BogFeature
Hunden i historien

Af Per Ole Schovsbo

At en hundebog bliver udsolgt, efterspurgt, revideret og genudgivet 12 år efter den første udgave, viser både at interessen for vores kæledyr er meget stor, og at Rikke Agnete Olsen er en af de få virkelige fagfolk, der er kendt for at kunne fortælle og formidle historie i øjenhøjde med læserne. At forfatteren, forskeren og arkæologen så også er hundeelsker, afslører henvisningerne på de første sider til de ”små hyggefyre” eller den løveklippede ”krammefyr” på middelalderlige billeder. Tonen er således tidligt slået an, og det er både en styrke og svaghed for den velillustrerede lille bog.

For det er jo ikke en bog om hundens pasning, træning eller sygdomme, men om dens lidt mere systematiske historie, der begynder med menneskets indgriben i naturens orden for ca. 12.000 år siden, hvor jægerne tæmmede nogle ulveunger. Deres unger og ungers unger blev gradvist stamforældre til de ulvelignende hunde, som arkæologer har påvist, var så tæt på jægerne i tidlig jægerstenalder, at de er begravet sammen. Hunden er derfor et kunstprodukt, der ikke har eksisteret i den frie natur. Nogen har for nylig påstået, at den moderne hunds instinkter faktisk er så reduceret, at den ikke ville kunne klare sig selv.

Da først hundene var blevet en tæmmet del af menneskers hverdag, gik det stærkt. Avlen tog retning mod at samle forskellige egenskaber, kropsbygning og meget andet i særlige hunde, der udfyldte forskellige nyttige funktioner sammen med jægere, hyrder eller mere militære opgaver som vagt og kamp, mens skødehunde avledes til de mere forfinede herskabers gemakker.

Den bedst kendte del af hundenes ældre historie er knyttet til de klassiske oldtidskulturer i Ægypten, Grækenland og Rom, hvor hunden spillede en betydelig rolle som vagt- og skødehund for den frie klasse. I Nordens jernalders bopladsmateriale  er hunden meget synlig, og i vikingetid har man efterretning om tre forskellige typer hunde i de højere kredse, der formentlig blev uvekslet mellem stormænd og fyrster som kostbare gaver, ligesom jagtfalke og heste.

Omridsene af vor tids hunderacer tegner sig i løbet af middelalderen, hvor jagthundene, der kunne løbe en hare op, lignede vor tids mynder, mens vagt- og hyrdehunden var lidt tungere, og skødehundene trinde krølhårdede mopper med broderet halsbånd og dårlig kondition. I løbet af middelalderen kom der mere system i brugshundenes avl og træning. Gamle svenske lovtekster nævner således blandt jagthundene specialister som støvere, sporhunde, gravhunde, vandhunde og elghunde.

Middelalderen var simpelt hen hundenes sande tid, skriver Rikke Agnete Olsen, med den tilføjelse, at det var det kongen og godsejerne, der havde retten til at bestemme over bøndernes hundehold på de områder, hvor jagten havde betydning. Bøndernes hunde skulle lemmes, det vil sige, at man helt frem i 1700-tallet huggede det ene ben helt eller delvist af hundene, for at undgå, at de jagede herremandens eller kongens vildt. Andre beretninger gik på, at man fjernede hundenes hjørnetænder. Så der var altså hunde i middelalderen og renæssancen, der ikke havde det så godt.

Det samme var tilfældet i byerne, hvor halvvilde hunde drev om, og sammen med grisene levede af ådsler og skarn. Det var de skabede køtere, der spredte rædsel og hundegalskab, der ikke var velsete af det finere borgerskab som den lidt sky Ludvig Holberg, der af samme grund hadede hunde.

Først efter enevældens afslutning i 1849 udbredtes jagthundene på fire ben og med intakte hjørnetænder sig til borger- og bondestand, mens nye brugshunde udvikledes som fx vognhunde (dalmatinere) og forfinede skøde- og vagthunde. De blev opdelt i de såkaldte racer, hvis avl blev lagt i faste rammer efter krav til ydre træk og karakteregenskaber. I vore dage er det heller ikke længere leverpostejmadder i firkanter, man giver sin hund til frokost, men særlige fodertyper der er udviklet af en hastigt voksende kæledyrsindustri.

Men det bedste ved mennesket er stadigvæk hunden, slutter Rikke Agnete Olsen Hunden i historien. Man kunne tilføje at det bedste ved bogen er dens ukunstlede tilgang til stoffet, samtidigt med at det er dens svaghed, fordi man på sin slentretur gennem historien, savner et let systematisk overblik eller rød tråd, i det mindste over den europæiske del af stoffet. Og for resten savner man også noget så simpelt som en litteraturliste.