BogFeature
Borgerlig offentlighed

Af Preben Etwil

På Informations Forlag er der netop udkommet en dansk udgave af Habermas’ berømte bog: ”Borgerlig offentlighed” (tysk: Strukturwandel der Öffentlichkeit). Bogen blev første gang udgivet så langt tilbage som i 1961, men er igennem mange år, i forskellige oversættelser, blevet flittigt anvendt på en række uddannelsesinstitutioner, da den mildest talt må betragtes som en filosofisk klassiker inden for både demokrati-, kultur- og kommunika­tionsteori. Den er nu nok mere citeret end egentligt læst. Med næsten halvtreds år på bagen kunne den også visse steder trænge til en ajourføring og opstramning, da der især inden for velfærdsstats- og kommunikations­området er sket en rivende udvikling siden 1960. Habermas undslår imidlertid i forordet fra 1990 at kunne løfte denne opgave. Trods indrømmede empiriske, metodiske og teoretiske fejl i den oprindelige bogudgave fastholder han stort set analysens hovedbudskab.

Bogens hovedtese er, at demokrati forudsætter en offentlighed, hvor borgerne kan træde sammen og i fællesskab reflektere – dvs. kommunikere frit og kritisk - over samfundets problemer. Dette rum, hvori borgerne mødes i et ”offentligt ræsonnement”, er den såkaldte politiske offentlighed. En offentlig­hed der ikke må forveksles med vores tids forståelse af den offentlige sektor. Herom senere.

Bogen er på alle måder svær at placere ind i et politisk verdensbillede. Den passer ikke ind i en traditionel politisk højre-venstre akse. Den er ingen af delene – eller begge dele. Den er kritisk til venstre såvel som til højre: Velfærdsstaten får et par drag over nakken, fordi den har en tendens til at klientgøre borgerne, mens medierne kritiseres for deres kommercielle og ukritiske udvikling. Bogen er til gengæld en stor hyldest til det fornuftige og selvstændige ræsonnement og det gode argument, befriet for religiøse, økonomiske, og politiske magtmidler.

Med den foreliggende danske oversættelse af bogen skulle alle betingel­ser for en større dansk udbredelse af Habermas’ meget udfordrende teori­konstruktioner, der bygger på den historiske materialisme, være til stede. Men helt så enkelt er det ikke. Det skyldes primært, at teksten er yderst krøllet - møntet på krøllede hjerner - der elsker tysk historisk grundighed og sprogligt pedanteri. Det kan derfor i nogle passager være en fordel at have en frem­med­ordbog ved hånden. Abstraktionsniveauet er virkeligt højt.

Teksten er inspirerende og refleksiv, men det må indrømmes, at den visse steder kalder på både tvivl og modsigelser, og den åbner i hvert tilfælde op for flere konkurrerende fortolkningsmuligheder. Dermed følger den helt den hermeneutiske og kritiske videnskabstradition.

Begrebet borgerlig offentlighed kan på dansk godt være med til at skabe noget begrebsmæssig forvirring – og her er Habermas’ tekster ikke helt lette at afkode. Habermas forstår borgerlig offentlighed på følgende måde: ”Den borgerlige offentlighed kan i første række forstås som den sfære, hvor privatfolk er samlet til publikum. Disse privatfolk gør hurtigt krav på at bruge den offentlighed, som er reguleret af øvrigheden, mod den offentlige myndighed selv for at diskutere med denne om de almene regler for samkvem i den principielt privatiserede, men offentligt relevante sfære for varesamkvem og samfundsmæssig arbejde. Mediet for denne politiske diskussion er særegent og uden historisk forbillede: det offentlige ræsonnement” (p. 79). Habermas mener, at den ræsonnerende fornuft ikke er bestemt af noget uden for fornuften selv, dvs. at den ikke bør være bestemt af religiøse, kulturelle eller økonomiske kræfter. Mennesker afgør selv – i fællesskab – hvor grænserne for fornuft går, og hvad der er gode og dårlige argumenter. Diskussioner mellem forskellige synspunkter skal foregå herredømmefrit, og det bedste standpunkt bør vinde. Dette kunne med lidt god vilje godt minde om Hal Kochs berømte demokratibegreb, der siger, at demokrati er samtale.

Det tager faktisk noget tid, inden det går op for læseren, at Habermas arbejder med en helt abstrakt og teoretisk offentligheds­model, der skelner mellem civilsamfund og stat. Civilsamfundet omfatter i Habermas’ analyser både et privat og offentligt område. Det private område omfatter intimsfæren, der bl.a. inkluderer hjemmet og familien, og socialsfæren, der bl.a. medregner arbejdspladsen. Det offentlige område, hvilket ikke må forveksles med staten, består af både en kulturel- og politisk offentlighed. Den kulturelle offentlighed omfatter her religiøse, musiske og kulturelle institutioner, diskussionsklubber og kaffehuse, mens den politiske offentlighed først og fremmest er koncentreret omkring sociale forhold, politiske partier og senere de borgerlige staters parlamenter. Borgerlig offentlighed handler derfor i al væsentlighed om, hvordan de fire elementer i intim-, social-, kultur- og politiksfæren spiller sammen (eller mod hinanden) under de samfunds­mæssige struktur­ændringer, der er foregået siden 1600-tallet.  Det kan dog af teksten nogle gange være svært at skelne mellem empiriske optegnelser og normative udsagn. Det fremgår nemlig ikke altid lige klart, om der er tale om historiske kendsgerninger eller ønskede idealsituationer.

Habermas påviser, at fremkomsten af det parlamentariske demokrati historisk set hænger uløseligt sammen med opløsningen af det feudale samfund og opkomsten af den kapitalistiske produktionsmåde. Habermas’ teori bygger på, at vores bevidsthed, handlinger og tanker udgår fra den materielle verden. Det er så at sige vores væren, der skaber vores bevidsthed og ikke omvendt vores bevidsthed, som skaber vores væren. Når produktions­vilkårene i samfundet ændrer sig, ændres vores handle- og tankevirksomhed.

Habermas beskriver et såkaldt borgerligt samfund, der modsat fortidens feudalsamfund bygger på, at de enkelte individer er selvstændige borgere med adgang til ejendomsret og beskyttelse af denne ejendomsret. Privat ejendom ses som basis for politisk rationalitet, og derfor måtte rationelle personer naturligvis gå ind for kapitalistisk produktion og privat ejendomsret.  Udgangspunktet for den borgerlige offentlighed skal historisk set bl.a. findes i Londons ca. 3.000 kaffehuse i 1600-tallet, hvor litterære diskussioner fandt sted. Her diskuterede man også samtidens forhold og i særdeleshed statens politik.

Habermas påstår, at der er en tæt sammenhæng mellem den klassiske liberalis­mes forståelse af sammenhængen mellem kapitalisme og demokrati. I den tidlige kapitalisme havde ejerne af produktionsmidlerne ingen selvstændig magt, da markedet bestod af mange adskilte og uafhængige udbydere: ”Ifølge den idé, som den borgerlige retsstat har om sig selv, kan systemet med fri konkurrence regulere sig selv […] Det samfund, som udelukkende er bestemt af det frie markeds love, fremstiller sig ikke kun som en herredømmefri sfære, men som fri fra magt overhovedet […] Et sådan samfund er underkastet markedets afgørelser, som er magtfri, og disse afgørelser er et anonymt og i en vis forstand autonomt resultat af bytteprocessen” (p.140-41).

Det er Habermas’ grundidé, at offentlige diskussioner kun undtagelsesvist vil føre til fuldstændig enighed. I praksis vil alle politiske diskussioner derfor skulle afsluttes med politiske beslutninger, og i den forstand er det op til flertallet at afgøre, hvornår en diskussion har været tilstrækkeligt debatteret, og hvad der kommer til at tælle som det bedste argument.

Hvis den borgerlige offentlighed skal fungere med fornuft, er en første betingelse, at særinteresser ikke er så uforenelige, at de er helt uimodtagelige for argumentation. Derudover skal der være lige adgang for alle parter i den offentlige debat til at sikre, at intet argument udelukkes fra at gøre sig gældende. Men deltagelse i den offentlige debat var historisk set alene forbeholdt dem, der havde selvstændig husholdning og var formuende. Udelukket var de såkaldte syv f-er: Fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter, forbrydere, fremmede og fjolser.

Det at kvinder og uformuende mænd fik stemmeret, og lige adgang til det offentlige rum, er forhold der alene hører det tyvende århundrede til. Almindelig demokratisk stemmeret uanset køn eller indkomstforhold skulle så at sige kompensere: ”krænkelsen af lige muligheder inden for det økonomiske område, hvis sådanne nogensinde havde eksisteret” (p. 222). Ligeledes blev der gradvist åbnet op for direkte politisk indflydelse fra fagforeninger og interesseorganisationer, hvilket på den lange bane sikrede det paradoks, der lå i: ”at det netop var de demokratiske kræfters kamp imod kapitalismen, der har reddet systemet” (p. 222).

Habermas påviser, at det med den brede folkelige demokratisering af samfundet bliver en selvstændig målsætning for velfærdsstaten (kaldt socialstaten):”at yde beskyttelse, kompensation og udligning for de økonomisk svagere socialgrupper, arbejdere og funktionærer, lejere og forbrugere osv. (til dette område hørte f.eks. forholdsregler, som havde til formål at omfordele indkomster). En anden karakter havde opgave med enten at afværge eller i det mindste at lindre langsigtede ændringer af samfundsstrukturen eller planmæssigt at støtte dem, ja, endog styre dem (hertil hørte for eksempel et kompleks som middelstandspolitikken)[…] Den offentlige tjenesteydelsessektor udvidede sig uundgåeligt […] Ud over offentlige omkostninger til privat produktion opstod også, i forhold til de brede massers voksende købekraft, offentlige omkostninger til konsumption” (p. 223-25). Men denne offentligt sikrede velstandsbølge havde efter Habermas også sin pris – især inden for intimsfæren: ”Efterhånden som familien blev frigjort fra sine økonomiske opgaver, mistede den også kraften til personlig inderliggørelse” (p. 235). Senere i bogen er han endnu mere ude med velfærdsstatskrabasken: ”Forholdet mellem staten og dem, som modtager ydelser fra dem er ikke i første række karakteriseret af politisk deltagelse, men af en almen krævementalitet, der forventer forsørgelse, uden egentlig at ville gennemtrumfe nogen beslutninger” (p. 301). Man kan sige, at systemverdenen koloniserede livsverdenen og klientgjorde borgeren.

Bogens stærkeste side er ubestridt Habermas’ analyser af den kommunikative proces i det senmoderne samfund. Det er hér, at han virkelig er mesteren. Hans såkaldte kommunikative forfaldsteori (hans egen benævnelse) er måske den del af hans filosofiske arbejde, der bedst vil blive husket af eftertiden: ”Den litterære offentlighed erstattes af det pseudo-offentlige eller skinprivate område for konsumption” (p. 239).

Der sker en sammensmeltning af den private og offentlige sfære: ”Med fremkomsten af de store foretagender bliver en samfundsmæssig struktur, der er neutral over for adskillelsen mellem privatsfære og offentlighed, til den dominerende organisationstype for det samfundsmæssige arbejde” (p. 232), hvilket leder hen til: ”De enkelte familiemedlemmer bliver nu i højere grad umiddelbart socialiseret af instanser uden for familien, af samfundet” (p. 235).

Efter Habermas’ opfattelse sker der i midten af det nittende århundrede en gradvis afpolitisering af den offentlige samtale: ”I dag bliver samtalen som sådan også forvaltet: Professionelle dialoger fra katedre, paneldiskussioner og round table shows – privatfolks dialog bliver et nummer for stjerner i radio og tv, gjort til penge gennem salg af adgangsbilletter og får også vareform selv i konferencer, hvor alle kan deltage” (p. 244). Påstanden er, at masseaviserne og de nye elektroniske medier ikke kan tilbyde den samme læsekvalitet som private borgerlige aviser tidligere gjorde. Aviser bliver ene og alene: ”en kommercielt fikseret forbrugsunderholdning” (p. 249). Heraf følger også, at det mere bliver profit end oplysning, der bliver avisernes fokusområde. Aviser blev herefter til simpel forbrugsunderholdning: ”med en afpolitisering af indholdet” (p. 250). Pressen udviklede sig derfor i retning af, at publikum kun kunne læse sig lidt dummere dag for dag: ”Nyheder og reportager, ja, selv menings­tilkendegivelser udstyres med underholdnings­litteraturens inventar, mens de skønlitterære indslag på den anden side sigter efter en streng ”realistisk” duplikering af det bestående, som i forvejen er subsumeret klicheer, og på den måde ophæver de selv grænserne mellem roman og reportage […] Under fællesnævneren for den såkaldte human interest opstår mixtum compositum af behageligt og også letfordøjeligt underholdningsstof, der tendentielt erstatter virkelighedssans med kon­sument­parathed, og som snarere forfører til et upersonligt forbrug af afslap­nings­stimuli, end det fører til en offentlig brug af fornuften” (p. 251).

Offentligheden gik fra at være et: ”kulturræsonnerende til kulturkon­sumerende publikum” (p. 257). Denne udvikling blev understøttet af den nye trykketeknologi: ”Med stærkt nedsatte priser og et mangedoblet antal købere kunne forlæggeren regne med at sælge et tilsvarende voksende del af sin spalteplads til annoncer” (p. 268). Jo mere pressen udviklede sig til et kapitalistisk foretagende, jo mere afhang økonomien af annonceindtægter og anden økonomisk støtte, hvilket medførte: ”at efterhånden som pressen blev kommercialiseret, blev den også manipulerbar” (p. 270). Denne markedsmæssige udvikling: ”udgjorde en trussel mod publicistikkens kritiske funktion” (p. 273), men det betød også, at avisernes redaktioner blev mere: ”åbne for pres fra bestemte private interesser, enten af privat eller kollektiv art” (p. 274).

Bortset fra det højtravende filosofisk anlagte ”tyskersprog” og åbenlyse naive forestilling om tidligere tiders økonomisk uafhængige aviser, må man forbløffes over analysens skarphed – især når man også betænker, at dette er skrevet halvtreds år før, vi så underholdningsprogrammer som X-factor og Robinson. 

De fleste danskere forbinder nok begrebet om den offentlige mening med PH’s digt af samme navn fra 1931. Digtet har slutreplikken: ”Høje, hellige moralske fine folk og samfundsstøtter; brave borgere og venner -; I som altid vasker hænder; tag og rend mig i den offentlige mening”.

Habermas lægger noget helt andet i begrebet – og alligevel. Habermas har nemlig et meget kritisk, ja, nærmest elitært, syn på den samfundsmæssige strukturændring, der skete i offentligheden fra et ideelt set selvstændigt kritisk læsepublikum til vores dages moderne publikum, der er spaltet i en minoritet af ikke-offentligt ræsonnerende specialister, og en stor masse af offentligt passivt modtagende forbrugere. Dette afspejler sig også i den politiske proces, hvor publikum er spaltet mellem en lille minoritet af partiaktivister, partisoldater der kun har til opgave at råbe hurra og klappe, og en stor vælgermasse, der grundlæggende er inaktive, og som kun forventes at skulle antage eller forkaste partiernes mangeartede forslag. Dette betyder efter Habermas’ opfattelse, at den såkaldte offentlige mening – udtrykt gennem den inaktive del af befolkningen – er ophørt med at være kilde til kritisk samfundsvurdering, og bliver kun en befolkningsmasse, der kan manipuleres – især gennem massemedierne: ”Popularitetsindekset er målestok for en regering, i hvor grad den har befolkningens ikke-offentlige mening under kontrol, eller om den må skaffe ledernes mandskab yderligere publicitet, som kan omsættes i popularitet” (p. 309). Dermed opstår der en kløft mellem hans todeling af den: ”Offentlige mening som statsretlige fiktion - og den socialpsykologiske opløsning af begrebet” (p. 331). Dobbeltheden består i, at den offentlige mening er grundlaget for det parlamentariske demokrati: ”eftersom denne stadig er den eneste anerkendte basis for legitimering af politisk herredømme” (p. 332). På den anden side, er der den: ”ikke identisk med de aktive borgeres vilje på en sådan måde, at flertalspartiet altid repræsenterer den offentlige mening” (p. 334).

I dette lys giver PH’s digt måske en ny mening. Så rend mig i den offentlige mening, da den alligevel ikke kan give et kvalificeret modstykke til kritisk og selvstændig tænkning.

Habermas’ ”Borgerlig offentlighed” kan på ingen måde læses som en klassisk demokratihistorie. Dertil er den for lidt underbygget på det empiriske felt, og den er nok også for styret af Habermas’ senere teorier om den kommunikative handlen. Men alle – med god tålmodighed og lyst til eftertænksomhed - vil alligevel med stort udbytte kunne læse bogen, og lade sig inspirere til at efterprøve - og eftertænke - en række af de opstillede demokratiteorier og hypoteser.

Der er åbenlyse sorte historiske huller i ”Borgerlig offentlighed”. For man kunne med rette spørge om, hvor kvinderne, arbejderne, fagforeningerne og partierne er henne i dette univers. Man kan også have sin tvivl om den trykte presse skulle være det eneste medie til refleksion og kritisk tænkning, og man kunne måske også overveje, om det er rimeligt, at dem, der ikke kunne læse og skrive, retfærdigvis skulle være sat uden for den demokratiske indflydelse. Spørgsmålene rejser sig ad libitum bogen igennem. Og tro ikke, at du forstår den første gang. Derfor bør bogen også læses før end andre begynder at argumentere for den.