BogFeature
PET

- Historien om Politiets Efterretningstjeneste fra den kolde krig til krigen mod terror

Af Peter Mouritsen

PET – Historien om Politiets Efterretningstjeneste fra den kolde krig til krigen mod terror er en udmærket bog. Jeg har undervejs haft visse problemer med den. Men er endt med at synes, den er god overordnet set. Nogle af mine problemer med den har sandsynligvis været problemer med PET. Og dem kan man jo ikke klandre forfatterne.

Bogen  er skrevet af tre deltagere i PET-kommissionen og må således forventes at være noget af det tætteste man kommer på den hemmelige tjeneste. Og bogen bærer da også præg af, at meget af stoffet faktisk stadig er hemmeligt, så navne og andet stadig holdes skjult. Det kan godt virke lidt forstyrrende. Man tænker jo uvægerligt hvem eller hvad. Lige som man tænker 'hvor ved de det fra?'

PET-bogen er opbygget kronologisk og inddeler den kolde krig i perioder, som hver ca. spænder over et årti. Det er meget traditionelt, og man kan sagtens diskutere, om ikke det er lidt tungt. Dramaturgisk er hvert kapitel indledt af en historie fra PET-arkivet fortalt dramatisk. Enten fra en indsats, en øvelse eller noget andet. Jeg synes ikke, det er så vellykket. Det virker lidt tilfældigt om indledningen faktisk inddrages rigtig i kapitlet. Nogen steder er det meget centralt, andre steder virker det lidt påklistret, og den dramatiske stil er lidt klodset udført.

Interessant indblik
Når alt det er sagt, vil jeg slå fast, at man får et meget interessant indblik i PET. Mange af de større sager man har hørt om fra Danmark i den kolde krig er taget under behandling med udgangspunkt i PETs arkiver. Det både 1970'ernes radikale venstrefløj og fredsbevægelser. Og der kommer i flere omgange nogle spændende ting frem. Lige som vi får et temmelig godt indblik i den kolde krigs spionverden. Hvordan KGB hvervede, hvordan man ikke kunne stole på KGB-folkenes udsagn om hvem, der var i deres kontaktnet, fordi KGB lige som alle andre i Sovjet skulle opfylde kvoter. Samtidig kunne KGB-folkene få penge ud af at have falske kontakter ved at kunne dokumentere falske udgifter. Vi hører også om, hvordan PET hvervede sovjetiske agenter

Man får også et indblik i PETs eget tvivlsomme forhold til egne myndigheder. Hvordan de rutinemæssigt forholdt Wamberg-udvalget oplysninger og på andre måder har forsøgt at undgå offentligheden og folkestyrets nysgerrige øje. Det er jo en hemmelig tjeneste, kan man indvende. Og det er rigtigt. Men jeg synes også, at det på sin vis drager selve PET-undersøgelsen i tvivl. Det er nu ikke noget forfatterne filosofere over.

Det ændrer dog ikke ved, at forfatterne har fundet ud af noget, og det er ganske interessant at læse om. For eksempel om hvordan samfundet opfattede kommunisterne op gennem den kolde krig. Og hvordan offentligheden så på PET. Forfatterne viser fint, hvordan PET gik fra at være en forholdsvis ukendt og neutral tjeneste i 1950'erne og det meste af 1960'erne, som de fleste var danskere var villige til at samarbejde med - til at være at være objekt for mistænkeliggørelse. En yndlings-syndebuk, der ofte måtte lægge ryg til hån, spot og latterliggørelse. Vi hører om, hvordan politikere kunne vinde point i offentligheden ved at tage afstand fra PET. Det er jo en ganske anden historie i dag.

Meget af PETs tid gik med at jagte kommunister og overvåge venstrefløjen. En god historie, forfatterne har med, er samarbejdet mellem fagbevægelsen, Socialdemokratiet og PET om at holde kommunister uden for indflydelse. Det tager sin begyndelse igennem et samarbejde mellem Arbejdernes Informationscentral AIC og amerikanske CIA. Sammenfaldet i bogstaver er ikke tilfældigt. Historien er ikke ny, men der komme flere detaljer på, i hvert fald i forhold til, hvad jeg kendte til i forvejen. Samtidig får vi et mindre indblik i, hvor meget PET gjorde for at undgå, at andre vestlige efterretningstjenester opererede i Danmark uden tilladelse fra PET. Det skete for eksempel i forbindelse med Axel Larsens udtræden af DKP, hvor han indvilgede i at fortælle CIA, hvad han vidste, uden at PET blev inddraget.

Noget at bytte med
En ting som går igen flere steder er systemet, hvor efterretningstjenesterne internationalt bytter oplysninger med hinanden. Du får kun noget at vide hos de andre, hvis du har noget at fortælle dem. PET havde en del interessante oplysninger om højrefløjsaktivister og nazister som udenlandske tjenester var meget interesserede i. Det fremgår også, at man handlede med andre oplysninger, man fandt rundt omkring i det radikale venstreorienterede miljø. Her ærgrer det mig, at forfatterne ikke kommer ind på, hvad og hvem de byttede med. Man kan jo ikke udelukke, at PET har været med til at hjælpe ret gustne regimer med at optrævle, hvad mange ville opfatte som legitime modstandsbevægelser, og det er jo ikke meningen med at have en efterretningstjeneste. Den skal forsvare demokratiet her i landet.

Ikke under huden, men ok
For mig at se giver bogen altså et spændende og interessant indblik i PETs verden. Den forsøger at forklare, hvilke forhold tjenesten arbejdede under, men også at rette kritik mod konkrete ting. Det gør, at bogen klart er en læsning værd, også selv om den fra tid til anden kan være lidt sej at læse. Jeg har dog ikke følelsen af at komme under huden på PET, jeg får ikke rigtig klarhed. Det er jo nok en konsekvens af materialets karakter, og at det stadig er forholdsvis nyt. Fremtiden vil nok byde på mere saftige og ikke mindst fuldstændige historier.