|
– Trusler og terror
1968-1990
Af Thomas Mathiasen
Den 2. april 1989 blev der
på et hotel i Zürich afholdt et møde mellem PETs
operative chef Per Larsen og repræsentanter for
terrorgruppen Force 17, der bedst kan betegnes som en
eliteenhed under PLO. Det overordnede mål for Per
Larsen var på mødet at sikre, at Force 17 forpligtede
sig til ikke at ville udøve terroranslag i Danmark.
Justitsminister H.P. Clausen og den øvrige regering
havde godkendt mødets afholdelse.
Den slags oplysninger er
naturligvis normalt, hvad man karakteriserer som en
stats dybeste hemmeligheder. Alligevel kan man læse om
mødet på side 322 i Bent Blüdnikows bog: Bombeterror
i København – Trusler og terror 1968-1990.
I dag hvor mantraet lyder,
at man ikke forhandler med terrorister, kan den
tankegang, at man laver fredsaftaler med terrorister
virke besynderlig, og man kan anstille sig moralsk
forarget over det, men meget tyder bare på, at det var
den normale politik i de år.
Den slags aftaler var
nemlig på ingen måde usædvanlige. En række europæiske
lande havde tidligere indgået tilsvarende aftaler med
palæstinensiske terrorister. Som modydelse fik
terroristerne lov til at have sikre huse og våbenlagre
i de europæiske lande. Og de fik i vid udstrækning lov
til at forberede og udøve terror, uden at myndighederne
gjorde noget særligt ved det. For hvis man anholdt
terrorister, så vidste man erfaringsmæssigt, at det
udløste nye aktioner for at befri de fængslede kampfæller.
Der var sikkert også tale om, at forskellige
konkurrerende terroristgrupper sladrede om hinanden til
myndighederne.
At vi kan læse om mødet
i Zürich og den aftale, der blev indgået, skyldes også,
at SF-folketingsmanden Pelle Voigt på eget initiativ i
september 1989 var taget på turistrejse til Tunis for
at besøge PLO-hovedkvarteret. Her troede man åbenbart,
at Pelle Voigt var en officiel udsending for det danske
udenrigsministerium, så man fremviste beredvilligt den
underskrevne aftale. Hjemme igen blev sagen slået stort
op i medierne, hvor Pelle Voigt videregav sine
oplevelser.
Bent Blüdnikow har søgt
om aktindsigt i Udenrigspolitisk Nævns sager og i
Folketingets Sikkerhedsudvalgs arkiv for at fastslå om
denne aftale eksisterede eller ej. Men ansøgningerne om
aktindsigt er blevet afslået.
Hvis der overhovedet er
bare en smule sandhed i ovenstående, står det
pludselig krystalklart for læseren, hvorfor Per Larsen
utallige gange i tv-interview kommer til at fremstå som
komiske Ali, hver gang han bliver udspurgt om, hvor
meget PET vidste om for eksempel Blekingegadebandens
aktiviteter, inden den blev anholdt i 1989. Manden kan
ikke svare anderledes, for han er bundet af viden, som
er statshemmeligheder.
Den store fokus, der har været
på Blekingegadebanden i de senere år, har ifølge Bent
Blüdnikow været med til at overskygge al den anden
terrorrelaterede aktivitet, der fandt sted i Danmark i
perioden 1968-1990. Formålet med bogen er derfor, som
han skriver i indledningen, at skildre
hele det omfattende trusselsbillede, for kun da kan man
få balance i det historiske billede og også få
indplaceret Blekingegadebanden i de rette proportioner.
Det må siges at være en gigantisk opgave, men
forfatteren slipper generelt godt fra det, men der kræves
meget af læseren, hvis han skal holde styr på alle
detaljerne, for det er et meget spraglet tidsbillede,
der oprulles.
Langt hovedparten af bogen
handler om den palæstinensiske terrors forbindelse til
Danmark, men der er også et afsnit hvor der redegøres
for græske, spanske, indiske, mexicanske, armenske,
iranske, kurdiske, tyske og japanske terroristers
aktiviteter i Danmark, ligesom mere perifere danske fænomener
som Trotylbanden, BZ-bevægelsen og forskellige højrepolitiske
grupperinger bliver omtalt kortfattet i bogens sidste
kapitel.
Men som sagt, var det først
og fremmest mellemøstlige terrorister, der opererede i
Danmark, godt hjulpet af den politiske venstrefløj, der
var præget af en voldsom modvilje mod staten Israel.
Det er betegnende for tidsånden på venstrefløjen, at
filminstruktøren Niels Vest i 1972 kunne lave en
dokumentarfilm med titlen: Palæstina-Danmark – Samme Kamp.
Det vil føre for vidt at
gå i dybden med alle de sager som forfatteren
fremdrager i afsnittet om de palæstinensiske
terrorister, men jeg vil bare kort nævne to ting,
nemlig at der i 1986 blev afsløret planer om at myrde
den amerikanske forsvarsminister Casper Weinberger under
et besøg i Danmark. På samme tid var der planer om et
attentat mod kronprins Frederik på hans 18 års fødselsdag.
Danmarkshistorien ville unægtelig have set anderledes
ud, hvis disse planer var blevet virkelighed. Man skal
huske på, at tre måneder forinden var den svenske
statsminister blevet skudt på åben gade.
Selv om de fleste planer
heldigvis aldrig blev ført ud i virkeligheden, så har
der fundet terrorangreb sted i Danmark, om end det
sikkert er glemt af de fleste. Det fandt sted den 22.
juli 1985 i København. En mand fra Algeriet døde af
sine kvæstelser og 27 mennesker blev såret, da en
gruppe tilrejsende terrorister placerede bomber ved den
jødiske synagoge og ved et kontor for det amerikanske
luftfartsselskab Northwest Orient Airlines i
Imperial-bygningen på Gammel Kongevej. En tredje bombe
blev fundet i en taske i Nyhavn, men eksploderede ikke.
Sagen er aldrig blevet fuldt opklaret, selv om der er
blevet ført en retssag i Sverige mod de formodede
gerningsmænd, hvoraf nogle af dem blev idømt fængselsstraf.
Man skal ikke læse denne
bog, hvis man søger det hurtige overblik over terrorens
historie i Danmark. Dertil er bogen for omfattende. Men
har man lyst til at læse den i små bidder og springe
frem og tilbage, mens man hele tiden forsøger at finde
sammenhængen mellem de mange forkortelser og de mange
arabiske navne, så er tiden godt investeret.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Bent Blüdnikow:
Bombeterror i København
– Trusler og terror 1968-1990
Udg. af Gyldendal
536 sider, 349 kr.
Gyldendal >
|
|
|
|
|
|