|
- Bygninger, miljøer og bevaringsværdier
på danske havne.
Af Brian Wiborg
De danske havne er som industrihavne et
uddøende fænomen. Kun i nogle få store havne bevares
den industrielle funktion, mens en lang række købstadshavne
er i gang med at omdefinere deres rolle og udseende i
byen. Det medfører en masse udfordringer til lokale
politikere og arkitekter, for med havneområderne står
man på den ene side med en arv af både skønt, uskønt
og måske især uhomogent industribyggeri, og på den
anden side med nogle særdeles værdifulde kvadratmeter
i bymidten og ved vandet, som er fristende at
kapitalisere til sidste øre. Andre aktører i havnenes
omdefinering er de lokale museer, hvis opgave det er både
at sikre havnene fra i fremtidens velfriserede ombygning
at miste forbindelsen til den industrielle kulturarv
samt at dokumentere og evt. hjemtage relevante
efterladenskaber fra området.
Kulturarvsstyrelsen er kommet alle
parter til hjælp med dette på alle måder glimrende
bogværk om industrisamfundets havne. Men man kan dog
frygte, at det er for sent, for processen er i fuld gang
i mange havne allerede. Og mange steder kan man se, at
politikerne er faldet for fristelsen til at få flest
mulige midler klemt ud af havnene ved at rydde
industriens efterladenskaber og lade de bedre bemidlede
nyde solens stråler fra deres eksklusive lejligheder,
som skyder op række på række, måske endda med udsigt
til tidens fremgangssymbol nummer et: en skyskraber.
Det bedste ved denne bog er, at den åbner
læserens øjne for de kulturværdier, der ligger gemt
og glemt i de danske havne. Bygningsværker, der for den
uøvede iagttager, syner grimme og kasserbare, rummer måske
nogle kvaliteter, der er værd at bevare for eftertiden,
og som vil kunne sikre havnens sjæl, miljø og
identitet som historiens vidne for eftertiden. I bogen
skæres der igennem, så værdi kan adskilles fra værdiløst.
Det er således et glimrende redskab for alle aktører i
enhver havn i Danmark.
Bogens tilblivelseshistorie er lidt
speciel. Kulturarvsstyrelsen har ønsket at få undersøgt
de danske industrihavne til bunds (hvorfor kun til
1970?), og opgaven er blevet givet ud i licitation.
Odense Bys Museer vandt projektet, og man kan kun sige,
at museet har klaret præstationen til topkarakter.
Bogen indledes med et afsnit om
havneundersøgelsens metodik, definitioner af havne,
litteratur på området m.m. og efterfølges af et længere
afsnit om havnenes generelle historie. Interessant
beskrevet og meget informativt om havnenes skiftende
funktioner defineret af tidernes skiftende behov. Dernæst
handler det om havnenes teknik og infrastruktur, hvor
det er havneanlægget som sådan, der er
omdrejningspunktet med udgravning af havnebassiner,
bygning af bolværker og kajmure, belægninger på
landsiden, pullerter, skibsbroer, kraner, transportanlæg
osv. med fine og grundige beskrivelser af de
forskelligartede elementer heraf, der forefindes på de
danske havne. Efterfølgende beskrives de mange
forskelligartede bygningstyper på havnene lige fra
siloer og pakhuse til skibsværfter, fabrikker og
administrationsbygninger.
Odense Bys Museers medarbejdere og
forfattere til bogen har været landet rundt for at afdække
de danske havne. Undervejs er syv havne blevet udvalgt
til nærmere beskrivelse ud fra kriterier som mængden
af kulturhistoriske værdier samt muligheden for at
kunne betragte disse syv havne som hele kulturmiljøer -
hver for sig. De syv havne er hele eller dele af havnene
i Århus, Esbjerg, Odense, Svendborg, Næstved, Faxe
Ladeplads og Københavns Havns Frihavn. Hver havn får i
bogen tildelt sit kapitel til grundig beskrivelse.
Denne bog er ikke kun et fremragende
redskab for alle aktører, politikere, arkitekter og
museumsfolk rundt i de danske byer, der skal definere
havnenes fremtid. Den er samtidig aldeles læseværdig
for den almindeligt kulturhistorisk interesserede og første
sted at begynde for alle, der i fremtiden ønsker
indsigt i danske havnes historie. I det mindste for at
nyde de mange smukke fotos, som også beriger bogen. Der
bliver udgivet et hav af historisk litteratur, hurra for
det, men her er et værk, der rager op fra mængden.
|
|
|
Del på Facebook, digg,
m.m.
|
|
|

|
|
Henrik Harnow m.fl.:
Industrisamfundets
havne 1840-1970.
- Bygninger, miljøer og bevaringsværdier på
danske havne.
Udg. af
Kulturarvsstyrelsen og Odens Bys Museer
350 sider, 298 kr. +
forsendelse
Bestilling: museum@odense.dk
Kulturarvsstyrelsen >
Odense
Bys Museer >
|
|
|
|
|
|