BogFeature
Klassekammeraten

- Otto Melchior – kommunisten, der forsvandt

Af Henning Lyngsbo

Bogens undertitel giver umiddelbart associationer om, at bogen er en spændingsroman i agent-genren. Men nej. Den forventning får et skud for boven af selveste hovedpersonen Otto Melchior.

Ikke fordi han er nogen antihelt, men fordi han nærmere må betegnes som en mr. Nobody. En person uden de store vingeslag eller dramatiske handlinger. Ukendt i den brede offentlighed.

Så hvorfor skriver Arne Hardis alligevel en bog på 300 sider om denne lavtprofilerede person?

Ser man på forfatterens tidligere udgivne bøger som Æresretten, Dansk forfatterforening og udrensningen af de unationale 1945-52, udg. 2003, Forræderens dagbog, en dansk nazist 1941-45, udg. 2005 samt Idealisten, en biografi om Hans Scherfig, udg. 2008 får man det indtryk, at forfatteren har interesseret sig meget for de politiske forhold i Danmark i årene 1920-50. Herunder polariseringerne på såvel højre- som venstrefløjen. Dermed har forfatteren også fået et omfattende personkendskab i begge lejre. Og vel især et kendskab til de i forvejen højtprofilerede, som f.eks. Mogens Fog og Arne Munch-Petersen, der var aktive medlemmer i det kommunistiske parti.

Det er her, Otto Melchior kommer ind i billedet. Han var nemlig klassekammerat med Mogens Fog og Arne Munch-Petersen under gymnasietiden på Metropolitanskolen. Ikke nok med det. De tre var rigtig gode venner med hyppige besøg hos hinandens familier. Alle 3 meldte sig ind i kommunist-partiet i begyndelsen af tyverne. Forinden havde de været en tur gennem det venstreorienterede Studentersamfundet, Københavns Universitet. Men hvor de 2 andre siden hen gjorde sig overor-dentligt bemærkede i det offentlige rum, vel at mærke som medlemmer af Danmarks kommuni-stiske parti, gik Otto Melchior - bevidst eller ubevidst - ret så stille med dørene. Eftersom Otto Melchior som ung og under studieårene fuldt ud var mindst lige så aktiv og på mindst samme intellektuelle niveau som sine venner, har det undret forfatteren og nu også læseren af bogen, at det gik sådan.

Forfatteren har foretaget et grundigt researcharbejde for at finde frem til en mulig forklaring. Det er Arne Hardis fortjeneste, at han beretter om dette arbejde på en sådan måde, at læseren fornemmer fremkomsten af en rygende pistol, når der blades frem til næste side i bogen. Det er jo unægtelig lidt af en oplysning, at Otto Melchior omtales af Adolf Hitler i dennes redegørelse til det tyske folk i 1941. Redegørelsen fremsattes som en del af Heydrichs nazistiske propaganda, der skulle retfærdiggøre det kommende angreb på Sovjetunionen. Hitler omtaler ”Halvjøden Otto Melchior” som værende et af medlemmerne i de kommunistiske terrorgrupper, der undergravede freden mellem Tyskland og Sovjetunionen.

Og herefter skulle man tro, at Otto Melchiors fremtid var sikret i det kommunistiske parti. Men sådan skulle det ikke gå. Han bliver ekskluderet på grund af ”forkerte” holdninger. Må opholde sig i Moskva et par år, før han igen kan vende hjem til Danmark og sit elskede parti. Han gjorde knæfald og bekendte sine synder. Han ville gøre alt for ikke at blive udstødt af partiet. I dag virker en sådan fanatisk underkastelse af et partis overhøjhed noget sygt. Men sådan var forholdene jo også i det nazistiske parti.

Læseren kommer vidt omkring i den kommunistiske verden og dens terminologi. Interessant er det at se Otto Melchior på søfyrbøder Richard Jensens fløj. Richard Jensen har skrevet flere bøger om sine meriter. Han omtaler kun Otto Melchior som værende på hans side, samt at Otto døde i en tysk koncentrationslejr i 1945.

Når man nævner Richard Jensen må man også nævne hans litterære ”dødsfjende” Jan Valtin, alias Richard Krebs samt Aksel Larsen ikke at forglemme. Ernst Wollweber indgår også i forfatterens persongalleri, herunder retssagen om sabotagen mod de spanske trawlere i Frederikshavn. Sagen blev et knock-out for Richard Jensen. 16 års fængsel. Men Otto Melchior slap fri. Alligevel blev Otto Melchior anholdt og fængslet/interneret samme dag, som han blev frifundet, nu på grund af sit tilhørsforhold til det kommunistiske parti. Forholdene i Horserødlejren, Vestre fængsel og siden hen koncentrationslejren i Tyskland er med til at belyse de evindelige interne magtkampe i det kommu-nistiske parti, både nationalt og måske især i forhold til Moskva.

Arne Hardis er godt inde i sit stof. Så han kan ikke bebrejdes, at læseren af bogen efterfølgende alligevel brænder inde med spørgsmålet: Hvad er det, Otto Melchior har skjult for os om sin rolle i en turbulent og kaotisk tid? Forfatteren har fortalt, hvad der kunne fortælles. Men han lægger ikke selv skjul på, at det langt fra er tilfredsstillende. Vi har ikke fået den fulde sandhed. Men det har været interessant og sandhedspirrende læsning.