de nordeuropæiske mosefolk. Det første bringer ikke ny viden for dagen, og det sidste virker lidt overflødigt, da oversigter over moseligene er præsenteret flere andre steder, senest i Fischers bog om Tollund-manden. 

Og hvad ved vi så om Grauballe Man efter at han er blevet undersøgt på kryds og tværs? Han døde omkring 300 f.Kr., altså i førromersk jernalder, og antagelig i vinterhalvåret. I barndommen har han været udsat for stress som følge af fødemangel eller sygdom. Ved dødens indtræden var han ca. 30 år og havde en højde af 165-170 cm. Tænderne var slidte som følge af den grove kost, nogle var betændte, og han havde mistet en fortand flere år før sin død. Hårets farve var ikke rustrødt som nu; det skyldes mosevandets farve, men den oprindelige farve kan ikke fastslås. Det kan til gengæld hårets længde; det var indtil 15 cm langt og klippet i en lidt speciel frisure, der muligvis har været samlet bagtil af et hårbånd. Af udseende har han dermed næppe afveget væsentligt fra flertallet af datidens midtjyske jernaldermænd, og det kan således ikke være et fysiologisk særtræk, der er årsagen til den voldsomme død: Han fik hovedet trukket bagover, hvorefter et kraftigt snit med en kniv overskar halsen fra øre til øre. Det har ført til en næsten øjeblikkelig og meget blødende død! En del af de skader på liget, som tidligere er tilskrevet overdrevet brug af vold (”over kill”) i forbindelse med aflivningen, kan nu afskrives som et resultat af mosens påvirkning af det bløde legeme og især af de af mosevandet afkalkede knogler. Et kraftigt brud på venstre skinneben (i det afsluttende kapitel står der fejlagtigt det højre!) kan dog muligvis forklares ved, at den stakkels mand blev stækket med et ordentligt slag over benet forud for halsoverskæringen. Så løb han i hvert fald ingen steder! 

Der er næppe tvivl om, at bogen Grauballe Man endnu ved 100-året for moseligets fremkomst vil kunne stå som en meget væsentlig publikation – og man må håbe, at dens tværfaglighed vil komme til at danne skole. Men tværfagligheden har også – set fra en arkæologs synspunkt – givet bogen lidt af en skævvridning, således at fundets kulturhistoriske aspekter trænges i baggrunden. Alene et gennemsyn af indholdsfortegnelsen viser, at de naturvidenskabelige bidrag vejer tungest i publikationen. Det gælder side- såvel som indholdsmæssigt, for mens bidragene fra medicinere, biologer og konservatorer bringer mange væsentlige nye oplysninger for dagen, tilføjer de arkæologiske afsnit ikke meget viden, som ikke allerede er præsenteret i de mange andre moseligs-publikationer. Og det er ærgerligt, for uden en perspektivering af de kulturhistoriske elementer bliver moseligene ikke meget mere end velbeskrevne oldtidslig, som er fascinerende alene fordi de har hud og hår! Vi savner således fuldstændigt en redegørelse for Grauballe-mandens lokale kontekst, altså en beskrivelse af de arkæologiske fund fra det område, hvor liget blev fundet. Der må være registreret masser af bopladser, gravpladser og ofringer i dette område, og måske kunne en oversigt over disse have givet os et bedre indblik i det miljø, som han levede i? Og det kunne måske bringe os tættere på en forståelse af hans – set med nutidens øjne – grusomme skæbne. 

Bogens format er lidt mindre end A4, og dermed afviger den fra de mange andre publikationer, som Jysk Arkæologisk Selskab har udgivet; det ser lidt dumt ud i reolen. Til gengæld er bogen, som vanen for selskabets produkter, ikke præget af trykfejl, og helhedsindtrykket er godt boghåndværk med flotte, skarpe billeder og en fornuftig tekststørrelse. Som det efterhånden er sædvanen i arkæologiske publikationer, er der ikke kun sagligt oplysende fotos, tegninger og diagrammer, men også billeder alene til øjets fornøjelse. Hertil hører en række stemningsmættede landskabsoptagelser, som bl.a. den fynske kunstner John Olsen står bag. Faktisk er også en del af illustrationerne fra de naturvidenskabelige bidrag, f.eks. mikroskopfotos, værd at betragte som andet end underbygning af teksten. Til gengæld må især det udenlandske publikum, som bogen qua sproget ikke mindst må formodes at henvende sig til, føle sig på Herrens mark, hvis de skal finde ud af, hvor Grauballe eller de andre stednavne, der nævnes i teksten, skal placeres. Der er ikke et eneste oversigtskort i bogen, og det må betegnes som en alvorlig mangel. En rigtig god ting er det til gengæld, at hver kapitel indledes af ret fyldige abstracts, og ved at læse disse og skimme billeder og billedtekster får man lynhurtigt et indblik i bogens indhold. Dette træk må gerne vinde større udbredelse i arkæologiske publikationer, hvis man spørger anmelderen! 

Det må have været en vanskelig opgave at redigere de enkelte og meget forskellige bidrag sammen til en helhed, og der er da også en del gentagelser fra kapitel til kapitel. Det kunne man selvfølgelig have undgået ved at indføje en del krydshenvisninger, og dem er der ikke mange af, men til gengæld kan man læse udvalgte kapitler af særlig interesse, uden at behøve at tage det hele med. Og man må nok tro, at det er de færreste, der har så stærk en interesse i moselig, at de tager alle 351 informationsmættede sider i én mundfuld! Til gengæld burde redaktørerne ikke have overset, at Globs bog om moselig udkom første gang i 1965 og ikke i 1969, hvor til gengæld den første engelsksprogede version, The Bog People, så dagens lys, mens der i litteraturlisten angives en udgave fra 1977! Christian Fischers første, større oversigt over moseligene fra 1980 (Kuml 1979) optræder to gange i litteraturlisten med forskellige årstals- og sideangivelser, men det er trods alt småting at sætte en finger på.

Det var så anmeldelser af bøger om Tollund-manden og Grauballe-manden inden for ét år. Lige nu pågår undersøgelser af moseliget Dronning Gunhild fra Vejle, og det er også planen, at dette arbejde skal munde ud i en publikation. Men ville det ikke, i stedet for alle disse spredte moseligs-biografier, være mere interessant med en samlet fremstillingsform? I den forbindelse kunne man passende lade sig inspirere af de publikationsrækker, hvor jernalderens krigsbytteofferfund præsenteres for offentligheden. Den anmeldelse vil jeg i så fald se frem til at skrive!