|
– En krønike om kærlighed,
seksualitet og moral i det 20. århundrede
Af
Lene Tranberg, cand.mag. i historie og dansk
Tankevækkende er det, at
historieskrivning om helt essentielle sider af livet som
kærlighed, seksualitet og død stadig i dag kan virke
nytænkende, ja for nogle måske endda lettere
kontroversiel og irrelevant. Sådanne emner har i
historisk sammenhæng stadig en vis eftersmag af at være
tabuer og perifere, skønt vi kalder os selv for
frigjorte, og trods det faktum, at de netop repræsenterer
helt grundlæggende livsvilkår for os alle. Det virker
absurd og selvmodsigende.
Måske vil Jens-Emil Nielsens 100
års kærlighed. En krønike om kærlighed, seksualitet
og moral i det 20.århundrede derfor også virke
lidt grænseoverskridende og mindre vigtig for nogle.
Men jeg håber det ikke.
For 100 års kærlighed er en
meget interessant historisk fremstilling af, hvordan
danskernes holdninger, moral og praksis i forhold til kærlighed,
erotik og sex udviklede sig gennem det 20. århundrede.
Det er en velskrevet og flot
illustreret bog, der bygger på et stort og alsidigt
materiale som historiske fremstillinger og andet
faglitteratur, undersøgelser og statistikker,
biografier og erindringer, skønlitteratur samt artikler
fra aviser, hjemmesider og tidsskrifter. Bogen er delt
op i kapitler, der skildrer udviklingen et årti ad
gangen. Men indholdet beskrives på en måde, så der er
flydende overgange og logiske sammenhænge de
forskellige afsnit imellem. På den måde får læseren
et godt indtryk af, hvordan forskellige tiders
synspunkter og overbevisninger langsomt og gradvist
udviklede sig og hængte sammen.
Jens-Emil Nielsen tegner i
fremstillingen generelle billeder af de fleste og
almindelige menneskers forhold til kærlighed og sex
gennem tiderne. Samtidig skildrer han også, hvordan de
enkelte banebrydende nytænkere adskilte sig herfra og påvirkede
og gradvist reformerede den gængse offentlige moral og
praksis. Disse reformister beskrives levende og meget
fyldestgørende, og forfatteren tillægger dem en stor
betydning for den seksuelle frigørelse. De var
utvivlsomt betydningsfulde. Men de gjorde det jo ikke
alene. Deres indflydelse bør i højere grad ses i
kontekst og samspil med den generelle politiske, økonomiske
og samfundsmæssige udvikling, end der gøres her.
I bogen skildres kærlighed som et både
åndeligt og kødeligt begreb. Men de mest gennemgående
emner er samliv, ægteskab, seksuelle vaner og praksis,
graviditet, sexsygdomme og prævention og
homoseksualitet. Der fokuseres således mest på det
seksuelle, og især i de sidste afsnit om den seksuelle
frigørelse og dens eftervirkninger truer de mere rå og
kødelige emner med at dominere lidt for meget.
Men alt i alt er 100 års kærlighed et
flot og vigtigt bidrag til nyere tids mentalitets- og
kulturhistorie, der henvender sig til alle, der
interesserer sig for udviklingen i vores syn på livet
og samlivet mennesker imellem.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Jens
Emil Nielsen:
100
års kærlighed – En krønike om kærlighed,
seksualitet og moral i det 20. århundrede
Udg.
af Bogforlaget Her & Nu
160
sider, ill., 349 kr.
Bogforlaget
Her & Nu >
|
|
|
|
|
|