BogFeature
Det danske imperium - Storhed og fald

Af Karsten Gabrielsen

Det danske imperium er det koncept, som de to forfattere ønsker at opridse som et alternativ til den mere konventionelle danmarkshistorie, der bevæger sig på et ganske nationalt plan, præget af småstatsfølelsen efter 1864. Bogen kan da også ses som en alternativ tolkning af danmarkshistorien og kan med sine mange overordnede linier oven i købet ses som en ganske vellykket komprimering af det danske riges historie.

Tesen er, at det danske rige altid har bestået af mange forskellige dele udenfor det danske kærneland, og at hele opbygningen af riget og den førte politik er skabt på dette grundlag. Det bliver det multikulturelle og multietniske præg, som det samlede danske rige har, og den hyppige samtidighed i den politiske udvikling i forhold til de andre store europæiske statssamfund, der lægges vægt på i denne fremstilling.

I visse perioder af danmarkshistorien kan man vel tale om en egentlig imperiefunktion og –tanke,  men om realiteten er så gennemgående, som de to forfattere mener, er et andet spørgsmål. Det kan godt virke lidt trættende i længden, at man i mange tilfælde blot har udskiftet ordet ”rige” med ”imperium”, men samtidig er det naturligvis gentagelsens pædagogik, der skaber det nye billede, som ønskes fremmanet. Definitionen af imperiet som ”en verden”, et fællespræg i en statsdannelse, er ganske bred. De institutioner, som skulle skabe en imperial basis, hører vi så godt som intet til. Som et billede af den danske historie på europæisk baggrund er fremstillingen til gengæld klart en fornyelse.

Starten på de danske imperier lægges allerede i de høvdingedømmer i yngre jernalder, der udviser træk, der kobler dem til den form for magtudøvelse og territoriel beherskelse, som det romerske imperium inden og uden for sine grænser følger. Derfor bliver de høvdingedømmer, som dannes omkring de danske rigdomscentre i Himlingøje og Gudme, de første danske imperier. Deres indflydelse strækker sig – som det fremgår af det arkæologiske materiale – langt ud over lokalområdet, og deres alliancer, aflæst på gravgods fra rige grave i nabolandene, breder sig ud over det nordlige Europa på en sådan måde, at tegninger til et imperienetværk på mange måder viser sig. Men om det er med Himlingøje og Gudme i centrum, eller om ikke snarere de er satellitter i et større eller anderledes konstrueret netværk, det må nok stadig stå som et åbent spørgsmål. Dertil er både arkæologernes materiale for beskedent, og de to forfatteres argumentation for svag.

Nordsøimperiet er næste omdrejningspunkt, og her opfattes rigssamlingen klart som imperiebyggeri – fra Tissøhøvdingen til Svend Estridsen. Lauritz Weibulls gamle tolkning af Gorms jellingesten, der oversætter bod til kejser, hvorved Gorm skulle fremstå med kejsertitlen, trækkes her frem igen.  Tolkningen er tvivlsom, men generelt må man sige, at vi i denne periode i hele Europas periferi ser riger opstå, der forsøger at finde et ideologisk fodfæste i de forhold, som de finder i kontinentets centrum, hvorfor tegn og symboler fra romersk og byzantinsk herskerideologi dukker op i forskellige forklædninger. Der er ingen tvivl om, at Knud den Store bruger den bretwalda-titel, som hans forgængere som det samlede Englands konger har anvendt, og at den kan oversættes med imperator, eller at hans styreform er imperiets. Måske kan man tvivle på, at denne struktur overlever ham i det danske rige efter 1042. Man bør måske netop i dette forhold skelne mellem det formelle og det uformelle imperium – og med det uformelle imperium mener jeg de afhængigheds-, familie- og allianceforhold, som til enhver tid har sikret en konge en større eller mindre grad af kontrol med områder, der faktisk er i en anden herres besiddelse.

Det er da også de mere uformelle bånd, der i de følgende perioder bedst forklarer den danske konges indflydelse. Svend Estridsen og hans familie har både tronkrav og reelt herredømme over områder i Østersøområdet og i Sverige. Magnus Nielssøns vestgøtiske kongemagt nævnes her kun i en bisætning, skønt den nok fortjener mere analyse – men her er forfatterens interesse i korstogsbevægelsens oprindelse i Nordeuropa langt større. Det interessante aspekt i dette er selvfølgelig også det europæiske – Svend og hans efterslægt var usædvanlig vel forbundet med lederne af det første korstog, og den danske ekspansion ind i Østersøen får her også en grundlæggende ideologisk retfærdiggørelse. Men også her svæver imperiet før Valdemar I underligt i luften – Knud Lavards allliancer i forhold til Niels’s og Magnus’s kan i hvert fald give anledning til, at vi må overveje, hvorvidt vi taler om imperium – eller snarere en familiebaseret konføderation. Først med Valdemars ideologer – Sven Aggesen og Saxo - og med kongens udrensninger i familien - kan en egentlig kontrollerende imperiestruktur siges at tage form. Fuldt udviklet ser vi den i Valdemar II’s østersøimperium, hvor skytsherrefunktioner, vassalforhold, erobringernes nyorganisering og indflydelsessfærer viser imperieformationen i sin klareste form. Det er da også den fortsatte insisteren på imperieetiketten i de følgende kongers tid – Abel, Christoffer, Erik Klipping – der gør begrebet så udvandet; og det forhold at forfatterne ikke altid giver sig tid til at forklare, hvorledes imperiet skifter karakter for at nå frem til næste imperiale fremtrædelsesform. For Erik Menveds imperium er – trods retskravenes enslydende karakter – ikke Valdemar Sejrs. Og Margrethe I’s og Erik af Pommerns er slet ikke.

Unionsimperiet er fremstillingens højdepunkt. Her kan både institutioner, rigsråd og forvaltninger, lande og landskaber, og den europæiske status og baggrund spille med og give et billede at et på mange måder rigt og moderne statssamfund. At der stadig er korstogsideologi med i spillet i den danske konges samarbejde med portugiserne om rejser mod vest og nordvest o. 1500 er bare en del af fortællingen om et imperiums handlemønstre. Interessant er også den spekulation i et alternativt imperiums opbygning, som ligger i Valdemar IV’s arveaftaler med mecklenburgerne – et imperium, hvor hansaen og de holstenske grever ville være kommet så meget i klemme, at det danske riges vigtigste politiske problemer i 1400-tallet (og sandsynligvis længe efter) ville være forsvundet.

Unionskongernes internationale forbindelser gøres der med god grund meget ud af. På hjemmefronten synes forfatterne dog at være fanget lidt i adelsvælde-tankegangen, når de mener, at kongens magt med Hans’s håndfæstning når sit middelalderlige lavpunkt. Det kan selvfølgelig siges ud fra dokumentets ordlyd (selv om meget i den forbindelse også kan siges om både Valdemar III’s og Frederik III’s håndfæstninger), men de politiske realiteter og kongens faktiske råderum bør vel også tælle med her.

Ud af Kalmarunionens ruiner skabes det oldenburgske statssystem, som følges i kapitlet om ”Østersømagt på retur”. Her starter vi efter unionens endelige sammenbrud i 1521 med en reformation, og med den med en fornyet høj europæisk status, der involverer imperiet – særlig under Christian IV – i de omvæltninger i det europæiske statssystem, som fører til den westfalske fred. En økonomisk enhed søges udviklet, imperiets ekspansion ind i nordtyske fyrstbispedømmer og ud i oversøiske kolonier viser visioner, som virkelig er imperiale. Imidlertid falder denne ekspansion sammen med både Sveriges, Nederlandenes og Englands tilsvarende ekspansion, og i kampen om Østersøen, hvor de alle er interessenter, må det danske rige trække sig – Østersøen er blevet et internationalt anliggende, hvor et hegemoni er uønsket.

Selv enevældens indførelse og den vidt forskellige måde, som regeringsformen udmøntes på i rigets forskellige dele, viser at imperiet stadig lever. Det skal samtidig finde sin plads i et fasttømret europæisk system af alliancer, samtidig med at Gottorps suverænitet skaber et akut problem inden for egne grænser. Christian V’s forsøg på krig, kup og militære demonstrationer viser, hvor lang (eller kort) snor, alliancepartnere og –modstandere vil give hans imperiale aspirationer. Oldenburgs og Delmenhorsts indlemmelse i imperiet ændrer ikke på indtrykket af tilbagetrækning fra al tysk politik, der ikke relaterer til Gottorp.

De følgende kapitler, ”Fra konglomeratstat til enhedsstat” og ”Fra helstat til nationalstat” følger det oldenburgske statssystems nedgang og sammenbrud i sine forskellige etaper, men hele tiden med stor vægt på de enkelte dele af imperiet: Norge, de nordatlantiske områder, Slesvig-Holsten, kolonierne. Det giver faktisk ganske gode resultater – Frederik VI’s holdning under napoleonskrigenes senere faser bliver klart tolket i forhold til den imperiale tankegang, der for enhver pris vil fastholde Norge. Den danske regerings spil på internationale gnidninger og uoverensstemmelser – ja tilmed på et engelsk regeringsskifte under Londonkonferencen 1864 – rummer også en tankegang, der stadig er imperiets; del og hersk-tankegangen har igennem flere hundrede år været måden at bevare balancen i forholdet til såvel hertugdømmerne som til Norge, og hele 1700-tallet er én lang balancegang mellem alliancepartnere og krigende parter.

Først 1864 ændrer indstillingen – det danske rige er nu kun en småstat, der lever på tysk nåde og unåde, men stadig er der dele af riget, der skal have afklaret deres status i forhold til styret i København. Udviklingen frem til begrebet ”rigsfællesskab” fylder i denne fremstilling langt mere end forholdet til Tyskland – og de nye muligheder for at føre sig frem på verdensscenen viser stadig tendenser, der viser tilbage til imperierollen.

Det danske imperium – storhed og fald er en alternativ danmarkshistorie, der med sit gennemførte syn på det danske rige som et imperium både viser nye vinkler og med disses til tider provokatoriske udlægning af udviklinger og begivenheder virker forfriskende og opfordrer til fornyet stillingtagen til danmarkshistorien.

Kun ganske enkelte egentlige fejl kan spores. Dronning Margrethe I’s opdragerske, den hellige Birgittas datter, hed Merete Ulfsdotter, ikke Merete Ulfstand. Citatet om flåden på side 42 har sammenhæng med Knud den Stores erobring af England i 1015, ikke med Svends i 1013, og hvorvidt den danske prinsesse Ingeborg har skræmt den drabelige krigsmand Philippe Auguste af Frankrig fra vid og sans på bryllupsnatten må være forfatterens helt private mening.

Bogen er blevet til som resultatet af et undervisningsforløb ved Syddansk Universitet i Odense, og den vil helt sikkert kunne anvendes som grundbog på universiteternes gennemgang af de lange linier i danmarkshistorien. Men den er skrevet på en sådan måde, at enhver med interesse for historien føler sig velkommen. Dens insisteren på at fastholde linier, perspektiver og ideologiske grundlag for historiens begivenheder gør, at den leverer en anden fortælling end de fleste populære fremstillinger af danmarkshistorien. Trods de ovennævnte svagheder i grundlaget for at fastholde samme perspektiv over hele den historiske tid får vi her et ganske god mulighed for at se, hvad det er for tanker, der har ligget til grund for politiske beslutninger, som vi med vores moderne briller umiddelbart har meget lidt forståelse for.