BogFeature
Husbestyrerinde søges...

- Ni kvindefortællinger fra det 20. århundrede.

Af Agnete Birger Madsen, historiker, ph.d.

Hvorfor bliver man husbestyrerinde? Hvad vil det sige at leve sammen med et menneske i noget, der ligner et ægteskab, men er et arbejdsgiver/arbejdstager-forhold? Og hvordan finder man identitet, for ikke at tale om integritet, svævende i et socialt, økonomisk og juridisk tomrum?

Det er disse spørgsmål, der danner baggrund for denne bog, der er bygget op omkring ni personlige beretninger fra kvinder, der har arbejdet som husbestyrerinde et eller andet sted i Danmark i løbet af det 20. århundrede.

Det er en rigtig god ide. For det første er husbestyrerinder og deres gerning et uudforsket kapitel i de danske kvinders historie, selvom der f. eks. i år 1950 var ikke mindre end 24.272 af dem. Og for det andet er det næsten altid spændende at læse personlige livsberetninger om en tid eller en gerning, der (næsten) ikke findes mere.

Og for eftertiden er det en gave, at nogle har ulejliget sig med at interviewe nogle mennesker, hvis liv og tanker ellers ville forsvinde sammen med dem selv. Således også med disse forhenværende husbestyrerinder.

Lise Nørgaard fortæller i forordet om de mange husbestyrerinder, hun i tidens løb har kendt. Ikke mindst hendes egen, frøken Petersen, der tog sig af børnene og husholdningen, mens fru Nørgaard og mand var på arbejde. Lise Nørgård er ikke i tvivl: Man blev husbestyrerinde, fordi der ikke var andre muligheder, når man ikke var helt ung mere, var ugift og ubemidlet, og muligvis også havde et barn at forsørge.

I det næste kapitel giver forfatteren en kort historisk oversigt, der blandt andet konkluderer ud fra de efterfølgende ni beretninger.

Man forstår, at en husbestyrerinde kunne være mange ting. Det kunne være en frk. Jensen, der havde ansvaret for husholdningen på et stort sjællands gods, hvor upstairs var skarpt adskilt fra downstairs, eller det kunne være en Karen, der fulgtes ad med husbond til bankospil og familiefester og som ender med at identificere sig mere med hans familie end med sin egen. Og alt muligt derimellem.

I mange år var husbestyrergerningen næsten den eneste mulighed for en enlig mor for at have børnene hos sig. ”Barn ingen hindring” står der ofte i annoncerne efter husbestyrerinder. Forfatteren fortæller, at tusindvis af kvinder søgte ud som husbestyrerinder, fordi de blev enker eller som følge af en graviditet i utide. Og at nogle mænd var af den opfattelse, at husbestyrerinden, den faldne kvinde med det uægte barn, automatisk stod til rådighed i sengen.

Man forventer derfor at høre noget mere om dette emne i beretningerne. Hvordan klarede de det? Men nej. Meget andet bliver der snakket om, men ikke dette, som det ellers kunne være spændende også at få noget mere at vide om. Kun en af kvinderne fortæller, at hun og enkemanden begyndte at holde af hinanden og derpå blev de gift. De andre berører stort set ikke emnet sex eller kærlighed – og da slet ikke i forhold til husbond. Er det mon et udtryk for, at vi her har at gøre med et tabuemne? I hvert tilfælde så er der uoverensstemmelse mellem forfatterens kommentarer og beretternes på dette område.

De ni interviewede var husbestyrerinder forskellige steder i Danmark, fra 1940’erne til 1990’erne. De fleste var gået ud af 7. klasse og kom fra landet. Men deres bevæggrunde til at blive husbestyrerinde og deres stilling som sådan var meget forskellige. Der er selvfølgelig stor forskel på jobbet, om det er hos en husmand, en godsejer eller en læge i København, men også deres status i familien er meget forskellige og varierer fra funktionærstatus til ven og familiemedlem.

Bogen er meget velskrevet, og der er ingen overvejelser over kilder eller henvisninger af nogen art. Det første er godt og det sidste er en skam. Når bogens vigtigste ærinde er de personlige beretninger, så skylder man at indvi sin læser i, hvordan man har fået fat i interviewpersonerne, og hvordan man har brugt dem. Har man blot brugt dem, der nu engang meldte sig, eller har man valgt ud blandt mange – og i givet fald efter hvilke kriterier? Er beretningerne på nogen måde repræsentative? Er der oplagte spørgsmål, der ikke blev stillede, eller ikke besvarede? Intet får man at vide om forfatterens overvejelser, desværre.

Der er ellers mange gode overvejelser at gøre sig, når man arbejder med personlige beretninger. F. eks. det faktum, at ethvert menneske helst vil se tilbage på sit liv som noget godt. Eller at beretteren muligvis fortier nogle forhold af hensyn til de efterladte.

Måske er det netop sådanne forhold der forklarer, hvorfor alle beretningerne er så utroligt pæne.

Faktisk er hele bogen pæn. En lækker opsætning og flotte billeder - som man desværre heller ikke får at vide noget om. I nogle tilfælde angiver billedteksten, at billedet stammer fra den pågældende beretters fotoalbum, men i andre tilfælde er der ingen billedtekst, og man aner ikke, hvem man kigger på.

Indimellem beretningerne er der på en mørkere bund placeret faktaboxe om forskellige relevante emner. Om bl.a. Københavns tjenestepigeforening, der blev til Husassistenternes Fagforening, om husholdningsforeninger, Mødrehjælpen, P-pille, landbruget før og nu m.m. Det er skåret ned til et absolut minimum og fungerer i sammenhængen rigtig godt.

Alt i alt en smuk bog og en smuk tanke at få husbestyrerinderne selv til at fortælle, så længe de er her endnu. Og man får et godt billede af hver enkelts baggrund, og hvordan vedkommende blev husbestyrerinde, ligesom også alderdommen er kommet fint med. Hvor ville det bare have været endnu bedre, hvis vi havde fået færre beretninger om den dag, de var oppe at trykke dronningen i hånden på grund af lang og tro tjeneste og til gengæld fået flere om noget af alt det i deres liv, der ikke var så nemt. Det gør ikke noget, at overfladen krakelerer engang i mellem. Det er ofte der, vi får øje på mennesket i historien og kan nikke genkendende.