BogFeature
Racehygiejne i Danmark 1920-56

Af Winnie Maria Bak-Vidriksen

Lene Kochs bog udkom første gang i 1996, i andet oplag i 2000 og efter at have været udsolgt i en årrække, er den her nu i en genudgivelse med ny indledning. I denne indledning ser forfatteren tilbage på debatten om racehygiejne og dens forhold til den nye gen- og forplantningsteknologi siden første udgaven. En debat, der med den nye reprogenetik og det massive forsøg på at overbevise offentligheden om, at den intet har med fortidens racehygiejne at gøre, er stadig mere aktuel.

Formålet med at skrive bogen tilbage i 1996 var at redegøre for og dokumentere, hvordan racehygiejnen blev et anerkendt led i det daværende politiske program i forhold til den danske social- og sundhedspolitik, samt hvorledes den blev institutionelt etableret samt opnåede både videnskabelig anerkendelse samt praktisk anvendelse.

Det var socialdemokraten Karl Kristian Steincke, der i 1920 formulerede et politisk program for racehygiejnens praktiske anvendelse. Mellem 1929 og 1938 blev der med støtte fra alle Rigsdagens partier vedtaget et racehygiejnisk inspireret lovkompleks, hvis indhold vedrørte sterilisation af, og ægteskabsforbud for personer, hvis forplantning man fandt var uønsket set ud fra et samfundshensyn. Dem, der blev berørt af lovgivningen, var personer med legemlige handicaps, sindssygdomme samt psykotiske tilstande, men også sædelighedsforbrydere, brandstiftere, epileptikere, alkoholikere og især lettere åndssvage. I samme forbindelse blev der i 1938 etableret et institut for human arvebiologi og eugenik på Københavns Universitet. Blandt instituttets vigtigste opgaver var at sikre, at racehygiejnen blev administreret og videreudviklet på et videnskabeligt forsvarligt grundlag.

Det er måske nok især sagerne med sterilisering af lettere åndssvage, der har skabt den massive modstand mod racehygiejnen af eftertiden. De racehygiejniske tiltag er blevet sammenlignet med den racehygiejne, der udfoldede sig i mellemkrigstidens Europa og ikke mindst under nazismens Tyskland. Med udviklingen af den nye reproduktions- og genteknologi i de seneste årtier, er der skabt en frygt for, at racehygiejnen skal komme tilbage og derfor præsenteres den nye reprogenetiske praksis ofte som fundamentalt anderledes. Racehygiejne anses for i bedste fald at være konservativ og i værste fald en totalitær stats forsøg på via tvang at styre befolkningskvaliteten. I modsætning hertil fremstilles brugen af reprogenetiks viden som værende frivillig og som værende noget, der benyttes af velinformerede autonome individer til fremme af den enkeltes ønsker til reproduktion.

Men som forfatteren siger, er der nogle væsentlige detaljer, man skal være opmærksom på. Hun mener, at denne ”racehygiejne er farligt”– opfattelse der deles af både den nye teknologis tilhængere og modstandere bør problematiseres. Reagensglasbefrugtning, ægsortering, gentest og fosterdiagnostik er blot nye måder at kvalitetssikre vores afkom på. Og brugen af statslig magt til at forebygge bestemte reproduktive valg er ikke fortid. Fx har ikke alle samme adgang til kunstig befrugtning, og for kun ganske få år siden blev der indført krav om forældreegnethed før lægen måtte iværksætte en fertilitetsbehandling.

Man skal også holde sig for øje, at før den racehygiejniske lovgivning blev gennemført, var indgreb som abort og sterilisation ulovlige. Kirken i både katolske og protestantiske lande havde indtil da haft held til at modsætte sig enhver lempelse af disse forbud. Derfor var der også bred opbakning omkring den skandinaviske racehygiejne. Den var ikke politisk højreorienteret, men var derimod anført af socialdemokrater, vedtaget af store parlamentariske flertal og støttet af næsten hele det politiske spektrum – ikke mindst socialister og feminister. Desuden var racehygiejnen støttet og legitimeret af førende videnskabsmænd samt hele den akademiske elite, ligesom læger og jurister, der administrerede lovgivningen gav projektet troværdighed.

Dermed ikke være sagt, at racehygiejnen ikke skal diskuteres. For det skal den. Også i forhold til den nye reprogenetik. For hvorvidt den er racehygiejnisk eller ej, kan ifølge Koch ikke svares med et entydigt ja eller nej. Som hun skriver, afhænger svaret af, hvordan man definerer begrebet racehygiejne, og hvilke forhold man betragter som politisk og moralsk relevante. Hun ender dog med forsigtigt at konkludere, at der er gode grunde til at gøre op med det traditionelle synspunkt, at racehygiejnen altid var uvidenskabelig og hvilede på tvang, samt med det synspunkt, at racehygiejne og moderne reprogenetik er fundamentalt forskelligt fra hinanden. Som hun skriver, så har den store interesse for menneskerettigheder skabt en forestilling om, at det er en ret at få børn – og har samtidigt fjernet det klassiske (racehygiejniske) fokus fra pligten til at sørge for de børn, man sætter i verden. En observation, jeg syntes, det er værd at dvæle lidt ved.

I denne anmeldelse er fokus lagt på genudgivelsens nye indledning. Men hele bogen er bestemt anbefalelsesværdig – enten man læser den første gang eller genlæser den med den nye indledning.

Hele arbejdet med udviklingen af den første forsøgslov i 1929 til den egentlige eugeniske lovgivning er utrolig spændende læsning. Det er dog primært de personer, der i en eller anden udstrækning stod bag de eugeniske tanker og lovgivningen - videnskabsfolk, politikere, læger osv. både nationalt og internationalt -  fokus er lagt på. Vil man vide mere om selve brugen af lovgivningen i praksis og prøve at forstå, hvilke konsekvenser den eugeniske lovgivning havde for de personer, den var rettet mod, kan man f.eks læse Lene Kochs anden afhandling om emnet: ”Tvangssterilisation i Danmark 1929-67” som udkom i 2000. Der er anden litteratur om emnet, men denne bog kan klart anbefales. Det er til tider tungt stof, og man skal holde tungen lige i munden i forhold til de medicinske termer, men det er bestemt spændende - og også overraskende - læsning.