BogFeature
Museumsbogen - Praktisk museologi  

Af Inger Wiene, Etnolog og museumsinspektør på Københavns Museum.

Hvor er der sket meget de sidste 40 år. Ja i det hele taget, naturligvis, men så sandelig også i museumsverdenen. Forandringen fra amatørdrevet til professionelt ledet museum – en historie, der strækker sig over 40 år – beskrives med personlig indsigt og lang tids erfaring i Museumsbogen.

Ole Strandgaard ønsker med bogen at give ”et bidrag til museologien”. Ambitionen er ikke at skrive videnskabsteoretisk kommentarer, men at skrive en bog om praktisk museologi, som da også er bogens undertitel. Målgruppen er: ”almindelige mennesker, som blot vil vide mere om museer, de mange museumsmedarbejdere uden akademisk baggrund som gerne vil se deres arbejde i større perspektiv, men selvfølgelig også de studerende som stræber efter at blive museumsinspektører.”

I bogen følger vi museumsinspektør Jensen fra Fjordkøbing Museum gennem hans overvejelser og gennem de genvordigheder, han støder på i sit arbejde. Denne inspektør skal forestille at være et ”almindeligt museumsmenneske”. Det kan nok være lidt problematisk at lade sådan en prototype fortælle om holdninger og tilgange til museumsarbejdet – især fordi denne inspektørs virke foregår for mere end 10 år siden, og tilsyneladende ikke har fulgt så godt med i, hvad der er sket siden.

I de første 5 kapitler diskuteres definitioner på museer og kulturarven, genstande, hvorfor vi har dem, og hvilken rolle de kan have i samfundet. De tre forskellige museumsarter præsenteres og desuden lanceres interessante ord som ”musealisering” og ”musealitet” i kapitlet om kulturarven.

”Der sker en musealisering, fordi vi knytter en værdi til disse ting, som ligger ud over deres egentlige brugsværdi. Tingene får tilført musealitet.”

Forklaringerne på ordene er rimeligt selvfølgelige, og ikke noget man bliver klogere på museer af. Til gengæld fortæller Ole Strandgård ofte, hvad ”vi museumsfolk” mener og tænker – også om musealisering: ”Vi vil gerne som museumsfolk (nok især etnologer) tro på, at der finder en ”ægte” musealisering sted derude, at kulturarvsskabelse er noget genetisk, noget som finder sted uafhængigt af museerne.”

Nu ved jeg ikke, hvornår forfatteren sidst har snakket med en museumsinspektør eller etnolog, men så vidt jeg ved, er der ingen, der tror man bare kan gå ud og samle den kulturarv ind, der ligger og venter på os derude. Alle – formodentlig også andre end etnologer – er da helt bevidst om, at kulturarv i høj grad skabes af museerne – i og med at den udpeges som sådan. I note efterlyser Ole Strandgaard forskning i, hvordan kulturarv skabes. Hvis man har fulgt lidt med i, hvad der foregår i universitetsverdenen, ville man vide, at en del studerende har skrevet speciale eller phd-afhandling om museologi og skabelse af kulturarven. I listen over specialer på f.eks. etnologi kan ses, at der faktisk er en del, der forholder sig til det.

I forlængelse heraf diskuteres, hvad udpegning af kulturarv gør ved det udpegede. Ole Strandgaard skriver, at når man tager en genstand ud af dens virkelighed og gør den til en museumsgenstand bliver den uskadeliggjort. Der kan jo også være tale om, at man med denne handling anerkender genstanden og omstændighederne som betydningsfulde – således bliver der i stedet tale om anerkendelse. En diskussion, der i bogen tages hul på, og som kunne være spændende at fortsætte.

Herefter følger et lille mærkeligt ufærdigt kapitel om videnskaben:

Etnologer – og her også etnografer - påstås at have vendt den materielle kultur ryggen til fordel for studiet af sociale sammenhænge. Det har gjort, at nyere tids samlinger står i ”noget svagere videnskabeligt lys”. Her fremhæves arkæologernes opgravede genstande som mere videnskabelige, fordi det ikke kan diskuteres, at disse genstande er fundet på netop dette sted.

Det er jo i mine øjne netop blikket og muligheden for at erkende de sociale sammenhænge, genstandene indgår i, som er etnologiens force. Også et interessant debatemne, især fordi vi heldigvis er kommet lidt længere i erkendelsen af vores område, end Ole Strandgaard mener: ”Vi samler ind for at vise, hvordan det var”. Så naive er nutidens museumsmennesker ikke. Ingen tror på det, så skulle vi jo samle hele virkeligheden ind.

I afsnittet ”Da museerne mistede deres uskyld” klandres museumsloven af 2001 og især kapitel 8, som vedrører det antikvariske arbejde, for at være årsag til tabet af denne uskyld. Loven gør museumsinspektørerne til forvaltere af loven, hvilket kan være i konflikt med lokalsamfundet. Ole Strandgaard mener, at denne misere er museumsfolkenes egen skyld: ”Men de nye museumsinspektører ville gerne være ansvarlige. De ville gerne have status som offentlige sagsbehandlere. Grundtvig og det frie ord var ikke nok, følte man, til i længden at sikre offentlige tilskud. Vi vil forvalte noget mere end os selv!” Det må her lige bemærkes, at jeg ikke er helt klar over hvem disse ”nye museumsinspektører” er: Er det Ole Strandgaards egen generation fra 60erne, 70erne og 80erne, eller? Her ligesom mange andre steder i bogen mere end anes en sarkastisk holdning overfor museumsinspektører (specielt etnologer) – eller er det blot kærlig humor? Jeg ved det ikke helt. Og det fortsætter: Det er især arkæologer og etnologers skyld: ”Det var først og fremmest arkæologerne, som førte an, mens etnologerne løb hæsblæsende efter og råbte, at de også ville have ansvar.” Det er især i den første tredjedel af bogen, at disse lidt mærkelige udsagn forstyrrer en ellers velskreven bog.

Indholdet i bogen er i de efterfølgende kapitler bygget sådan nogenlunde op efter de 5 søjler, som museer i dag bygger på: Indsamling, registrering, forskning, bevaring og formidling. Her følger vi museumsinspektør Jensen fra Fjordkøbing Museum gennem hans genvordigheder i arbejdet på et lille lokalhistorisk museum.

Indsamling – og forskningen. Det kan undre, hvorfor mon forskning, der ellers er en af de fem søjler, kun er nævnt i dette kapitel. Hvorfor ikke selvstændige afsnit? Eller som en forudsætning for alle fem søjler. Svaret er, at OS tilsyneladende mener, at forskning er lig med feltarbejde i forbindelse med indsamling. For mig at se er feltarbejde vel snarere en metode. Men klart en metode, som er vigtig at kunne bedrive i forbindelse med større indsamlingsprojekter.

Som billedtekst til et af de for øvrigt mange og gode fotos står der: ”Fra en marskandisers vindue, men det kunne være en montre på museet: Eksempler på nips, eller privat kulturarv som kunne være fælles, fordi inspektør Jensen ikke kan stå for den slags.” Se det håber jeg ikke er gængs måde at indsamle på – især ikke for efterfølgeren på Fjordkøbing Museum.

Og Ole Strandgaard slår da også fast, at museer må have en indsamlingspolitik. Desværre er der ikke meget at hente om, hvilke overvejelser man kan gøre sig i denne sammenhæng. Men konkret i forbindelse med indsamling og feltarbejde kommer Ole Strandgaards erfaring absolut på banen. Her gøres der rede for alt lige fra spørgelister til opmåling og den endelige hjemtagning af genstande. Lige til at bruge og slå op i.

I kapitlet Registrering er der også konkret vejledning at hente i bogen. Desuden foldes historien om registrering ud. Desværre er der også her en tilbøjelighed til at lade museumshistorien blive lig med nutiden. Om museumsfolk og registrering på computere står der:”.. men mange museumsfolk synes nu, konservative som de er, at det alligevel er det tryggeste med et blåt kort.”

Ligeledes i kapitlet om Bevaring er man i gode hænder, når der er tale om det praktiske arbejde. Her bliver alle vilkår for genstande gennemgået: fra temperatur over magasiner til brand og røveri.    

Formidlingen og udstillinger fylder rigtigt meget i bogen – og heldigvis for det. Det er afgjort her bogen har styrke. Også her er det de konkrete vejledninger og små tips, der absolut stadig kan bruges. Man kan dog sagtens være uenig med ham i udsagn som: - at man skal starte på arbejdet med en udstilling, med at finde ud af, hvilke genstande museet har – eller at: museumsinspektører altid har skrevet et detaljeret manuskript i forvejen. Men det rører dog ikke ved, at Ole Strandgaard har solid erfaring med formidling, og at han her lader os andre nyde godt af den.

Museernes udvikling fra 1960erne til 1990erne med en museumsinspektørs udvikling fra amatør til professionel er hermed skrevet. Det er en personlig historie – en blanding af small-talks og fakta og vejledninger om Museumsinspektør Jensen fra Fjordkøbing Museum og alle hans genvordigheder – fordi han som ene mand skulle klare det hele. Mon ikke Ole Strandgaard er ham. Som han selv skriver i indledningen. ”Det er denne endnu overlevende dinosaurus’s erfaringer på godt og ondt, jeg vil forsøge at videregive….og søge at videreformidle bare lidt af den store glæde det var at være med i museernes store ekspansive, kreative vækst i 1960’erne, 70’erne og 80’erne.” Dette mål har Ole Strandgaard så absolut nået. Han har en del gode pointer. Blandt dem er at museumsinspektører/ledere mangler uddannelse i administration, økonomi og personaleledelse. Det er så sandt, og forfatteren har da også gjort sit til at ændre på det ved at være med til at lave museumslederuddannelsen i ODM-regi. Men angående studerendes muligheder for at få erfaring med og viden om museer, er han ikke helt opdateret. Der undervises i museologi på flere universiteter, og mange studenter kommer i praktik på museerne. Desuden er der rigtig mange studenter, der er ansat som studentermedhjælpere på museerne – studierelevant arbejde er et stort plus. Derudover bliver mange nyuddannede etnologer, arkæologer og historikere ofte ansat i projekter på museerne. Det er dog også en god måde at få viden om museer på.