|
- Fra modstandshelt til landsforræder
- Den røde rektor
Af Cand.mag. Mona Jensen,
Historisk Samling fra Besættelsestiden
En tanke, der melder sig
gang på gang under læsningen af biografien om Mogens
Fog er, at forfatteren her er på sporet af en svunden
tid.
Det er en fantastisk spændende
beretning om en personlighed fra en epoke, der
forekommer uendelig fjern og anderledes. Med Morten Møllers
formulering var politik ikke blot noget, man drøftede
over aftenkaffen, og et Mogens Fogsk samfundsengagement
er vanskeligt at få øje på i dagens Danmark. Samtidig
med karrieren - professor dr. med. og leder af
Neurologisk Afdeling på Rigshospitalet - varetog Fog et
hav af tillidshverv og spillede sideløbende en central
rolle i dansk politik og samfundsdebat. Desuden satte
han sig som rektor for Københavns Universitet blivende
uddannelsespolitiske spor.
Det er ikke mindst
beskrivelsen af rektortiden for fyrre år siden, der
fremkalder fornemmelsen af at befinde sig på galaktisk
afstand af nutidens dagsorden, hvor det formulerede mål
for akademisk uddannelse er at følge den kortest mulige
vej fra forskning til faktura.
Rektor Fog betragtede det
som universitetets opgave ”at skabe kritiske
kandidater, der var i stand til at forholde sig til det
omgivende samfund” og krævede uddannelse til
”kvalificeret tvivl”. Det gjorde i øvrigt også det
dengang socialdemokratiske
medlem af Folketingets uddannelsesudvalg Mogens Camre, som udtalte, at universitetets mål skulle være
”at udvikle kritiske, bevidste mennesker, som kan
deltage i samfundets omformning henimod fuldt demokrati
og lighed”.
Det skete også i de dage,
at en litteraturvidenskabsstuderende Ralf Pittelkow
sammen med andre oprørske studenterkolleger besatte
instituttet for at formå det til at bruge flere kræfter
på at ”afsløre den borgerlige presses ensidige dækning
af virkeligheden”.
At varetage rektorhvervet
under studenteroprøret blev en særdeles vanskelig
opgave, omend Fog sandsynligvis var den bedst egnede på
posten.
”We love Fog” stod der
på demonstranternes banner i oprørets indledende fase.
Siden kølnedes forholdet mellem den forstående rektor
og de oprørske studenter.
Som Ebbe Reich skrev i ”Politisk Revy” var Fog
den forkerte på posten. Man havde brug for et rigtigt
”reaktionært røvhul”, ikke den flinke og forstående
rektor Fog, der med sin tolerance stod i vejen for det nødvendige
opgør med det kapitalistiske samfund.
Fog mistede efterhånden tålmodigheden
med sine ”kyllinger”. ”Jeg
er skide hamrende ligeglad med, hvad I ønsker”, hvæsede
han, da medicinstuderende krævede adgang til fakultetsrådets
møder.
Han kaldte senere
studenteroprørerne for ekstremister og henviste til
deres manglende forståelse for kontinuitet og fortidens
betydning.
Det sidste havde ikke hørt
til Fogs retorik, da han bekendte sig til Stalin og
Sovjetkommunismens lyksaligheder.
Fog var medlem af DKP fra
1924 til 1941. Derefter var hans tilknytning til partiet
løsere, men han vedblev at spille en afgørende rolle
som strateg/spindoktor for partiet. I et memorandum fra
1943 til ledende partimedlemmer udfoldede Fog sin
strategi for at vinde større tilslutning til DKP. Der
skulle strøs ”sukker på kringlerne” for at få dem
til at glide ned hos skeptikere over for
sovjetkommunismen. Han anså det for taktisk klogt at
indrømme mindre fejltagelser i Sovjet for at holde det
store mål for øje. Udadtil fremstod Fog som
folkefrontsforkæmper, og han formåede at vinde respekt
i vide kredse.
Efter befrielsen var Fog
p.g.a. sin centrale rolle i Frit Danmark og Frihedsrådet
og sine evner som forhandler og formidler en i vide
kredse feteret og respekteret skikkelse. Og strategen
Fog forstod senere at gøre udstrakt brug af sin rolle i
modstandskampen til legitimering af egne og
DKP’s/Sovjets synspunkter.
Med den begyndende kolde
krig vendte mange tidligere forbundsfæller fra
modstandsbevægelsen Fog ryggen og blev til skarpe
kritikere p.g.a. hans urokkelige forsvar for stalinismen
og ensidige stillingtagen i den kolde krig.
Indadtil kom Fog fra 1956
i stadig større modsætning til partilinien, men
udadtil fastholdt han indtil sit brud med DKP i 1959 sit
forsvar for Sovjetkommunismen inklusive jødeforfølgelse
og invasionen i Ungarn i 1956.
Som folkesocialist i SF og
med vigende koldkrigsatmosfære genvandt Fog agtelse i
den bredere offentlighed. Som rektor 1966-1972 var han
systemets mand, men gav aldrig afkald på sine ideer om
en mere retfærdig fordeling af samfundsgoderne og et
mere demokratisk uddannelsessystem.
Han forblev hele livet tro
mod de socialistiske grundideer og fastholdt sin kritik
af national og global ulighed. Hans beundringsværdige
engagement bundede i en fast tro på forpligtelsen til
at forsøge at præge samfundsudviklingen
Fog var i besiddelse af en
beundringsværdig styrke,
der holdt ham oprejst i de mange situationer, hvor
han var i kraftig modvind og ofte blev beskudt fra flere
sider. En del af hans styrke lå måske i hans
eventyrlige evne til at fortrænge egne fejl. Fog ytrede
sig ofte ”i skarp modstrid med sandheden”, som Møller
formulerer det.
På trods af Fogs åbenlyse
brister – en stærkt flosset troværdighed og en til
tider ubehagelig og arrogant attitude - er det
vanskeligt ikke at nære beundring for hans person.
Morten Møller tegner et
nuanceret og særdeles velskrevet portræt af Fogs
sammensatte personlighed. Han analyserer klogt og
nuanceret og medtænker relevante kontekstuelle forhold.
Det er en sober og helstøbt
bog med smukt layout, læsevenlig skrift og gode
illustrationer. Bogen er inddelt i korte overskuelige
afsnit. Noterne er informative, men kan undlades, om man
vil.
Her kan alle være med,
samtidig med at bogen fra et historiefagligt synspunkt
er til UG.
Morten Møller er ikke
bare en dygtig historiker, men også en fremragende
skribent, og man ser frem til hans næste udgivelse.
|
