|
Af Mona Jensen,
Historisk Samling fra Besættelsestiden
Bogen er en nyskabelse inden for forskningen i besættelsestiden.
Den belyser gennem 17 indlæg af 16 bidragydere væsentlige
aspekter af, hvordan Norge og Danmark oplevede den tyske
besættelse.
Antologien er kommet i
stand på initiativ af Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde
og består af redigerede indlæg fra symposier afholdt i
begge lande.
Danske og norske
historikere behandler temaerne: Den politiske reaktion på
besættelsen 1940, politikken under besættelsen, økonomisk
samarbejde, modstandsbevægelserne, jødeforfølgelse,
den politiske situation i overgangen til
efterkrigstiden, retsopgøret og receptionshistorien.
Der er ikke tale om
egentlig komparative analyser, men de emner, forfatterne
behandler inden for hvert tema, er nært beslægtede,
omend indlæggene har forskelligt fokus og forskelligt
perspektiv.
I indledningskapitlet giver Hans Frederik Dahl og Hans
Kirchhoff en informativ indføring i bogens temaer og påpeger
forskelle og ligheder mellem udviklingen i de to landes
besættelseshistorie.
Bidragyderne er
historikere, der ved, hvad de skriver om, og man bliver
godt orienteret om besættelsesforholdene i de to lande.
De danske indlæg
forekommer generelt mere analyserende og diskuterende
end de norske. Det kan skyldes, at den norske forskning,
som det påpeges i flere indlæg, på flere områder er
mindre udfoldet og derfor (endnu) ikke i samme grad afføder
overordnede diskussioner og tesedannelser.
Rammebetingelserne i de to lande var vidt forskellige. I
Norge blev der ydet militær modstand mod den tyske
invasion, og konge og regering gik i eksil i London, men
der blev i de første måneder af besættelsen forsøgt
etableret ”danske tilstande”. De tilbageblevne
Stortingspolitikere søgte at forhandle sig frem til en
ordning, der kunne sammenlignes med den danske løsning.
Det mislykkedes pga. Berlins støtte til den norske
nazistleder Quisling, og styret blev et tysk
Reichskommissariat med Quisling som statsminister og
hans parti Nasjonal Samling som det eneste lovlige.
Det gjorde situationen i
Norge mere entydig end den danske.
Norske tilstande indebar
bl.a., at den jødiske befolkning tidligt blev udsat for
overgreb, og at kun 34 af de i alt 772 deporterede
overlevede. Norske tilstande indebar også en mere
radikal modstandsbekæmpelse, og at modstandsfolk blev
henrettet allerede fra 1941.
Det så anderledes ud i Danmark, hvor regeringen havde
valgt at affinde sig med besættelsen.
Den danske samarbejdslinje
affødte flere paradoksale forhold. Et af dem er, at den
på den ene side hindrede overgreb mod og udryddelse af
jøder, ligesom den beskyttede den tidlige modstandsbevægelse
mod tyske overgreb og henrettelser. På den anden side nødvendiggjorde
samarbejdspolitikken i sammenligning med Norge en skærpet
og voldsommere modstandskamp i bestræbelsen på at opnå
anerkendelse som allieret. Det sidste havde Norge sikret
sig, da eksilregeringen overgav handelsflåden til
briterne.
Modstandskampen i de to lande udviser i det hele taget
meget forskellige træk. I begge lande blev der advaret
mod sabotage fra politisk side. Et par dage efter, at
statsminister Buhl i Danmark i september 1942 havde
holdt sin antisabotagetale, advarede den norske
eksilstatsminister efter henstilling fra den norske
Hjemmefront mod at begå sabotage. Det var først i besættelsens
sidste halvår, at sabotagen for alvor satte ind i
Norge. Modstandskampen her var først og fremmest en
ideologisk kamp. Ledende kræfter i modstandsbevægelsen
søgte først og fremmest at imødegå Nasjonal Samlings
nazificeringsbestræbelser og at sikre produktionen og
samfundsværdierne. Bevægelsen var præget af intern
splid, og da man i september 43 med Frihedsrådets
oprettelse i Danmark fik en fælles og samlet ledelse,
efterlyste man i Norge ”danske tilstande”. Det
lykkedes først i 1944 at etablere en fælles ledelse af
den norske modstandsbevægelse, men den inkluderede f.
eks. ikke kommunisterne.
I de danske indlæg fremhæves kontinuiteten som et væsenstræk
ved den danske udvikling. Den nationale konsensus om
demokrati og parlamentarisme overlevede besættelsen,
hvad enten den var etableret i 1930’erne (Bo
Lidegaard), eller først blev etableret i begyndelsen af
1941 efter afværgelsen af pres fra højreorienterede
kredse mod parlamentarismen (Niels Wium Olesen).
Den langt overvejende del
af befolkningen støttede samarbejdspolitikken, og da
den tid kom, også modstandskampen. De
parlamentarisme-kritiske kræfter i modstandsbevægelsen
blev efterhånden stækket. Dansk Samling endte med at
tilslutte sig den nationale konsensus om folkestyret, og
kommunisterne fremstod pga. deres andel i
modstandskampen som forkæmpere for samme
samfundskonstruktion.
Efter et par måneders
frihedsrus med opbakning til modstandssynspunkter,
demonstrerede befolkningen sit ønske om at vende
tilbage til normal-parlamentariske tilstande. Ved valget
i oktober 1945 blev partiet Venstre, der ikke havde
markeret sig i modstandskampen, den store vinder. En
parallel udvikling gjorde sig gældende i Norge. Her var
det ganske vist Arbeiderpartiet, der blev vinderen ved
valget i november 1945. Partiet var ikke som det danske
broderparti belastet af samarbejdspolitikken, og
partileder Einar Gerhardsen havde siden 1941 siddet i
tysk kz-lejr.
Hvad udenrigs- og
sikkerhedspolitik angår, var politikerne i begge lande
mest stemt for at bevare neutraliteten, men både Norge
og Danmark tilsluttede sig i 1949 Atlantpagten.
For begge landes vedkommende betones kontinuiteten også,
når det gælder økonomi og erhvervsliv.
Hverken Norge eller
Danmark blev udsat for økonomisk udplyndring.
Erhvervslivet havde i begge lande forstået at indrette
sig under de nye forhold og kom temmelig skadesløst
gennem besættelsen.
Retsopgøret i de to lande udviser ligeledes et
parallelt forløb. Efterhånden blev dommene mildere, og
dødsstraffen anvendt i færre tilfælde.
I Norge fik retsopgøret
generelt en noget mildere karakter, og det var i højere
grad politisk end i Danmark. Alle 50.000 medlemmer af
Nasjonal Samling blev dømt og frakendt stemmeretten i
10 år, mens lederen af det norske politi, der udførte
jødeinterneringerne, blev frifundet.
I Danmark blev retsopgøret
en grumset affære. Som Ditlev Tamm fremhæver i sit
indlæg: Var der konsensus om samarbejdspolitikken, måtte
retsopgøret finde sted på dens præmisser. Det gjorde
det ikke, og bl.a. de danske frivillige, der lovligt
havde meldt sig til tysk krigstjeneste, burde ikke have
været dømt.
Ovenfor er der blevet peget på nogle af bogens
generelle hovedtræk, og enkelte markante forskelle og
ligheder er trukket frem. Som helhed leverer antologien
et bredt og nuanceret billede af forholdene under tysk
besættelse i lande med vidt forskellige betingelser,
men med flere iøjnefaldende ligheder.
Med sit dansk/norske
perspektiv tilfører bogen besættelsestidsforskningen
en ny dimension. For læsere, der - som anmelderen - kun
har haft vage forestillinger om ”norske tilstande”,
er bogen på flere felter en øjenåbner. Men også
bidragene om danske forhold indeholder forfriskende
nyfortolkninger.
Belysningen af norske
forhold sætter dansk besættelsestid i et perspektiv,
der gør os klogere på reaktioner og handlingsmønstre
under Danmarks specielle besættelsessituation. Bl.a. af
den grund kan man ønske sig lignende udgivelser med
udblik til forholdene i andre tyskbesatte lande.
|
