- Rettighedskulturer i Danmark
1750-1920
Af Henning
Lyngsbo
Forfatteren er ph.d. i historie.
Bogen Husbondret er skrevet på basis af en
ph.d.-afhandling i 2004, om Rettighedsopfattelser i
Danmark 1750-1920. Forfatteren er chefkonsulent ved
Institut for Menneskerettigheder. ”Herfra har jeg fået
min første inspiration til at begive mig ud i noget
for en historiker så eksotisk som jura og forsøg med
tværvidenskabelighed.” som hun skriver i sit forord
til bogen.
At betegne jura som noget eksotisk må
nok skyldes en veludviklet sans for sort humor hos
forfatteren. Den går tilsyneladende igen i
forfatterens valg af titel til bogen -
”Husbondret”. En
juridisk disciplin post festum? Når
man har gennemlæst bogen, efterlader den et indtryk
af juridisk viden og metode på et højt niveau. De
juridiske termer er nærmest uangribelige. Men intet
sted finder man belæg for at anvende titlen
Husbondret. Medmindre forfatteren med anvendelsen af
ordet ret mener rettighed – og altså ikke en
juridisk disciplin. Men bevar mig vel. Titelvalget er
svært med det meget komplicerede og tværfaglige
indhold, bogen er udstyret med. I stedet for
Husbondret kunne man fristes til at vælge ”Husholdningsret”.
Det var trods alt et fag i Aristoteles ”Statslæren”
. Eller ”Husret”
eller ”Husstandsret” , oversat fra et af
Aristoteles nøglebegreber - Oikos. Men det minder nok
for meget om den Naturret, som forfatteren i sin bog
netop mener at have påvist ikke-eksistensen af under
periodens mange forandringer til fremme af og til
”gavn” for individet som retsubjekt. Ifølge
forfatteren skyldtes forandringerne Kontraktsretten
– ikke Naturretten. Og deri har hun sikkert ret.
Når jeg sætter anførselstegn ved
ordet gavn, skyldes det forfatterens egen diskussion i
bogens afslutning. Fra at være underordnet husbondens
jurisdiktion, trådte tyendet ud af dette forhold og
blev et selvstændigt retssubjekt. Men samtidig
frigjordes husbondens pligt til at yde tryghed og
beskyttelse for tyendet. En retssædvane, som havde
eksisteret måske i årtusinder faldt pludselig bort.
Var det godt eller skidt? Var trygheden
bedre end friheden? Et spørgsmål, der også
blev stillet af sovjetborgere, da Sovjetunionen
kollapsede. Et spørgsmål, der fortsat vil blive
stillet verden over, afhængigt af de politiske
forhold.
Tilbage til Anette Faye Jacobsens
bog. Formålet med den er at kortlægge Danmarks
retspluralistiske kultur i tiden 1750-1920. En kultur,
hvor rettigheder og pligter afhang af personens rang
og stand. En kultur eller rettere flere kulturer,
udstyrede med hvert sit retssystem. En gennemgang af
Danske Lov viser en række områder, hvor
kontraktsrettens grundprincipper var gældende. Og som
forudsatte ligestilling mellem individerne. Helt
anderledes end husbondområdets hierarkiske fundament,
som også indgik i samme lov.
Forfatteren fokuserer især på
begrebet ”husbond”, hvad enten det stod for
godsejer, gårdmand eller håndværksmester. Denne
husbond var udstyret med en autonom magt over sin
husstand med fri dispositionsret og strafferet.
Forfatteren afdækker i sin bog, hvorledes lovgivning
og måske især retspraksis respekterer og støtter
denne magtudfoldelse.
Forfatteren inddrager også
husbondens rettigheder udadtil. Han var jo husstandens
eneste retssubjekt. De andre personer i husstanden
blev ikke betragtet som retssubjekter. Det var derfor
ham alene, der fik tildelt politiske rettigheder i
1830´rnes Rådgivende Stænderforsamlinger og senere
Rigsdagen.
Bogen er opdelt i tre hoveddele.
Danske Lov og frem til landboreformerne. Derfra og til
og med junigrundloven 1849. Endelig videre frem over
grundlovsrevisionen 1915 til og med Medhjælperloven i
1921.
Hver periode gennemgåes med henblik
på at registrere og analysere de retspolitiske strømninger.
Der fokuseres på den grundlæggende juridiske teori
og dogmatik. Det vil sige, at de tidssvarende
juridiske lærebøger m.m. også inddrages i den
diskurs som er nødvendig for at forstå de mange
facetter i den pågældende tids samfundsbillede.
Forfatteren har godt greb herom. Hun kan derfor
berette om tidspunkter, hvor juraen er på forkant med
den aktuelle politiske udvikling og andre tidspunkter,
hvor det modsatte er tilfældet. Næsten uanset hvad,
får man en stærk fornemmelse af, at landets store
jurister satte deres fingeraftryk på ethvert politisk
resultat.
Det er i øvrigt et stort plus, at
forfatteren bringer historiens store jurister ind i
bogens fremstilling. Disse lærde herrers udsagn, der
flittigt citeres, er nogen gange overraskende. Dels når
de viser deres sande politiske jeg, og dels når de
kommer i mindretal med deres juridiske argumenter.
Det er også et plus og egentlig et
must for en bog af denne kaliber, at forfatteren
gennemgår en række retssager. Retspraksis har været
og vil altid være en af de vigtigste kilder til vor
forståelse af fortiden og samtidig en uundværlig
vejledning for såvel nutiden som fremtiden.
Endelig skal bogens fremstillinger af
tidens politiske drøftelser fremhæves. Igen er
citaterne fra de mange politikere af stor betydning
som kildemateriale.
Det springer lidt i øjnene, at en af
de vigtigste bestemmelser i Danske Lov, nemlig 3-19-2
på det nærmeste forbigåes i tavshed. Den er ikke nævnt
i den ellers fyldige lovoversigt. På side 62 er
bestemmelsen alene omtalt i en bisætning.
Bestemmelsen omhandler husbonds ansvar for sine
ansattes uforsvarlige, skadegørende handlinger(culpa)
overfor 3.mand. Bestemmelsen er fortsat gældende i
dansk ret. Og retspraksis op til d.d. indeholder særdeles
mange afgørelser, der bruger D.L. 3.-19.-2. som den
retlige subsumption for afgørelser om arbejdsgiveres
ansvar for ansattes skadegørende handlinger. Næppe
nogen anden bestemmelse i DL har haft så stor og
blivende betydning for det danske samfund som denne
bestemmelse. Husbondansvarsregelen, som den også
kaldes, har udvidet kredsen, der omfattes af
begrebet husbond til stat, kommune mfl.. Kort
sagt enhver arbejdsgiver, hvad enten der er tale om en
privat eller offentlig. At betegne det offentlige som
husbond er måske sprogligt svært at kapere. Men
juridisk er det realiteten. Eksempelvis er forfatteren
selv som ansat i Institut for Menneskerettigheder
beskyttet af 3.-19.-2., hvis hun uagtsomt(simpelt
eller groft) eller forsætligt påfører 3.mand eller
hans ejendom skade. Her træder staten til og yder
skadelidte erstatning.
Så husbondbegrebet eksisterer altså
også i dag og yder den ansatte samme tryghed, som
3.-19.-2. har gjort i mere end 300 år. Også selvom
den ansatte i dag har sin fulde frihed. Trygheden er
endog blevet større, idet husbonds regresadgang er
afskaffet, jf. Erstatningsansvarslovens § 23.
Som det efterhånden er sædvanligt
for fagbøger af denne karakter, er bogen udstyret med
et ret stort galleri af minipersonbiografier. Dette
sammenholdt med et ret så stringent noteapparat, det
sædvanlige stikordsregister, en megastor
litteraturoversigt samt en fyldig lovoversigt gør det
forventeligt, at bogen også vil blive anvendt
som håndbog for de mange historikere, jurister,
filosoffer m.fl, der interesserer sig for tiden efter
Danske Lov´s tilblivelse i 1683.
Forfatteren har haft den nødvendige
støtte fra kompetente og velkendte retshistorikere og
jurister i øvrigt i forbindelse med såvel ph.d.-
afhandlingen som bogudgivelsen. Forfatterens interesse
og virke for menneskerettighederne har været en væsentlig
drivkraft. En conditione sine qua non.
Det
er en modig og fornem præstation af Anette Faye
Jacobsen, at gennemføre en så højprofileret, tværvidenskabelig
analyse af en periode med retspluralistisk kultur i
Danmark. Resultatet er forbilledligt for den tværvidenskabelige
forskning.
