BogFeature
Det pryder vel en Ædelmand

- Festskrift til Carsten Porskrog Rasmussen i anledning af hans 50-års fødselsdag 

Af Steen Ivan Hansen

Lektor, dr. phil. Carsten Porskrog Rasmussen (ikke Porskog, som der pinligt nok  står på selveste bogforsiden,) hyldes, ikke ufortjent med et festskrift i anledningen af sin 50-års fødselsdag i år.

Festskriftet er udgivet af Dansk Center for  Herregårdsforskning, og Carsten Porskrog  har haft stor betydning for udviklingen af denne institution, såvel som han har sat sine spor på en række faglige områder – ikke mindst sønderjysk godshistorie har haft hans bevågenhed.

Det er klart, at et festskrift får sit præg netop af de faglige områder, genstanden for festskriftet har beskæftiget sig med – et sådan festskrift er så at sige skruet sammen ud fra denne persons synsvinkel, mere end ud fra en læsermæssig vinkel. Det kan gøre et festskrift noget ujævnt eller man kan sige – ikke alt kan være lige relevant for den enkelte læser. Spændvidden i  ”Det pryder vel en Ædelmand” er temmelig stor, fra en fagligt ret snæver afhandling som  Mikkel Leth Jespersens: Brødrene Rantzau til Neuhaus, til en meget bred, almen redegørelse om Oplevelsernes herregård ved Mikael Frausing.

Men det er vel betingelserne for et festskrift, og er da langt fra ensbetydende med, at der ikke er artikler der er læseværdige for den, der interesserer sig for herregårdshistorie.  De pågældende forskere fremlægger enten essensen af deres tidligere arbejder eller nye aspekter inden for hvert sit felt.  Anne Grethe Sværke skriver under titlen ”Folkeaanden og Godseiernes heldige udvortes Kaar” om 1800-tallets historicistiske herregårdsarkitektur. Hun er Ph.d. på det samme emne.

”Den periode, der siden med eftertidens bagklogskab er blevet betegnet som de danske herregårdes Indian Summer”, skriver hun indledningsvis. Så vidt mig bekendt, er det Sværke selv og de øvrige tilknyttede omkring Center for Herregårdsforskning, der har lanceret dette begreb, uden at jeg skal kunne sige, om det er blevet en gængs betegnelse.  Personligt er jeg ikke så begejstret for udtrykket.  I ordbøger forklares en indian summer som en eftersommer – overf. om ældre personers opblussende ungdommelighed. Heri ligger der noget definitivt – det var den sidste glade tid… Endnu kan ingen se ind i fremtiden og forudsige, hvordan de danske herregårde vil udvikle sig. Om der engang kan komme en ny højkonjunktur for de danske godser – selvom den gamle herregårdskultur, vi har kendt, vel er afgået ved døden.  Perioden fra 1849 til 1919 kan på ingen måde siges at være enestående, snarere er der tale om det tredje boom, vi kender på herregårdene. Det første var i adelsvældets tid, hvor der byggedes i stor stil både i gotisk og nederlandsk renæssance. Det næste store boom var i den periode, man kunne kalde den florissante tid i slutningen af 1700-tallet. Her nåede byggerierne og levemåden på de danske herregårde et nyt højdepunkt.  Så kom ganske rigtigt den tredje højkonjunktur i slutningen af 1800-tallet, og det kan da meget vel være, at det bliver den sidste, men historien gentager sig altid, blot med nye udtryk.

I øvrigt beskriver Sværke på udmærket vis det store byggeri i perioden og sætter datidens holdninger op mod eftertidens dom. Så trods ovenstående overvejelser, skal det siges, at det er en fin og læseværdig artikel.

Interessante tal og oplysninger fremkommer endvidere i Jeppe Büchert Netterstrøms artikel om ”Bønder og vold i Herlufsholm Birk” om antallet af voldshandlinger og deres baggrund i denne retskreds. Der kan påvises en faldende tendens op gennem tid, hvilket svarer til talmateriale fra andre egne. Tendensen er, at uoverensstemmelser mellem bønder, ja, i det hele taget i befolkningen, i højere grad løses via retssystemet, jo længere vi kommer op i tiden. Herunder gøres den interessante iagttagelse, at mange voldssager egentlig ikke kan karakteriseres som meningsløs vold, men derimod som formålsbestemt vold. Med tiden trænger den erkendelse igennem, at konflikter vedrørende ejendomme, rettigheder og ære afgøres i retten.

Netterstrøm søger endvidere at sætte materialet fra Herlufsholm ind i en europæisk sammenhæng. Dette gælder drabsfrekvensen, der ligeledes har en udpræget tendens til fald fra år 1600 til år 1800. Disse tabeller udregnes som drab pr. år pr. 100.000 indbyggere, og her må grundlaget fra Herlufsholm birk nok siges at være for beskedent (hvilket forfatteren godt ved, men forsøger at retfærdiggøre). Når befolkningstallet i birket er under 1.000, og skal forstørres op til et antal pr. 100.000, vil alle tilfældigheder blive forstørret voldsomt op. Statistik kan være en farlig ting, og grundlaget her er simpelthen for beskedent til sådanne beregninger.

Men hovedtesen er interessant nok – op gennem tid bliver det øvrigheden, der overtager strafudmåling og straffeudøvelsen.  Den formålsbestemte vold mellem bønderne aftager.

Denne artikel hænger godt og helt naturligt sammen med den næste i bogen, Dorthe Kook Lyngsholms ”…da bør hans Husbond derpaa at tale” om adelige godsejere som anklagere i enevældens lokale retsvæsen.  Udgangspunktet er forholdene på Clausholm gods, og dette giver en god orientering om forholdene ved de birketing, som gradvist overtager en større del af retsudøvelsen på det lokale plan i Danmark faktisk allerede fra slutningen af 1500-tallet og med højdepunktet i 1700-tallet.

Emnemæssigt er der et vidt spring til Sonja Marie Overgaards artikel ”Konvertering  af herregårdens avlsbygninger”, som omhandler renoveringen af Nørre Vosborgs avlsgård. Netop Nørre Vosborgs genfødsel har været meget omtalt i de seneste år, så emner er måske meget godt dækket ind i forvejen.

Der er alt i alt adskillige interessante artikler i festskriftet, selvom meget er omtalt tidligere bl.a. i publikationerne fra Gl. Estrup, og selvom festskriftet er noget vidtspredt i emnevalget.