[sitemap]

< BogFeature

BogFeature
Interneringskartoteket

Om Carsten Høeg og hans gruppe under besættelsen.

Af Arkivleder Henrik Lundtofte, Historisk Samling fra Besættelsestiden

Opfordringen kom oprindelig fra de allierede. Frihedsrådet fastlagde retningslinjerne, og resultatet blev et kartotek, Centralkartoteket, der i foråret 1945 rummede mere end 40.000 navne på danskere, der skulle interneres af modstandsbevægelsen, når tyskerne havde kapituleret.

Denne bog handler om skabelsen af dette kartotek og ikke mindst om skaberen, professor ved Københavns Universitet Carsten Høeg, og hans medhjælpere.

Carsten Høeg var en tidlig modstander af nazismen. Professoren i klassisk filologi hjalp en tysk-jødisk kollega og flygtning og blev under besættelsen involveret i Ringen, der under Frode Jakobsens ledelse efterhånden udviklede sig til en modstandsorganisation. Carsten Høeg var ikke ligefrem prototypen på en modstandsmand, men var alligevel (eller netop derfor) manden, der kunne organisere udarbejdelsen af et kartotek over personer, som modstandsbevægelsen frygtede ville tjene tyske interesser under en allieret invasion eller som ville stå i akut fare for at blive ofre for lynchjustits. Høeg var nemlig systematisk, skolet i omhyggelig og kritisk omgang med kilder, uhyre arbejdsom, en dygtig organisator, og desuden rådede den karismatiske professor over et stort netværk af venner, studerende og akademikere. Frihedsrådets Arrestationsudvalg satte ham på opgaven, og under Høegs ledelse blev kartoteksarbejdet påbegyndt i efteråret 1944.

Arbejdet var både risikabelt og krævede mental og fysisk udholdenhed. Den ene af bogens forfattere, Eli Fischer-Jørgensen blev en slags organisator af det store og også ret  kedsommelige klippe-klistre-arbejde, der var kernen i opbyggelsen af kartoteket. Kildematerialet bestod af lister fra forskellige dele af modstandsbevægelsen, fra det illegale politi samt nazistiske aviser og tidsskrifter – og angivelig sågar en stikkerfortegnelse fra Gestapo. Hovedkartoteket dannede udgangspunkt for flere særkartoteker. Jens Ege, den anden af bogens forfattere, bestred det udmattende job som ”illegal svajer” og cyklede vinteren 1944-45 København tyndt med diverse versioner af Centralkartoteket.

Bogens første tredjedel (”hovedteksten”) fortæller om Centralkartotekets tilblivelse, om Carsten Høeg og hans medhjælpere og deres arbejde under besættelsen og endelig om gruppemedlemmerne i tiden efter befrielsen. Dernæst følger en række bilag, der består af en beretning om Carsten Høeg skrevet af dennes datter samt fire optryk af dokumenter udarbejdet af Høeg om Centralkartoteket. En række efterkrigs-beretninger og -breve fra kartotekgruppens medlemmer afslutter bogen. Da Eli Fischer-Jørgensen og Jens Ege i hovedteksten trækker på Høegs redegørelser foruden de beretninger, der er optrykt i bilagene, medfører det en del gentagelser – hvad forfatterne ganske ligefremt gør læseren opmærksom på kun skyldes forlagets ønsker. Forlaget burde have lyttet til forfatterne. Bogen er i øvrigt illustreret og forsynet med litteraturhenvisninger. Kronologien er gal indledningsvist hvad omtalen af Schalburgkorpset og terroren angår, ligesom SS-Obergruppenführer Günther Pancke ikke var Gestapochef, men øverste chef for samtlige tyske politi- og SS-styrker i Danmark.

Bogens mest interessante dele er faktisk optrykkene af Carsten Høegs redegørelser for Centralkartotekets opbygning. Hér får man lov at kigge professoren i kortene. Høeg var udmærket klar over de reelle og potentielle problemer med kartoteket – hvordan afgøre om en person faktisk var stikker? Høeg pointerede allerede overfor Frihedsrådet i en stor redegørelse fra den 1. februar 1945 om Centralkartotekets struktur, principper og kildegrundlag, at arrestationerne af stikkere  ”uundgaaeligt vil blive præget af stor Tilfældighed”. En nærmere politimæssig undersøgelse var jo ikke mulig før befrielsen. Høeg var åbenlyst klar over, at uskyldige ville ryge med og udtrykte direkte håb om, at de måtte blive frifundet hurtigt. Da befrielsen nærmede sig, blev det i en meddelelse til regionsledelserne slået fast, at lokale skøn i sidste ende måtte spille en stor rolle for arrestationsbeslutningerne. I en kortfattet beretning fra 1947 konkluderede Høeg, der i øvrigt hørte til hardlinerne i indstillingen til udrensningen, at der ikke var blevet ”udvist den fornødne skønsomhed”, når Centralkartotekets udsendte lister blev suppleret med arrestationer på lokalt initiativ.

Hvem blev interneret med hvilken begrundelsen?. I hvilken udstrækning blev Centralkartotekets oplysninger overhovedet brugt ude i marken under interneringsaktionerne i maj 1945? Det er temaer, der sammen med den kritiske analyse af Centralkartoteket venter på den rette historiker. Enhver, der bogstavelig talt har kigget Høeg og hans hjælpere i kortene, vil have konstateret, at oplysningerne i Centralkartoteket ofte hvilede på et spinket grundlag og undertiden på tilfældig sladder – hvad professoren som nævnt var sig helt bevidst.

Her er bogen relevant for forståelsen af vilkårene for opbygningen af Centralkartoteket. Således giver Interneringskartoteket fint indblik i vanskelighederne ved at skabe et pålideligt og anvendeligt kartotek under risikofyldte forhold og i Carsten Høeg og hans medhjælperes møjsommelige modstandsarbejde med kartotekskort og klæbestrimler som våben. Men en skarpere redaktionel saks havde gjort bogen om dette arbejde godt.

 

Eli Fischer Jørgensen og Jens Ege:

Interneringskartoteket
Om Carsten Høeg og hans gruppe under besættelsen.

Udg. af Museum Tusculanum
189 sider, 160 kr.

Museum Tusculanum >