BogFeature
Til Venstre Hånd

- Danske kongers elskerinder

Af Ole Villumsen Krog

De er der alle sammen, elskerinderne, frillerne, maitresserne, horerne osv., kendte som mindre kendte, fra Christian IIs Dyveke (den lille due) til Frederik VIIs grevinde Danner.

De var mange, men danske konger har manglet smag[1], og de var sinker i forhold til deres udenlandske standsfæller. Tænk blot på August den Stærke (1694-1733), kurfyrste af Sachsen og konge af Polen. Han holdt et harem af smukke kvinder og efterlod sig ved sin død 354 uægteskabelige børn, blandt hvilke mange senere fremtrædende personer, eksempelvis marskal Maurice de Saxe (1696-1750), hvis egen udenoms-datter blev bedstemor til George Sands (1804-76), Frankrigs ”første romanforfatter”.

Nu skal læseren af Michael Bregnsbos Til venstre hånd. Danske kongers elskerinder ikke vente at finde nyfigne blikke ind i sengekamre, pikante oplevelser og anden ugebladsunderholdning, men en gedigen, redelig og omfattende gennemgang af kongernes forhold til kvinderne i deres liv og – som det væsentligste – et forsøg på at sætte disse relationer i en samtidig kontekst. Ved at vælge den tilgang opnår man en mulighed for at forstå kongernes, kvindernes og samtidens handlinger og reaktioner. Bort med al nutidig ballast af ”viden”, moral, værdier, normer osv. Hvorledes så samtiden på dem, hvorledes og hvorfor agerede de, som de gjorde? For om muligt at forstå hvad og hvorfor, må vi forsøge at se og at vurdere ud fra samtiden. Vælger vi den udgangsposition, rejser der sig pludselig en lang række nye spørgsmål – og de spørgsmål stiller forfatteren og åbner dermed for en universudvidelse.

Kongens elskerinde var ikke altid et isoleret forhold, der kun drejede sig om kærlighed og seksualitet. For Christian II medførte forbindelsen med Dyveke store diplomatiske forviklinger. Men hvorfor nu det, da fyrster både før og senere havde elskerinder? Christian IIs dronning Elisabeth var barnebarn af den tysk-romerske kejser og søster til den senere kejser Karl V. Naturligvis havde kejseren også udenomsægteskabelige forbindelser, men der var alligevel forskel. Christian II var ikke nogen småfyrste, men slet ikke kejserens ligemand – heller ikke i spørgsmålet om uægteskabelige forbindelser. Der var grænser for, hvad et kejserhus kunne lade sig byde af et kongehus. Havde Christians svigerfader eksempelvis været kurfyrste, ville denne ikke have vovet at gå i rette med den danske konge. Her var balancen en anden.

En dronnings opgave var at føde børn – sønner til at sikre arvefølgen, døtre til afsættelse på det fyrstelige ægteskabsmarked. Elisabeth var blot 14 år, da hun i 1515 blev forenet med Christian II. Hendes opgave var slet ikke løst og havde naturligvis prioritet over for enhver elskerinde.

Det talte også imod Dyveke, at hun ikke var af adelig herkomst, men datter af en (dygtig, velhavende) hollandsk handelskone, hvilket var endnu en kilde til forargelse. Vel var handel nødvendig, men formuer skabt derved blev af adelen betragtet som spekulation, ikke ærligt arbejde. Respektable formuer stammede fra jordegods. Og endelig kunne forholdet medføre magtpolitiske ændringer i Danmark til ugunst for adelen ved den udvikling og modernisering af landet, som kendtes fra Nederlandene, og som Dyveke og hendes moder repræsenterede - og som Christian II ønskede at fremme for at bremse hansestædernes handelsdominans i Skandinavien.

Havde Dyveke været omstridt i sit forhold til Kongen, blev følgerne af hendes pludselige (mystiske?) død i 1517 ikke mindre omfattende politiske og retlige konsekvenser, som forfatteren detaljeret gennemgår og begrunder.

Mange (men måske kun nogle?) har i skoletiden hørt om Christian IV, hans ulykkelige krige, landets forarmelse, hans prægtige bygningsværker, hans mange børn og slyngelagtige svigersønner.

Hidtil har vi ikke haft en så indgående analyse, beskrivelse og bedømmelse af alle Christian IVs kvinder, som den Michael Bregnsbo præsenterer på grundlag af et sparsomt, men vidt spredt (lejlighedsvis bearbejdet) kildemateriale – lige fra Svend Ellehøjs  ”…uelskværdige portræt af Kirsten [Munk]…” til Steffen Heibergs behandling af samme Kirsten ”…ved psykologisering på grundlag af indicier fra det sparsomme kildemateriale…”.

I 1612 var Christian IVs selvvalgte dronning Anna Cathrine død efter at have født syv børn, hvoraf kun tre (sønner) opnåede voksenalder. Inden dronningens død havde Christian indledt et forhold til dronningens kammerpige Kirsten Madsdatter, der i 1611 fødte sønnen Christian Ulrich Gyldenløve. Kirsten døde (måske) i 1613. Næste i rækken (forholdet varede i to år) blev Karen Madsdatter, datter af en skriver. Karen fødte sønnen Hans Ulrik Gyldenløve samt en eller to døtre, som døde som spæde. – Det må her pointeres, at Christian IV i 1612 var en mand i sin bedste alder, 36 år, politisk stærk, tysk rigsfyrste og en monark af europæisk format; men han behøvede ikke at gifte sig igen. Det var unødvendigt med en ny dronning; Anna Cathrine havde gjort sin pligt og sikret arvefølgen med tre sønner.

I 1615 lærte Christian den 17-årige velbyrdige Kirsten Munk at kende, stærkt båret frem for Kongen af Kirstens benhårde moder og forretningskvinde Ellen Marsvin. Imellem 1618 og 1629 fødte Kirsten Munk i alt 10 børn.

I 1625 intervenerede Christian IV i Trediveårskrigen, ikke som dansk konge, men som tysk fyrste, hertug af Holsten. Og derefter gik alt galt for Kongen, krigslykke og ægteskab. Kirsten Munk indledte under Kongens krigsfravær et forhold til en jævnaldrende Rhingreve – forholdet til Christian forværredes, og 10. november 1628 – Mortensaften - kom det endelige brud. Men alligevel nedkom Kirsten Munk 1. september 1629, næsten 10 måneder efter den kongelige skilsmisse, men en datter, hvis paternitet kongen i første omgang vedkendte sig. Men tvivlen nagede, og faderskabet blev trukket tilbage.

Fra 1629 til sin død i 1648 havde Christian IV Kirsten Munks tjenestepige Vibeke Kruse ved sin side. I 1630 fødtes sønnen Ulrik Christian Gyldenløve, og i 1633 datteren Elisabeth Sophie Gyldenløve.

Vibeke Kruse var tilsyneladende den intrigante og magtbegærlige Kirsten Munks diametrale modsætning. Vibeke Kruse har kendt sin plads, har formentlig ikke øvet indflydelse på Kongens politiske og administrative afgørelser, men været den gamle konges trofaste støtte. Men tro ikke, at Vibeke Kruses stille tilstedeværelse ikke fik følger efter Kongens død. Kongen døde den 28. februar på Rosenborg Slot. Og så brød uvejret løs.

Michael Bregnsbos gennemgang af Christian IVs menneskelige boopgørelse er en klar og gennemskuelig fremstilling af magtstrukturerne således, som de var faldet ud ved de familiekonstellationer, Christian IV selv havde afstukket. Christian havde regnet med/håbet, at hans svigersønner ville være blevet hans loyale støtter i kampen mod det adelige rigsråd, da de arrangerede ægteskaber blev indgået. Men svigersønnerne vurderede, at fremtiden tilhørte Rigsrådet og ikke en aldrende konge. Michael Bregnsbo citerer Knud J.V. Jespersens ord om ”svigersønnebuketten” som ”…en usædvanlig utiltalende samling personer, selv målt med tidens egen robuste alen. Tyranniske, korrupte, og hensynsløse er de adjektiver, der passer på dem alle…”.

Christian IVs og dronning Anna Cathrines søn, hertug Frederik (III) blev valgt som ny konge i april 1648, bundet på hænder og fødder af Rigsrådets håndfæstning. Kongen var reduceret til lakaj for adelen.

Ikke siden Christian IV har kongelige elskerinder, børn og svigerbørn været en så integreret del af landets historie, dets forandringer, dets militære nederlag, dets politiske og diplomatiske konflikter. Familiehistorien blev Danmarkshistorie. Bedre fremstillet end her af Bregnsbo kan det ikke gøres.

Glem alt om Holbergs ”Matrasse” i Jeppe på Bjerget, når talen falder på Enevældens maitresser. Naturligvis var der tale om et kærlighedsfyldt og seksuelt forhold, men også langt mere. Den enevældige konges dag var gennemreguleret.  Kun hos elskerinden var han ”privat”. Dertil kom, at maitressen blev kongens fortrolige, hans favorit, som han kunne drøfte hverdagens begivenheder med, måske endda hos hende lære at se en sag fra flere sider, få nye ideer – inspireret af hendes (politiske) netværk. Og så kunne tilstedeværelsen af en officiel maitresse skabe splittelse mellem hoffets kvinder – og dermed medvirke til at begrænse dronningens og hendes netværks magt. Del og hersk på en behagelig måde.  

Svigtede kongen dronningen ved offentlig at optræde sammen med elskerinden, vedkende sig sine børn med hende, placere dem i gode stillinger? Her må vi ikke måle med vor tids moralske alen. Kongens ægteskab med dronningen var mere en politisk aftale med udlandet end et kærlighedsforhold. Dronningen skulle føde kronprinsen, og gerne et par overskydende sønner for alle tilfældes skyld, samt en række døtre, der kunne afsættes på det europæiske fyrstemarked. Strategi og alliancer. Ingen krævede et følelsesmæssigt forhold mellem kongen og dronningen. Her leverer Michael Bregnsbo en klar gennemgang af den tidlige enevældes maitresse-institution i det politiske alliancespil.

Frederik IV blev gift med sin dronning Louise fra Mecklenburg, hvorefter han senere to gange indgik ægteskab til venstre hånd, først med den brandenburgske diplomatdatter Elisabeth Helene von Vieregg og efter hendes død med Anna Sophie Reventlow, der først var elskerinde, derefter hustru til venstre hånd og til sidst dronning til højre hånd. Ind imellem var der så det ”løse” som f.eks. ”husfrøken” Charlotte Helene von Schindel, hvis skæbne – set med vore øjne – kun kunne give anledning til en stærk moralsk fordømmelse af Frederik IV. Kongen havde i begyndelsen af deres forhold skænket hende herregårdene Næsbyholm og Bavelse. De blev ophøjet til grevskab og Charlotte Helene blev grevinde. Hun var blevet kongens maitresse, og der skulle bedes for hende i grevskabets kirker.

 1711 kølnedes forholdet (Kongen havde da mødt Anna Sophie Reventlow), og Charlotte Helene blev bedt om at tage ophold på sine godser, hvor hun indledte et forhold til den lokale amtmand, der blev far til hendes næste barn.

Kongens reaktion lod ikke vente på sig. Først beordrede han amtmanden at gifte sig med Charlotte Helene, hvilket skete. Derefter inddrog kongen hendes grevskab mod en årlig, livslang pension. Endelig blev parret bedt om at forlade kongeriget. En voldsom reaktion fra en fyrste, der set fra vore dages sideline var højst moralsk anløben. Men set under samtidens synsvinkel var der en rationel forklaring, som Michael Bregnsbo afdækker lag for lag. Charlotte Helene var blevet grevinde som tegn på, at hun var kongens maitresse, hvilken funktion ophørte i 1711, hvorfor grevskabet og titel naturligt blev frataget hende. Men Kongen mente fortsat at have et ansvar for hende og bevilgede derfor en pension. Så var der balance i regnskabet. Og naturligvis måtte hun gifte sig med barnefaderen, amtmanden. Hvis hun var forblevet ugift, kunne der være opstået rygter og sladder om Frederik IV som fader til hendes nyfødte, som måske ved skelsår og alder ville påberåbe sig kongelig afstamning og dermed afstedkomme politiske forviklinger.

Komtesse Anna Sophie Reventlows livsbane blev dramatisk. Først blev hun som 18-årig bortført fra herregården Clausholm ved Randers egenhændigt af Frederik IV, der sammen med medsammensvorne bragte hende til Skanderborg Slot. Straks hun trådte ud af kareten udnævnte Kongen hende til fyrstinde af Slesvig, og allerede samme dag blev hun hustru til venstre hånd. Det var jo bigami, da Frederik IV allerede var gift til højre hånd med sin dronning Louise.

Den 4. april 1721, dagen efter dronning Louises bisættelse, lod Frederik sig vie med Anna Sophie til højre hånd. Nu var hun hans ægteviede hustru, men ikke dronning. Det blev hun først to måneder senere, da Kongen kort efter et konseilmøde satte kronen på hendes hoved.

Nok mente samtiden, at omvielsen dagen efter dronning Louises bisættelse kunne have ventet, men i bund og grund forstod man parrets ønske om at lovliggøre forholdet. Men udnævnelsen til dronning til Danmark og Norge skilte vandene, i kongefamilien som i Anna Sophies egen familie.

Styreformen i Danmark var absolutisme – Kongen var ”løst” fra enhver form for restriktion – ingen love eller regler, ingen magtorganer, intet kunne stille sig i vejen for Kongens magtudøvelse, hvis centrum var hoffet. Her kæmpedes om Kongens gunst, om Dronningens gunst, om favorittens (maitressens) gunst. Og maitressen var naturligvis den person, der stod monarken nærmest og var dermed også en indflydelsesrig person, hvis gunst alle kappedes om. Og også den person, som bedst kunne udnytte sin position til gavn for sig selv, for sin familie, for særlige politiske interesser etc.

Hvorfor begik Frederik IV bigami ved at indgå ægteskab til venstre hånd ligesom mange af hans samtidige europæiske standsfæller? Måske ønskede han at demonstrere sin magtfuldkommenhed, han var absolut, løst fra love og regler – også Kirkens, hvis verdslige overhoved han var. Kun maitressens ophøjelse til dronning kunne ikke accepteres, den var en overskridelse af standsgrænserne.

Også kongens børn – de ”naturlige” børn – med maitressen indgik i spillet om magten. De fik høje embeder i statsapparatet og skyldte kun Kongen deres position, hvorfor de i de fleste tilfælde var dennes loyale embedsmænd.

Det velfungerende maitressesystem begyndte sin nedtur under Frederik V – af flere årsager. Kongens sado(masochistiske) seksualliv i orgierelaterede forhold, hans særlige valg af kvinder og hans manglende regeringsevne forhindrede ham reelt i at etablere forhold, der tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med hans forfædres maitresserelationer. En fremvoksende, velhavende borgerlig middelklasse havde helt andre referencerammer end adelen, aristokratiet og overklassen. Men endnu kunne borgerskabet ikke gøre sin indflydelse politisk gældende, men kunne i tale, skrift og adfærd udtrykke (inden for visse grænser) afstand til den herskende klasse. Det var ikke en konflikt mellem kongen og borgerskabet, men mellem aristokratiet og middelstanden, som ønskede, at kongen skulle træde i karakter. Kongens utroskab og udsvævende liv skyldtes – mente borgerskabet - kun dårlig indflydelse fra højaristokratiet, repræsenteret ved bl.a. overhofmarskal A.G. Moltke.

Men samtiden var helt på afveje; Moltke gjorde alt, hvad kan kunne gøre for at begrænse og dække over Frederik Vs opførsel – en imponerende damage control.

Christian VIIs og Støvlet-Kathines udskejelser og voldsomme hærgen i den københavnske bordelverden blev for mange borgere en ubehagelig oplevelse, der nok kunne ryste tilliden til og agtelsen for kongehuset. Hidtil havde maitresserne være af ”god” familie, som forstod at optræde med værdighed, eller også havde de været af ringe stand og forstået at holde sig diskret i baggrunden. Således var maitresseinstitutionen respekteret og havde hidtil også i et vist omfang i befolkningens øjne kunnet forlene kongen med en vis virilitet. Men Støvlet-Kathrine ramte bunden og måtte til sidst fjernes fra Kongens nærhed. Og netop ved at henvise til Kongens sikkerhed og risikoen for et oprør lykkedes det finansminister Heinrich Schimmelmann at få Christian VII til at underskrive Støvlet-Kathrines forvisningsordre.

Den i 1700-tallet opståede middelklasse af hårdtarbejdende erhvervs- og embedsfolk havde andre værdinormer end aristokratiet og dermed Kongen og hans omgivelser. Nu gjaldt det personlig flid, sparsommelighed, uddannelse, det gjaldt familieliv og egen børneopdragelse. De kongelige elskerinder passede ikke mere ind i samfundssystemet. Heldigvis blev forholdet til Støvlet-Kathrine bragt til ophør inden den var løbet helt ud af kontrol, ligeledes det politisk sprængfarlige forhold Dronningen-Struensee ved kuppet i 1772, hvorved den enevældige samfundsorden kunne overleve endnu en årrække.

Frederik VIs elskerinde Bente Frederikke Rafsted blev enevældens sidste officielle maitresse. Måske, måske ikke ønskede Frederik VI at understrege sin enevældige status på samme måde som ved indskrænkning af trykkefriheden, tilsidesættelsen af statsrådet etc. ved at udnævne elskerinden til oberstinde og dermed en placering i rangen. Måske mente Frederik ligefrem at kunne fremstå som viril og potent ved at have en officiel elskerinde. Hvis det var tilfældet, havde han forregnet sigt alvorligt. Borgerlighed, sædelighed, familieliv, ansvarlighed etc. var på vej frem. Tiden var løbet fra maitresserne, og oberstinden blev ikke mødt med respekt og venlighed, når hun bevægede sig ud i bylivet. – Hvad nu Frederik VIs bevæggrunde end var, er det hævet over al tvivl, at han var meget kærlig, hengiven og omsorgsfuld i sit samliv med oberstinden og deres fælles børn. Oberstinden spillede ikke nogen politisk rolle – dertil var tiden en anden. Der var nok snarere tale om et ægte og dybt kærlighedsforhold - en konges kærlighedsfyldte parallelliv.

Enevælden og maitresseinstitutionen var ved at ebbe ud. Christian Frederik, fra 1839 Christian VIII, havde som prins og konge en perlerække af erotiske og måske ikke-erotiske forhold, som aldrig blev officielle, endsige kom til at spille en officiel rolle. Som sine forfædre viste han ansvarlighed over for sine uægteskabelige børn, men der var i et og alt tale om (helt private) forhold, som ikke mere på nogen måde kunne styrke en konges magt og anseelse. Andre værdier havde fået overtaget.

Frederik VII er jo en besynderlig afslutning på Danmarks enevælde, og grevinde Danner en ligeså besynderlig figur blandt vor histories illustre elskerinder og maitresser. Deres ægteskab er det bedst belyste kongelige til venstre hånd-forhold, der helt levede op til den klassiske maitressemodel, hvis konsekvenser her blev synlige for alle, bl.a. takket være den grundlovssikrede ytringsfrihed. Bregnsbo skildrer og analyserer fremragende den nærmest surrealistiske politiske situation, som Frederik VIIs ægteskab medførte. Det var alvorligt, fremmede magters ministre og statsoverhoveder undgik landets konge, hele det politiske establishment lammedes, regeringer kom og gik alene ud fra relationerne til konges hustru. Men Frederik VII havde brug for grevinde Danner, der magtede at dæmpe kongens hidsige temperament, drikkeri og galoperende fantasi. Også politiske grupperinger og enkeltpersoner havde brug for grevinden, som ivrigt deltog i det politisk og intrigante spil. Men tiden var løbet fra det klassiske maitresseforhold, som med Frederik VII og grevinde Danner fik et patetisk endeligt. Monarkiet og kongehuset havde mistet sin virkelige og omfattende magt for at blive en symbolsk og repræsentativ institution, en idealiseret middelklassefamilie.

Michael Bregnsbos bog om danske kongers elskerinder er et opvisningsstykke i at lede efter meninger og betydning i kongernes, dronningernes, elskerindernes, hoffets, aristokratiets kulturelle relationer på alle leder og til alle tider. En dronning var andet end en hustru, en elskerinde/maitresse var mere end et erotisk forhold, et strålende og opulent bord var mere end et dyrt og ødselt skue, en nedrig intrige var mere end et personligt opgør etc. Det er Bregnsbos store fortjeneste at anskueliggøre, at hver enkelt ting, hvert enkelt fænomen, hver enkelt handling har sin samtid som referenceramme og kulturel baggrund. På fremragende vis blotlægger han mening og betydning. Bedre kan det ikke gøres. Læs bogen og erfar, hvad den ”ny” kulturhistorie kan åbne for.