BogFeature
Nye fronter i den kolde krig

- Festskrift til Poul Villaume

Af Simon Ankjærgaard, cand.scient.soc. og journalist (DJ)

I anledning af historikeren Poul Villaumes 60 års fødselsdag har Gyldendal udgivet et særdeles vigtigt festskrift, ”Nye fronter i den kolde krig” – redigeret af Carsten Due-Nielsen, Rasmus Mariager og Regin Schmidt.

Det er vigtigt at af flere grunde. Dels for at markere en indflydelsesrig toneangivende historiker, og dels – og vigtigst – fordi forskningen af den kolde krig i den grad indbyder til nye perspektiver, nuanceringer og krydsninger. Selvom kommissioner og andre statsstøttede forskningsprojekter har haft snuderne i sporet af flere omgange, er perioden – og det, der gik forud – så kompleks, at der stadig er hjørner, der mangler at blive kigget rundt om, arkivmateriale, der trænger til at blive kigget igennem og eventuelt parret med andre arkivers materiale, dunkle og blinde pletter, der trænger til at blive belyst.

Redaktionen af festskriftet anlægger netop denne ambition; at spore og kortlægge nye perspektiver til at forstå koldkrigsperioden og – særligt – Danmarks rolle i den.  Da det netop er et festskrift til Villaume lægges der i det indledende afsnit af Carsten Due-Nielsen op til perspektiveringer til Villaumes ”allieret med forbehold”-tese. Den hensigt følges dog ikke konsekvent til dørs, ligesom de nye perspektiver i overvejende grad arbejder ad mere eller mindre traditionelle sikkerhedspolitiske og storpolitiske linier.

Udover Due-Nielsens indledende afsnit indeholder værket 15 kapitler med hver deres afsæt og hver deres bud på et nyt perspektiv på perioden. Langt de fleste skal have stor ros for at være virkelig skarpe i både vinkling og sprog og for på begrænset plads at følge teserne til dørs. Det gælder særligt den første lille håndfuld afsnit; Bo Lidegaard om det dansk-amerikanske forhold, der er bygget op om historien om Sancho Panza og Don Quijote, Jonathan Søborg Agger og Lasse Wolsgårds rids over den danske sikkerhedspolitik under den kolde krig, Rasmus Mariagers og Regin Schmidts om fredsbevægelserne og Thorsten Borring Olesens om fodnote-80’erne.

Med et par undtagelser efterfølges denne fine og skarptskårne start desværre af en blok med flere tunge og uforløste afsnit, herunder de to, der bruger medieomtale som sit primære arkivmateriale; Iben Bjørnsson, der skriver om de danske mediers dækning af Sovjetunionens forskellige jubilæer, og Karl Christian Lammers, der skriver om pressedækningen af diverse olympiader. Perspektiv har de måske nok, det kommer bare ikke til udtryk, hvilket betyder at værkets ambition om at nuancere koldkrigsdebatten ad blandt andet kulturelle linier virker alt for søgt. Og i hvert fald ikke overbevisende.

Heldigvis er den sidste del af bogen mere overbevisende, og selvom det i princippet er helt udenfor fokus, så slutter Nikolaj Petersen af med en stærk om end kondenseret analyse af den værdibaseret udenrigspolitik (Petersen kalder det ordenspolitik), som Danmark har ført efter 1990, særligt under Anders Foghs regering og siden 11. september 2001. Ligesom hele værket lægger op til en bredere og mere nuanceret diskussion af den kolde krig, lægger Nikolaj Petersen op til en interessant – men måske for tidlig? – diskussion af den periode, der afløste den.