|
Af Vigand Rasmussen, lektor, cand.
mag.
Mens forsiden af denne verdenshistorie
er meget sart med storbyens spejling i Stonehenge, så
er der anderledes saft og kraft i de godt tre kilo
indhold.
Bogen er en blanding af et historisk
opslagsværk og et ditto atlas med rod i The Times Atlas
of World History. Den danske udgave er redigeret af
redaktionen bag Den Store Danske Encyklopædi, hvorved
dette arbejde er i de bedste hænder. Anders Nygaard har
ligeledes klaret den svære oversættelse fint med et
absolut læseligt resultat, om end mange måske vil
studse over ord som ’pastoralisme’ (s.44) og
’peninsulære’ (s. 46). Det må ikke have været
nemt at skulle oversætte så komprimerede tekster som i
denne verdenshistorie.
Værkets egentlige indhold indledes med
en tretten sider lang verdenshistorisk kronologi, hvor
de fire spalter er regionsopdelte, mens den femte
handler om ’Kultur og Teknologi.’
Derefter følger syv dele, der går fra
’Menneskets oprindelse og de tidlige kulturer’ til
’Den globale civilisations periode.’ Hver del
indledes med en kort tekstouverture, der lige skitserer,
hvad der venter læseren. Derefter følger en række
emner, som bliver behandlet på dobbeltsideopslag, hvor
hvert opslag består af en ret kort, men absolut
fyldestgørende tekst, af eet billede, af nogle
kronologiske oversigter og af nogle kort med fyldige
tekster.
Kortene er med omhu valgt, så emnet dækkes
på grundig vis. Eksempelvis er der på opslaget om
’De europæiske opdagelsesrejser’ et kort over større
europæiske opdagelsesrejser fra 1480 til 1630, et
mindre kort over rejser i Caribien fra 1493 til 1519
samt et kort over den europæiske udforskning af
Stillehavet fra 1720 til 1780. Dette opslag giver således
en fin introduktion til opdagelsesrejserne fra de
tidlige portugisere til James Cook.
Det sidste opslag handler om ’Det
globale miljø’, og bogens sidste billede er et foto
af en syreregnsramt tjekkisk skov, hvor de udgåede træer
står som var de malet af den tyske romantiske maler
Caspar David Friedrich. Det er en afslutning, der maner
til eftertanke.
Bogen rundes af med en fyldig ordliste
og et ditto indeks, som bestemt ikke mindsker værkets
anvendelsesmuligheder.
Selv om der gennem de forskellige
engelske udgaver har været en udlugning af de uundgåelige
fejl, har et par småkiks alligevel sneget sig ind i
denne danske version. Det hører absolut til i småtingsafdelingen,
at Aalborg på kortet på side 40 er anbragt i
Frederikshavn. Det er lidt værre, når
industrialiseringskortet på side 235 giver indtryk af,
at det danske jernbanenet i 1914 bestod af en bane fra
grænsen til omegnen af Vejle, en art gaffelbane fra Århus
til henholdsvis Struer og Aalborg, en bane tværs over
Fyn samt banen fra København til Korsør. Man kan
naturligvis ikke forlange, at de mange småbaner er
taget med, men hovedbanenettet burde være komplet og
korrekt anført på kortet af hensyn til de brugere, der
ikke lige er hjemme i den danske jernbanegeografi. Og så
er det, man får den kætterske tanke: lider
kortmaterialet af lignende mangler for andre områders
vedkommende ? Det er næppe tilfældet. Stikprøvetjek
har ikke afsløret noget i den retning.
Det er forunderligt, men egentlig også
lidt befriende at se en verdenshistorie uden et foto af
Adolf Hitler, ligesom hans vej til magten i Tyskland
klares på atten linier. Til gengæld gøres der på
fineste vis meget ud af verden udenfor Europa, hvilket både
er nyttigt og tiltrængt.
Gyldendals Store Verdenshistorie kunne
ved første øjekast se ud som endnu en coffee table
book, men ved nærmere øjesyn afslører den sig som et
utroligt vægtigt og vigtigt opslagsværk, der bør
ligge permanent på læsepulten – klar til at gøre
sig nyttig, når historiske spørgsmål trænger sig på.
|
|
|

|
|
Richard Overy:
Gyldendals store verdenshistorie
Oversat af Anders Nygaard
Udg. af Gyldendal
416 sider, 499 kr
Gyldendal
>
|
|
|
|
|
|
|
|