BogFeature
Sylvia Pio -  En adelig socialist

Af Poul Porskær Poulsen, arkivar Vejle Stadsarkiv

Der er ikke noget at sige til, at Kristian Hvidt blev fascineret og nysgerrig, da han stødte på Sylvia Pio i forbindelse med arbejdet med Edvard Brandes-biografien. Alene det, at det var Louis Pios datter, gav anledning til at spidse øren. Den danske socialismes fader, der blev tvunget til USA af magthaverne og af samme grund blev ilde set i Danmark, slog sig ned med sin familie i Chicago i 1877. Da var Sylvia allerede født i Danmark i 1876 – skønt man senere, også på hendes gravsten, har holdt på, at hun var født i 1878, altså efter familien kom til Amerika. Det kan Hvidt tilbagevise. Hun var altså livet igennem to år ældre end hendes papirer sagde, og på mange andre områder var hun med fremme og foran det fleste.

Men i Chicagos smeltedigel af indvandrere tilbragt hun sin ungdom – vel ikke i fattigdom, men i et jævnt miljø. Dette miljø blev skiftet godt og grundigt ud, da hun mødte grev Eggert Knuth ved et bal i Florida i 1902. De to unge forelskede sig og enedes om at blive gift. Og så gik socialistlederens datter – og socialist var hun da også selv – over i de adeliges rækker. Et større skift skal man lede længe efter: Fra et arbejderkvarter i Chicago til Knuthenborg på Lolland – og oven i købet en familie med en sær skæbne: Greverne blev ikke ret gamle – de døde simpelthen af forskellige grunde, inden de blev 40 år. Så noget muntert sted var det ikke. Greveparret synes ikke at have været det perfekte ægtepar, men der kom dog to børn ud af det.

Det ser da heller ikke ud til, at Sylvia befandt sig ret godt i grevskabet. Og for nu at gøre historien endnu kortere: Sylvia og Eggert blev skilt, hun flyttede til København, hvor den feterede skuespiller Johannes Poulsen blev den næste mand. Hun begyndte at kæmpe for at få æresoprejst sin fars minde, hvilket lykkedes med monumentet på Vestre Kirkegård i 1921 og med anerkendelsen af Louis Pio som partiets ophavsmand i historieskrivningen. I denne proces kom hun tæt på den senere statsminister Stauning – meget tæt endda, kan man forstå, uden at det dog blev til en fast pardannelse. Den udadvendte og selvstændige grevinde var nok trods alt ikke den rette hustru for den socialdemokratiske brumbasse-politiker. Men nogle år senere kunne det nu godt være blevet resultatet alligevel, men det var imod slutningen af Sylvias relativt korte liv, hvor hun blev syg, så heller ikke her blev det Sylvia og Thorvald.

Ind imellem fulgte dog en periode, hvor Sylvia sværmede alvorligt for Sovjetunionen. Hun rejste dertil og var vildt begejstret for det sovjetiske samfund. Ligesom alle andre steder, hvor hun kom frem, opbyggede hun lynhurtigt det, vi i dag ville kalde et netværk, men som vel var en omfattende bekendtskabskreds af indflydelsesrige personer på alle områder. Så hun nød tiden i Moskva i første omgang, mens det i anden omgang, da hun havde medbragt sønnen Frederik på dannelsesrejse til det socialistiske paradis, var nær ved at gå helt galt med fængsling mm. Og så var det jo rart at have forbindelser de rette steder, som kunne gribe ind! Senere i 20’erne studerede Sylvia i Geneve – og fik forbindelser ved Folkeforbundet - specielt kvindernes rettigheder optog hende. Hun døde 1932.

Når man således knytter stikord til Sylvias liv (mere kunne godt have været nævnt), får man fornemmelsen af at have læst en dramatisk ugebladsroman. Det er næsten utroligt, hvor meget Sylvia nåede at opleve, og hvordan hun var i stand til alle steder, hun kom (måske undtagen på Knuthenborg) at charmere alle med sit gode udseende, sit vid og sin intelligens. Det er næsten for meget af det gode – som om det var noget, en fantasirig forfatter havde fundet på. Underholdende, men det kan da ikke passe!

Jo, det kan det. Ingen skal påstå, at Kristian Hvidt er en ugebladsforfatter, og han gør da også rede for, hvordan han på Knuthenborg fik lov at gennemgå en grøn kuffert med Sylvias korrespondance. Og den var omfattende – hun skrev utallige lange, velskrevne breve til mange forskellige mere eller mindre kendte – Edvard Brandes, Th. Stauning osv. – og de svarede hende. Sylvia skrev godt og indholdsrigt – og overraskende godt dansk. Dette er i sig selv bemærkelsesværdigt, eftersom hun jo helt var vokset op med engelsk og ikke havde beskæftiget sig meget med det danske sprog, inden hun kom til Danmark i forbindelse med sit bryllup. Men brevskrivning på dansk (og naturligvis engelsk) beherskede hun til fuldkommenhed.

Dette enestående materiale har sat Hvidt i stand til at skrive sin bog, og dermed også komme relativt tæt på den fascinerende dame. Det er der kommet en god bog ud af. En bog, som det er nævnt, formodentlig både vil kunne tilfredsstille biografilæseren, der gerne vil have en fortløbende fortælling med ramasjang – og som også taler til historikeren, bl.a. fordi den foregår i så enormt spændende en tidsperiode (jeg ved, det er ikke kun mig, der synes det) og hvor alle mulige og umulige historiske personligheder går rundt og spiller en aktiv rolle i plottet!

Igen kommer man tilbage til, at det da er utroligt, at dette ikke er noget, der er fundet på, men faktisk er en bemærkelsesmæssig kvindes liv mellem 1876 og 1932. Godt at Kristian Hvidt fik øje på Sylvia og gav hende en biografi, som hermed kan anbefales som en velskrevet og letlæst bog. Kan sagtens holde én vågen som godnatlæsning!