|
-
Festskrift til Carsten Porskrog Rasmussen i anledning af
hans 50-års fødselsdag
Af Steen Ivan Hansen
Lektor,
dr. phil. Carsten Porskrog Rasmussen (ikke Porskog, som
der pinligt nok står
på selveste bogforsiden,) hyldes, ikke ufortjent med et
festskrift i anledningen af sin 50-års fødselsdag i år.
Festskriftet
er udgivet af Dansk Center for
Herregårdsforskning, og Carsten Porskrog
har haft stor betydning for udviklingen af denne
institution, såvel som han har sat sine spor på en række
faglige områder – ikke mindst sønderjysk
godshistorie har haft hans bevågenhed.
Det
er klart, at et festskrift får sit præg netop af de
faglige områder, genstanden for festskriftet har beskæftiget
sig med – et sådan festskrift er så at sige skruet
sammen ud fra denne persons synsvinkel, mere end ud fra
en læsermæssig vinkel. Det kan gøre et festskrift
noget ujævnt eller man kan sige – ikke alt kan være
lige relevant for den enkelte læser. Spændvidden i
”Det pryder vel en Ædelmand” er temmelig
stor, fra en fagligt ret snæver afhandling som
Mikkel Leth Jespersens: Brødrene Rantzau til
Neuhaus, til en meget bred, almen redegørelse om
Oplevelsernes herregård ved Mikael Frausing.
Men
det er vel betingelserne for et festskrift, og er da
langt fra ensbetydende med, at der ikke er artikler der
er læseværdige for den, der interesserer sig for
herregårdshistorie.
De pågældende forskere fremlægger enten
essensen af deres tidligere arbejder eller nye aspekter
inden for hvert sit felt.
Anne Grethe Sværke skriver under titlen
”Folkeaanden og Godseiernes heldige udvortes Kaar”
om 1800-tallets historicistiske herregårdsarkitektur.
Hun er Ph.d. på det samme emne.
”Den
periode, der siden med eftertidens bagklogskab er blevet
betegnet som de danske herregårdes Indian Summer”,
skriver hun indledningsvis. Så vidt mig bekendt, er det
Sværke selv og de øvrige tilknyttede omkring Center
for Herregårdsforskning, der har lanceret dette begreb,
uden at jeg skal kunne sige, om det er blevet en gængs
betegnelse. Personligt
er jeg ikke så begejstret for udtrykket.
I ordbøger forklares en indian summer som en
eftersommer – overf. om ældre personers opblussende
ungdommelighed. Heri ligger der noget definitivt – det
var den sidste glade tid… Endnu kan ingen se ind i
fremtiden og forudsige, hvordan de danske herregårde
vil udvikle sig. Om der engang kan komme en ny højkonjunktur
for de danske godser – selvom den gamle herregårdskultur,
vi har kendt, vel er afgået ved døden.
Perioden fra 1849 til 1919 kan på ingen måde
siges at være enestående, snarere er der tale om det
tredje boom, vi kender på herregårdene. Det første
var i adelsvældets tid, hvor der byggedes i stor stil både
i gotisk og nederlandsk renæssance. Det næste store
boom var i den periode, man kunne kalde den florissante
tid i slutningen af 1700-tallet. Her nåede byggerierne
og levemåden på de danske herregårde et nyt højdepunkt.
Så kom ganske rigtigt den tredje højkonjunktur
i slutningen af 1800-tallet, og det kan da meget vel være,
at det bliver den sidste, men historien gentager sig
altid, blot med nye udtryk.
I
øvrigt beskriver Sværke på udmærket vis det store
byggeri i perioden og sætter datidens holdninger op mod
eftertidens dom. Så trods ovenstående overvejelser,
skal det siges, at det er en fin og læseværdig
artikel.
Interessante
tal og oplysninger fremkommer endvidere i Jeppe Büchert
Netterstrøms artikel om ”Bønder og vold i
Herlufsholm Birk” om antallet af voldshandlinger og
deres baggrund i denne retskreds. Der kan påvises en
faldende tendens op gennem tid, hvilket svarer til
talmateriale fra andre egne. Tendensen er, at
uoverensstemmelser mellem bønder, ja, i det hele taget
i befolkningen, i højere grad løses via retssystemet,
jo længere vi kommer op i tiden. Herunder gøres den
interessante iagttagelse, at mange voldssager egentlig
ikke kan karakteriseres som meningsløs vold, men
derimod som formålsbestemt vold. Med tiden trænger den
erkendelse igennem, at konflikter vedrørende ejendomme,
rettigheder og ære afgøres i retten.
Netterstrøm
søger endvidere at sætte materialet fra Herlufsholm
ind i en europæisk sammenhæng. Dette gælder
drabsfrekvensen, der ligeledes har en udpræget tendens
til fald fra år 1600 til år 1800. Disse tabeller
udregnes som drab pr. år pr. 100.000 indbyggere, og her
må grundlaget fra Herlufsholm birk nok siges at være
for beskedent (hvilket forfatteren godt ved, men forsøger
at retfærdiggøre). Når befolkningstallet i birket er
under 1.000, og skal forstørres op til et antal pr.
100.000, vil alle tilfældigheder blive forstørret
voldsomt op. Statistik kan være en farlig ting, og
grundlaget her er simpelthen for beskedent til sådanne
beregninger.
Men
hovedtesen er interessant nok – op gennem tid bliver
det øvrigheden, der overtager strafudmåling og
straffeudøvelsen. Den
formålsbestemte vold mellem bønderne aftager.
Denne
artikel hænger godt og helt naturligt sammen med den næste
i bogen, Dorthe Kook Lyngsholms ”…da bør hans
Husbond derpaa at tale” om adelige godsejere som
anklagere i enevældens lokale retsvæsen.
Udgangspunktet er forholdene på Clausholm gods,
og dette giver en god orientering om forholdene ved de
birketing, som gradvist overtager en større del af
retsudøvelsen på det lokale plan i Danmark faktisk
allerede fra slutningen af 1500-tallet og med højdepunktet
i 1700-tallet.
Emnemæssigt
er der et vidt spring til Sonja Marie Overgaards artikel
”Konvertering af
herregårdens avlsbygninger”, som omhandler
renoveringen af Nørre Vosborgs avlsgård. Netop Nørre
Vosborgs genfødsel har været meget omtalt i de seneste
år, så emner er måske meget godt dækket ind i
forvejen.
Der
er alt i alt adskillige interessante artikler i
festskriftet, selvom meget er omtalt tidligere bl.a. i
publikationerne fra Gl. Estrup, og selvom festskriftet
er noget vidtspredt i emnevalget.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Signe
Steen Boeskov, Dorte Kook Lyngholm og Mikael
Frausing (red.):
Det
pryder vel en Ædelmand - Festskrift til Carsten
Porskrog Rasmussen i anledning af hans 50-års fødselsdag
Udg.
af Dansk Center for Herregårdsforskning
224
sider, ill., 174
kr. + porto og ekspedition
Dansk
Center for Herregårdsforskning >
|
|
|
|
|
|