BogFeature
Historien om danskerne 1500-2000

Af Peter Henningsen

Knud J. V. Jespersens nye bog er slet ikke så ny endda, i det der er tale om en dansk oversættelse af den Danmarkshistorie han i 2004 udgav på engelsk under titlen A History of Denmark. Det er en personlig og essayistisk præget syntese over Danmarks historie gennem de seneste 500 år med fokus på spørgsmålet om, hvorledes danskerne er blevet til det folk, de er i dag: materielt, politisk, nationalt og – om man så må sige - socialpsykologisk. Det er altså ikke en historiebog i traditionel forstand. Her er ingen kedelige opremsninger af konger og  krige eller uinteressante detaljer om dette og hint. Jespersen har skummet fløden, strammet argumenterne og serveret essensen af danskernes historie i en uimodståelig liflig anretning. Uden at ryste på pennen leverer han autoritativt sit bud på den danske kulturs og mentalitets rødder.

Bogen er i litterær slægt med store og smukke synteser som Henning Fonsmarks Historien om den danske utopi (1990), Thorkild Kjærgaards Den danske revolution 1500-1800 (1991) og Claus Bjørns Dengang Danmark blev moderne (1998) og den er, ligesom disse anbefalelsesværdige forgængere, mindst lige så veloplagt, velskrevet, interessant og ”tesedrevet”. Især det sidste er man ikke forvænt med i dansk historieskrivning, hvor der ofte er blevet rynket på næsen ad værker med disse sjældne kvaliteter. Jespersen behersker kunsten at komprimere og syntetisere sin opfattelse på en så pædagogisk og velafbalanceret måde, at de fleste med et nogenlunde dannelsesniveau kan være med. Selvfølgelig optræder der her og der en del indforståede formuleringer og begreber, som nok kun kendes af historikerkolleger (f.eks. et begreb som stabelstad), men det skal ikke komme ham til skade. Det er en tilbøjelighed, som vist alle historikere lider af, og Jespersen skriver i denne bog bedre end de fleste.

Om man er enig eller uenig med Jespersen i hans syn på de væsentligste drivkræfter i skabelsen af den danske nations kollektive mentalitet og Danmarks moderne historie er ikke væsentligt (langt hen ad vejen finder jeg det dog svært at være særligt uenig med ham). Det væsentlige er, at Jespersen tydeligt nok ved, hvad han taler om og han har en holdning til det, ligesom han ikke er bange for at strække sin argumentation nogle tommer mere end kildematerialet strengt taget kan bære. Og det er dette faglige vovemod, der gør, at man mere eller mindre læser bogen i ét stræk.

Historien om danskerne er oprindeligt bestemt til et engelsk (eller i hvert fald et engelsklæsende) publikum, og det er muligvis derfor, at Jespersen indledningvis tager udgangspunkt i den tidligere britiske ambassadør i Danmark James Mellons bog Og gamle Danmark fra 1992, hvor Mellon kommer med den påstand, at det moderne Danmark snarere udgør en stamme end en egentlig nation på linie med andre europæiske lande. For de, der ikke er bekendt med Mellons ganske tankevækkende bog, vil jeg for en ordens skyld genopfriske ambassadørens påstand:

”Danskerne er ikke en nation (…) de er en stamme; det er styrken i deres fællesskab og grunden til, at de stoler urokkeligt på hinanden (…) Taler man om begrebet ”nation”, så drejer det sig også her om et fællesskab; men af en nation kræves om ikke mere så i hvert fald andet. Danskerne har godt nok udviklet sig, tilpasset sig. De har rejst rundt i verden og haft handelsmæssige og kulturelle forbindelser i alle verdensdele. Men de har aldrig arbejdet sig frem til en syntese af forskelligartede elementer, sådan som det kræves, hvis man skal kunne tale om en egentlig nation. Deres sammenhæng som folk skyldes faktisk en fremhæven af ensartetheden. Her gælder ikke både/og, men hverken/eller” (s. 16).

Det lyder jo alt sammen vældigt besnærende, men ved nærmere eftertanke er Mellons opfattelse, når det kommer til stykket. intet andet end netop Mellons opfattelse af, hvad der kendetegner nationer. Som arbejdsredskab er påstanden derfor ikke meget værd. Men lad nu det ligge. Man kan jo alligevel godt gå med på tankegangen for at se, hvor den fører én hen, og det er det, Knud JV Jespersen gør: Med udgangspunkt i Mellon ønsker han at undersøge, om der er rimelighed i at kalde danskerne for en stamme, og han går systematisk til værks: Hvis Mellons påstand skal have nogen plausibilitet må man nemlig kunne påvise en særlig sonderweg i dansk historie, som skulle have skabt denne stammementalitet, og som kan påvises empirisk.

Jespersen har grebet opgaven tematisk an: Bogen er inddelt i otte afsnit, hvoraf det første er et vue over moderne danskhed – med særligt fokus på Mellons påstand. Derefter følger et kapitel om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik; to kapitler om indenrigspolitik i perioden 1500-1848 og perioden 1848-200; et kapitel om kirke og kultur (arven fra Grundtvig); to kapitler om materielle forhold 1500-1800 og 1800-2000 og endelig sluttes der af med en slags konklusion, hvor Jespersen vender tilbage til Mellon og hans tese om den moderne danskhed. Vinklen i samtlige kapitler er lagt på spørgsmålet, om der er noget særligt ’dansk’ i den danske historie, og at dømme efter Jespersens opfattelse er der adskillige ting, der peger i den retning.

Som jeg tidligere fremhævede, er bogen ”tesedrevet”, hvilket gør, at det er så godt som plat umuligt at give et fyldestgørende referat af de mange temaer, der tages op, ligesom Jespersens opfattelse af historien ikke sådan uden videre lader sig genfortælle uden fare for vidtløftighed fra min side. Hvad der dog umiddelbart falder mig for brystet er, at Jespersen anlægger den klassiske ”kontinuitets”-vinkel på Danmarkshistorien, som også Claus Bjørn abonnerede på i sin tidligere omtalte debatbog. Som Bjørn ser Jespersen de sidste 500 års Danmarkshistorie som én lang kontinuerlig udvikling, hvor fænomener, der umiddelbart kan opfattes som brud, i Jespersens optik slet ikke er det. Alle konflikter glattes ud, modsætninger underspilles og ved nærmere eftersyn viser det sig groft sagt, at vi alle er én stor lykkelig familie på tværs af stands- og klasseinteresser mm. (hm!) Det er en historieopfattelse, der i mistænkelig grad nærmer sig det ideologiske, og som i bund og grund er præget af forfatterens egne personlige og til tider romantiske holdninger. For hvad der hos Jespersen præsenteres som kontinuitet, kunne med lige så stor ret præsenteres som brud og konflikt. Og hvad der lanceres som pastoral idyl – jeg tænker på hans opfattelse af det gode gamle landsbyfællesskab – var jo i virkeligheden ikke spor idyllisk, men snarere en forbitret kampplads mellem stivsindede bønder, der kun så på egen gavn og interesse (sådan som bønder til alle tider og på alle steder har gjort). Salig Karl Marx render mig i hu, når Jespersen taler om landsbybøndernes indbyrdes solidaritet, for som Marx sagde, så var der vist ikke mere fællesskab og solidaritet blandt bønder end der var mellem kartofler i en sæk.

De fleste historikere med blot et mindstemål af faglig selverkendelse vil vide, at også historieskrivningen er præget af personlige præferencer, ideologiske holdninger og litterære virkemidler, som ofte ubevidst sniger sig ind i teksten og kommer til at præge dens struktur og konklusioner. Hos Jespersen er det den omtalte kontinuitets-holdning og bonderomantik, der er på spil. Det er der for så vidt ikke noget galt i, blot skal man være opmærksom på, at man med lige så god ret kunne anlægge en anden historieopfattelse og komme til helt andre konklusioner på baggrund af præcis samme empiri. Den virkeligt dygtige historiker er faktisk i stand til at vride sine kilder til at vise næsten hvad som helst.

Jespersen udfører dette kunststykke med udsøgt elegance, når han f.eks. redegør for, hvorfor enevældens afskaffelse og folkestyrets indførelse i 1848-49 – for her må der vel være tale om et brud i udviklingen – slet ikke er noget brud. Det er godt og plastisk gjort, men man kunne jo lige så godt have hævdet det modsatte og stadig have ret.

Kontinuitets-tankegangen præger altså værket og er da også en hovedbestanddel i, hvad Jespersen opfatter som det særligt danske: Her til lands er alt gået til uden sværdslag, vi har diskuteret os til rette, og revolutioner er i høj grad udanske i deres væsen. Netop evnen til at samtale og forhandle har ført til, at der ikke findes voldsomme brud i Danmarkshistorien. Grundlæggende er danskerne solidariske over for hinanden – så lang tid vi alle taler dansk og er gode lutheranere forstås – og det er netop denne enshed og solidaritet, som Mellon slår ned på som det danske stammefællesskab.

Hvad man nu end måtte mene om Jespersens ihærdige anstrengelser for at skabe harmoni og kontinuitet i den danske historie gennem 500 år, så skal der alligevel ikke herske tvivl om, at det er en mesterlig og veloplagt syntese over Danmarkshistorien, som vi her står med. Det er sjældent at man ser en historiebog så sprudlende og spændstig som denne. I bøger af denne type er det uvæsentligt, om man har en anden opfattelse end forfatteren, så længe arbejdet er gennemført og udført med kvalitet. Og det er Jespersens bog indiskutabelt. Som grundbog for historiestuderende – såvel her til lands som udenlands – vil den være mere end oplagt. For her er virkeligt noget at debattere og at være enig og uenig om. En sådan bog bør kunne sætte skub i enhver undervisningslektion.

Mig bekendt er Danmarks historie ikke tidligere blevet fortalt så veloplagt over så lang en periode og på så få sider, som det sker her. Eneste minus er en række faktuelle småfejl i forbindelse med omtalen af det engelske overfald på Danmark i 1807. Men det er i den større sammenhæng så absolut til at leve med, når alt det øvrige er så fremragende gjort, som tilfældet er.

Der findes bøger som man ville ønske, at man selv havde skrevet. Denne bog er en af dem, jeg gerne ville have skrevet, for vurderet som det, den er – en personlig og essayistisk præget syntese over Danmarks historie – er det en perle. Et lille mesterværk.