|
- Dansk rock 1956-60
Af Poul Porskær Poulsen,
arkivar, Vejle Stadsarkiv
Det er ikke nogen vægtig
bog, som fremlægges om dansk rock 1956 til 1960. Blot
67 sider – ganske vist i A4-størrelse – med mange
billeder. Men kan vel heller ikke sige, at emnet er
specielt vægtigt, skønt vi har at gøre med den
begyndende ungdomskultur knyttet til
rock’n’roll-musik og –dans. For skønt datidens
presse skrev meget om fænomenet, så var det først og
fremmest et københavner-fænomen for arbejderklassens
unge, og ikke her i 1950’erne tale om en altomfattende
ungdomskultur, hvor alt blev sat på den anden ende. Men
derfor kan det jo være sjovt nok endda at beskæftige
sig med.
Det synes Jens-Emil
Nielsen altså også. Han har tidligere udgivet lignende
bøger om dansk ungdomsliv, og nu har han altså pillet
musikken ud til en nærmere behandling. Beskrivelserne
baseres på især avisreferater – og det er
interessant med de mange års afstand at se avisernes
interesse i at tale balladen op. Fra begyndelsen regnede
man nemlig med, at når der var rock’n’roll-koncert,
så ville der også blive ballade med ungdommen. Så det
gjorde der også ind imellem. Forfatteren og flere
erindringskrivere mere end antyder, at netop pressen var
med til skabe balladen – og ikke mindst var politiet,
der mødte talstærkt op og provokerede de unge
’anderumper’, skyld i, at det en gang imellem
eskalerede til kamp i gaderne, anholdelser mm.
Når man i dag hører
noget af det musik, der blev spillet dengang, så kan
man ikke forstå, at det kunne vække den begejstring og
’galskab’. Men det skal jo ses i forbindelse med
tiden, hvor det var det pæne og nydelige, der
dominerede på underholdningsfronten. Og det er da
klart, at når forældregenerationen var moralsk
forarget over, at Elvis vrikkede med hofterne, så måtte
man da elske netop det. Arbejderungdommen havde
brug for at skabe sig nogle rum, hvor den kunne udfolde
sig, og roch’n’roll tilbød en mulighed. Derimod
mener forfatteren ikke – og deri har han sikkert ret
– at der var tale om et egentligt ungdomsoprør. Det
skal vi ind i 60’erne for at opleve. Men det skriver
Jens-Emil Nielsen sikkert om i et senere bind af denne
serie.
Det er i øvrigt også
tydeligt, at rock’n’roll-perioden i Danmark var ret
kort. Der opstod nogle sangere og grupper, som vred sig
på scenen og forsøgte at efterligne de udenlandske
forbilleder, men det er tydeligt for faktisk alle de nævnte,
at de ret hurtigt begyndte at spille den mere bløde
popmusik, som der sikkert var et større publikum for.
Otto Brandenburg begyndte jo som rocksanger, men ret
hurtigt kom hans store hits – som bestemt ikke var særligt
rock’n’roll-agtige – og i virkeligheden ville han
jo nok helst synge jazz!
”Rock’n’roll –
musik eller galskab” er en letlæst beskrivelse af
sluthalvtredsernes ungdomsmusikscene. Masse af gode og
sjove billeder og citater fra aviser, erindringer og
interviews. Ikke dybtgående, men hurtigt overstået.
Men det skal nu blive sjovt at se fortsættelsen.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Jens-Emil Nielsen:
Rock’n’roll –
musik eller galskab - Dansk rock 1956-60
Udg. af Bogforlaget
Her&Nu
67 sider, 249 kr.
Bogforlaget
Her & Nu >
|
|
|
|
|
|