BogFeature
Venezia - Byhistorie og kunst

Af Erik Ingemann Sørensen

”Der stiger en By af Dybet, /Et Syn fra den golde Grund./ Det sukker dernede mod Skønhed /I Drømme fra Havets Mund.”  Sådan hedder det hos digteren Holger Drachmann i digtet ”Venezia”. Betaget var han af byen, som så mange andre kunstnere, der har besøgt den. En betagelse, der hos nogle næsten bliver til en besættelse – ment meget positivt. En besættelse som man må dele med andre. Dele begejstringen, oplevelserne, suset.

Det er netop, hvad forfatteren og kunsthistorikeren Mogens Nykjær fra Aarhus Universitet gør i sit nye storværk: ”Venezia” med undertitlen ”Byhistorie og kunst”. En mageløs skildring givet af en cicerone, der tilsyneladende kender hver en gade, hvert et hus i byen. Og det i et sprog så medrivende og fornemt som sjældent set. I kapitlet ”Byen i sproget” hedder det: ”Forestiller man sig det øjeblik, en regnbyge begynder at falde på støvet jord, ser man først isolerede dråber farve jorden mørk spredt rundt omkring, så falder flere, tættere og hurtigere, og snart er hele jorden mørk. Og det regner. Sådan er byen Venezia dannet: først en isoleret campo her og her og der og der, hvor et stykke grøn jord, d.v.s. en ø har kunnet bygges uden de store problemer..” Det er da ordet, der skaber, hvad det nævner.

Forfatterens begejstring lyser ud af sætningerne. Smittende og medrivende. I Dogepaladsets Sala del Maggior Consiglio- rådssalen – hedder det: “Beskueren står midt i the creation of the past – opfindelsen af fortiden. I et overvældende bombardement af lys og mørke, mættede oliefarver, hundredvis af figurer i dramatisk aktion og massivt, ødselt forgyldt udskåret træværk, der fejer enhver positivistisk modsigelse af vejen: Her koger historieskrivningens alkymistiske kolber...” Smukkere kan en forfatters kærlighed til sit emne næppe formuleres.

Netop ”The creation of the past” er et kendetegnet for Venezias selvforståelse. Grundlæggelsen ses i tidsregningen: ab urbe condita – en tidsregning og datering, der i den grad understreger byens selviscenesættelse. En selviscenesættelse der får byen til at fremtræde som en pendant til jordens skabelse. Derfor er datoen den 25. marts også vigtig. Samme dato gik Moses over Det Røde Hav – og det er også den dato, hvor Isaks ofring fandt sted. Byens selvforståelse når højdepunktet med betragtningen, at hvor Kristi fødsel var ensbetydende med menneskenes frelse – ja så havde grundlæggelsen af Venezia samme betydning.

Mogens Nykjær tager i bogen læseren med på en kærlighedsvandring gennem byen og dens historie. Vender og drejer hver en detalje – fører på ypperlig vis gennem gader, stræder, bygninger, kanaler, paladser. Dykker ned i maleriernes og skulpturernes detaljer. Og hele tiden holder han fast i historiens røde tråd. Placerer delemnet i dets historiske sammenhænge og perspektiv.

Alene redegørelsen for apostlen Marcus’ rolle såvel i byens historiske bevidsthed som i de markante kunstværker er hele bogen værd. Det hele lokker – som sirener – til et besøg. Hvis ét kan gøre det. Skræmmende er det så at læse i indledningen, at der årligt kommer omkring 25 millioner turister til byen.

Det er en særdeles markant bog, Mogens Nykjær har leveret. Endnu engang. Det er ganske enkelt umuligt at yde den fuld retfærdighed i en anmeldelse. Netop fordi den sprænger alle rammer. Indholdsmæssigt såvel som udstyrsmæssigt. Der har været en formidabel billedredaktion, så billeder og tekst er så snævert sammenvævede som sjældent set. Det er ganske enkelt fremragende ud over alle grænser.

Man fristes næsten til at tro, at nu vokser træerne ind i himlen. Hvad de naturligvis ikke gør.

Forfatteren glemmer undervejs lidt for ofte sin læser i sin begejstring for citater på latin eller italiensk. Uden oversættelse. Og redaktøren har helt og aldeles glemt, at et navneregister ikke er nok i et værk, hvor så mange lokaliteter – såvel lokalt som regionalt – er nævnt. Eksempelvis havde det været givende at kunne finde de steder, hvor for eksempel bare Konstantinopel er nævnt. Blot som et lille eksempel. Det er heller ikke godt nok med kortmaterialet. Igen og igen henvises der til de italienske områder og byer. Det eneste, vi får, er en - i øvrigt ganske dårlig - skitse over det omhandlede område. Og så er vi altså i en så moderne tid, at henvisninger til internettet gerne måtte komme med, så læseren får mulighed for at gå endnu mere i detaljen. Både i malerier og skulpturer.

Bogen afsluttes med en fornem litteraturliste – men desværre – også med en elendig oversigt over anvendte illustrationer. Her er det vist ophavsretten, der har talt mere end det informative. Ærgerligt.

Der er i de senere år udkommet ganske mange bøger om de klassiske europæiske byer. Fine, informative og velskrevne. Men her er der såvel i indhold, dybdeboring og sproglig elegance tale om et værk, der ligger langt, langt foran de andre. Det er ganske enkelt en fryd at arbejde med Mogens Nykjærs seneste bog. Man venter med glæde på den næste.