BogFeature
Nationalismens spøgelse – mellem romantik og opløsning

Af cand.mag Kathrine Richter, Historie og samfundsvidenskab

Hans Hauges bidrag til nationalismedebatten er svær at kategorisere. Bogens omslag bekræfter, at Hans Hauge er lektor ved Nordisk Institut på Århus Universitet, ligesom der bliver nikket til hans mangeårige bidrag til Groft Sagt-klummen i Berlingske Tidende. Der er desværre mere debatkronik over bogen end lingvistisk diskussion og akademiske overvejelser, hvilket placerer bogen i den meget lette ende af nationalismelitteraturens mange facetter.

Det er lige så svært at betegne målgruppen for denne bog. Jeg ville ikke anbefale denne bog til læsere, som ikke ellers er bekendt med nationalisme som akademisk studium, idet der er for meget ‘name dropping’ i bogen uden forskerdiskussion og henvisninger. Den samme lemfældighed med fodnotehenvisninger gør, at personer, der søger akademisk indsigt, river sig i håret, da Hans Hauges påstande ofte går ustøttede hen.

Det er en debatbog, der afslører en offentlig persons forvirring over nationalismen, dens tiltrækning og dens umulighed i en verden, der i stigende grad er multikulturel. Det er individets forvirring over hangen til det nationale, det lokalt partikulære, samtidig med at grænser nedbrydes, og vi i stigende grad møder andre kulturer i hverdagen. Hans Hauge giver et glimrende billede af den eksisterende individuelle forvirring og stiller spørgsmål til, hvordan nationalismedebatten overhovedet kan fortsætte, når vi samtidig er en del af et Europæisk Fællesskab med åbne grænser, og det nationale i stigende grad er blevet et fyord.

Hvorfor vil vi stadig nationalismen og hvordan udmønter denne trang sig?

Disse spørgsmål er ganske relevante i en debat, og Hans Hauge er god til at belyse uoverensstemmelser, kuriositeter i hverdagen og minde læseren om de nationale elementer, man tager for givet. Men derfor er det også ganske ærgerligt, at Hans Hauge benytter teorier af forskere som Ernest Gellner og Benedict Anderson. Forskere, der har gjort sig i diskussionen af moderne nationalisme, der er skabt på grund af industrialiseringen og et behov for central styring. Litteraturlisten nævner for eksempel ikke Anthony Smith, som dog bliver kort nævnt som Gellners og modernismens modstander på siderne 54 og 55.

Det er ærgerligt, at Hans Hauge ikke går dybere ind i diskussionen af etnisk nationalisme, idet han nu er gået ombord i dansk nationalisme – ikke kosmopolitisk nationalisme. Danmark er i nationalisme­diskursen generelt set som en af de få etniske nationalstater i verden, og det, for mig, er bogens svageste punkt – udelukkelsen af teorierne bag etnisk nationalisme som et redskab til at forstå dansk nationalisme. Her ville han måske have fundet nogle mulige svar på sine spørgsmål.

Hans Hauge favner bredt, men som nævnt er hans publikum ikke klart defineret. Til tider virker det som om han mest af alt har skrevet bogen til sig selv, for at få hold og hale på sine egne forvirringer, og det kom også til udtryk i et interview i Weekendavisen omkring bogens udgivelse.

Men når man har tæsket sig igennem bogen, som kan være svær at holde rede på, fordi personlige anekdoter blandes sammen med udokumenterede akademiske diskussioner, så står man på den anden side og ville ønske, at dette var et manuskript til en mere helstøbt bog. For ideen og bagtanken er god, men det synes tydeligt, at Hans Hauge har tilladt sig selv en personlig rejse under tilblivelsen af denne bog – men, som han selv konkluderer til slut, så er verden normal igen. Så hvad skulle man så på den galej?