BogFeature
Magi og hekseri

- Fra den romerske oldtid til og med middelalderen

Af Steen Ivan Hansen

Få emner giver anledning til så mange myter og fejlopfattelser som hekse og hekseforfølgelser. ”Den mørke middelalder” har fået sit blakkede ry ikke mindst på grund af hekseafbrændingerne, så det var med et vist håb om at få sat tingene på plads, at jeg gik i gang med læsningen af Allan A. Lunds bog, Magi og hekseri. Skuffet blev jeg sandelig heller ikke, Lund kaster den ene myte og fejlopfattelse på bålet, efter den anden. Selv om ikke alt bevises lige håndfast, er der simpelthen tale om et mesterligt værk, som klart og forståeligt trækker hele udviklingen op fra den tidligste opfattelse af magi, som kun bekæmpes, hvis den har et skadeligt sigte, til det forfærdelige værk Heksehammeren sætter hekseafbrændingerne i system i slutningen af 1400-tallet.

Det er svært at fremhæve noget stof frem for andet af Lunds redegørelse for den tidlige tid, bl.a. romernes opfattelse af magi – bogen skal simpelthen læses – men fra vor egne breddegrader beskæftiger han sig lidt med mosefundene, og gør her op med P.V. Glob og dennes tilhængeres opfattelse af bl.a. Grauballemanden som menneskeofre til en frugtbarhedsgudinde. Flere af moseligene er blevet mishandlet, og de er blevet fæstnet til mosen med pæle og tyngende sten. Lund opfatter dem som hekse, som er blevet uskadeliggjort på denne barske måde. Det er en interessant hypotese og, synes det mig, meget sandsynlig, men desværre må Lund hurtigt videre, så den virkelig dybdegående analyse er der ikke plads for.

Det moderne heksebegreb dannes omkring midten af 1400-tallet, så middelalderen kan ikke ganske frikendes for hekseforfølgelserne. Jordbunden gødes så at sige for de kommende udskejelser, som tages op i næste del af Magi og hekseri, men også på dette punkt punkterer Lund en myte. Ældre kilder har nævnt tallet, at ni millioner hekse og troldkarle blev brændt, men Allan A Lund sætter tallet meget lavere, nemlig til mellem 40.000 og 60.000. Det er stadig mange ofre, men fordelt over en periode fra 1420 til 1793 samt med en udstrækning til hele Vesteuropa, dog en ganske anden størrelsesorden. Alene jødeforfølgelserne under 2. Verdenskrig kostede som bekendt 6,1 mio. mennesker livet.

Fra omkring 1420 breder en ny opfattelse sig vedrørende hekseri. En heks eller troldkarl er ikke længere et individuelt fænomen, men en del af en sammensværgelse mod kristendommen. Derfor skal hekseriet bekæmpes med alle midler.

Lund fastslår, at der blandt ofrene ikke blot var kvinder, men også mange mænd, ja, endog børn, som blev brændt på bålet for hekseri. Dette får ham til at gøre op med feministerne, som han mener har forsøgt at få monopol på hekseforfølgelserne som lærde mænds kamp mod kvinder, der kendte til lægeurter og andre former for helbredende kræfter og bl.a. virkede som jordemødre .  Her synes jeg nu nok, at der er grund til at bemærke, at netop det moderne heksebegreb fra midten af 1400-tallet og frem i høj grad opfatter den traditionelle heks som kvinde. Lund fremlægger da også ganske klart, at hekseforfølgelserne havde et kraftigt element af kvindehad eller måske snarere frygt for kvinder.

Sådan opfattede man det ikke selv, først og fremmest var heksene farlige for alle andre, ja, de var en fare for hele kristendommen. Blandt andet forsøgte de at slå kristne menneskers børn ihjel, og af fedtet fra dræbte, stegte børn, kunne fremstilles heksesalve. Det var ved at smøre et kosteskaft med heksesalve, at de kunne flyve. 

Læser man i Heksehammeren eller andre kilder fra 1400-tallet vedrørende hekseri, får man et billede af, at kirkens mænd – vel især på grund af cølibatet – her lader den undertrykte seksualitet få frit løb. 

Det er i hvert fald slående, så meget seksualiteten spiller ind i hekseforfølgelserne. I fantastiske fantasier skildrer de gamle forfattere, hvordan heksene hengiver sig til alverdens udskejelser af perverteret seksuel art.

Afslutningsvis vil jeg bringe et citat fra Lunds bog, som viser absurditeten i troen på hekse, men samtidig turde demonstrere, at bogen er stærkt underholdende – ja næsten grænseoverskridende i disse tider, hvor der ellers skal meget til. At den samtidig er vel gennemarbejdet, fagligt solid og velskrevet, gør i den grad værket anbefalelsesværdigt. En gru at tænke på, at vi endnu har det værste tilbage, nemlig renæssancens hekseforfølgelser og dermed kommer vi måske også tættere på disse sørgelige menneskeskæbner, for bind et har overvejende bestået af teori - nu følger tiden med hekseprocesser, hvor der må være mange retsprotokoller m.v. at øse af.

Burchard af Worms advarer mod følgende fremgangsmåde, hvis man som kvinde vil opnå/bevare en mænds begær:

”.. som nogle kvinder har for vane at gøre. De tager en levende fisk, stikker den op i deres skede og beholder fisken der, til den er død. Så koger eller steger de den og serverer den for deres mand. Det gør de, for at mændene skal flamme endnu mere af kærlighed til dem..”