|
- Drømmen om nordsøimperiet
1014-1066
Af
Karsten Lykke Sørensen, ph.d.-studerende
Denne bog er det tredje og
afsluttende bind i Poul Skaanings vikingetrilogi – således
står i hvert fald at læse på bogens omslag, og jeg må
indrømme, at da jeg modtog Knud den Store. Drømmen
om nordsøimperiet 1014-1066 til anmeldelse, var jeg
en anelse forudindtaget med en forventning om flere
ting. For det første forventede jeg, at forfatteren
ville komme med en række kontroversielle og nye teser,
samt at forfatterens kildekritik ville være mangelfuld!
Årsagen bag min forudindtagethed er, at jeg har læst
de tidligere bind i trilogien, Vikingestormen –
Togter mod Vesteuropa 793-937 og Svend Tveskæg
– Trelleborgenes bygherre & Englands erobrer
(Anmeldt på historie-online http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/sven_tveskaeg.htm
). Jeg er fuldstændig enig med anmeldelsen af sidstnævnte
bog – rent faktisk kunne man blot gentage stort set
hele anmeldelsen!
Jeg vil ikke bruge for
meget plads på at gennemgå alle detaljer i bogen, som
jeg er uenig i. I stedet vil jeg gøre opmærksom på
enkelte af de mere eller mindre uheldige ting. For det første
kan man undre sig lidt over bogens titel. Umiddelbart er
det en biografi omkring Knud den Store (ca. 995-1035),
men tidsperioden bliver i undertitlen angivet til
1014-1066. Dette skyldes naturligvis, at forfatteren ønsker
at beskrive en periode frem for en person, men i så
fald skulle man måske have genovervejet titlen.
For det andet mangler
bogen i høj grad en almindelig kildekritik, som man må
forvente i forbindelse med en historisk bog af denne
slags, hvor størsteparten af de skriftlige kilder ikke
er samtidige, men derimod nedskrevet op til flere
hundrede år efter begivenhedernes gang. Herudover
kommer Poul Skaaning som nævnt med nogle til tider
friske og kontroversielle påstande. Eksempelvis
beskriver han søledingen side 26. Skaaning skriver, at
”i ledingens barndom i 700- og 800-tallene varede et
ledingstogt 16 uger og dermed basta.” Hvordan Skaaning
lige har fundet ud af det, ved jeg ikke – første gang
ledingsordningen nævnes er i Knud den Helliges gavebrev
til St. Laurentius i Lund fra 1085, mens organisationen
først beskrives i Skånske Ledingsret fra starten af
1200-tallet og i Jyske Lov fra 1241! Vovede påstande
som denne findes flere steder i denne bog.
Poul Skaaning kommer
gennem hele bogen med påstande af denne art, som kan
kritiseres. En del af disse skyldes muligvis, at
litteraturlisten er meget lille og mangelfuld for en
historisk fremstilling. Det er således slående, at
litteraturlisten udelukkende består af ældre
litteratur, når man ser bort fra en titel fra 2002 og
en fra 2004. Det kunne eksempelvis have hjulpet
forfatteren med hans forståelse af ledingsordningen,
hvis han havde medbragt blandt andet Niels Lund: Lið,
leding og landeværn. Hær og samfund i Danmark i ældre
middelalder samt Rikke Malmros "Den danske
ledingflådes størrelse" i Poul Enemark, Per
Ingesman og Jens Villiam Jensen (red.): Kongemagt
og Samfund i Middelalderen. Festskrift
til Erik Ulsig på 60-årsdagen 13. februar 1988.
Herudover ville jeg nok personligt have medtaget de
nyeste udgaver af en bogudgivelse – eksempelvis er den
udgave jeg har af Else Roesdahls Vikingernes
verden fra 2008, mens Poul Skaaning i sin
litteraturliste opfører den oprindelige udgave fra
1989. Denne bog har Else Roesdahl imidlertid givet en
omfattende revision i de efterhånden mange udgaver
efter 1989.
En
sidste ting jeg lige vil nævne er en mangel, som ikke nødvendigvis
skyldes forfatteren. Bogen er fyldt med flotte billeder
og tegninger, der af og til supplerer teksten rigtig
godt. Der mangler dog et billedregister eller en bemærkning
i forbindelse med billederne om deres ophav. Enkelte af
dem kan jeg genkende fra andre udgivelser, og i værste
fald kan der være et problem med ophavsrettigheder,
hvis forlaget ikke har sikret sig tilladelse til at
bruge dem. Hvorvidt tilladelsen er der eller ej er ikke
til at vide, da det ikke står anført i bogen.
Som
sagt var jeg forudindtaget overfor bogen, inden jeg
begyndte læsningen, og jeg må indrømme, at den levede
op til alle mine forventninger. Bogen efterlader dog
bestemt ikke udelukkende negative strømninger hos mig,
der er enkelte positive virkninger af bogen. Forfatteren
giver en række friske og nytænkende teser omkring
denne periode i Danmarkshistorien, så faghistorikere
kunne blive tvunget til at gennemtænke epoken igen.
Disse vil dog i modsætning til Poul Skaaning forhåbentligt
i højere grad gøre brug af gode historiske redskaber
som kildekritik. Jeg kan dog godt anbefale folk at læse
bogen – I skal blot huske at være kritisk tænkende.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Poul Skaaning:
Knud den Store - Drømmen
om nordsøimperiet 1014-1066
Udg. af Forlaget
Hovedland
248 sider, 249 kr.
Forlaget
Hovedland >
|
|
|
|
|
|