BogFeature
Dagmar - Maria Feodorovna (roman)

Af Henning Lyngsbo

Forfatteren må siges at være flittig. 33 bøger på godt 20 år, hvoraf mange vel må betegnes som historiske romaner. Bogen om Dagmar med det russiske navn Maria Feodorovna som undertitel betegnes som en roman. Nogle læsere vil måske opfatte den som en pseudobiografi. Men det vil være en misforståelse. Dertil mangler bogen en mere dybtgående og stringent historik. Forfatteren har da også valgt at betegne bogen som en roman. Hun bruger ikke ordene historisk roman.

Det er vigtigt, at man holder den distinktion for øje, når man læser bogen. Ellers kører man sur i sin egen forventning og krav om systematik. Især er bogens mange spring i tiden lidt af en prøvelse. Alle kapiteloverskrifter har stedbetegnelser og årstal for perioden 1916 - 1921 samt Dagmars sidste leveår 1927 og 1928. Man har så en forventning om, at begivenhederne udspiller sig på de angivne steder og år. Det gør de også i et vist omfang. Men ellers udgør størsteparten af stofmængden i de enkelte kapitler, Dagmars tilbageblik i sit liv. Disse mange og absolut ikke kronologiske spring i tiden opstår spontant. Udløst under hendes fortælling om personer og begivenheder. Jeg bruger ordet fortælling, dels fordi det er forfatterens intention at lade Dagmar selv fortælle sin historie. Men også fordi vi alle kender til fortælleren, der taler sig varm på en historie og pludselig afbryder sig selv med ordene: ”Det minder mig om”. Hvorefter den oprindelige historie ikke får sin fortjente afslutning og/eller at den simpelthen bliver fortrængt. I bogen findes ingen forvarslinger om skift i historie og tid. Nogle gange kommer forklaringerne på et begivenhedsforløb samt tidsangivelser i senere kapitler, hvilket kan være forvirrende. Men mænd og kvinder læser og oplever jo en bog forskelligt. Og mon ikke denne bog primært har et kvindeligt publikum. Det gør den naturligvis ikke uinteressant for den mandlige læser, der får et ganske godt indblik i kvinders rolle(r) i et særdeles mandsdomineret samfund som det Zaristiske.

Selv som kejserinde var Dagmar fanget i dette system. Ingen mænd – selv ikke ægtefællen, kejseren – ville lytte til hende. Hertil kom de politiske og kulturelle forskelle på Danmark og Rusland. Dagmar var vokset op i et demokrati. Hun blev født i 1847. Junigrundloven var fra 1849. I Rusland var Zaren enevældig. Enhver rettighed afhang af zarens vilje.

Ifølge bogen betragtede Dagmar sig som godt begavet og udstyret med virkelyst. Men ingen ville gøre brug heraf. Lukket ude fra politiske diskussioner og beslutningsprocesser får Dagmars fortælling derfor et kraftigt skær af resignation. Lediggang med deraf følgende frustrationer og bizarre tiltag. For slet ikke at tale om Dagmars beskrivelser af sine familiemedlemmers uduelighed.

Som tilhører under Dagmars fortællinger får man uvægerligt et lidet flatterende billede af hende selv. Og et endnu værre billede af Zaren og hans familiemedlemmer. Dagmars forhold til sine egne børn er trist læsning. Men det er utvivlsomt sandheden, forfatteren søger efter, selvom romanen giver rigelig plads til fiktion. Fortællingen om Dagmars liv er dramatisk, men grum. 

Dagmars fortællinger om Zarfamiliens gerninger eller mangel på samme kunne være forklaringen, eller en væsentlig del heraf, på det russiske folks reaktion og revolution. Revolutionens årsag er dog  mere kompleks. Men med Dagmars fortællinger, der indeholder mange faktuelle forhold, kan man  godt forstå, at det måtte føre til en afslutning på Dagmars tid som kejserinde. Hun blev en del af det russiske Zardømmes dødsspiral, da hun giftede sig med den kommende Kejser af Rusland.