-
Fra Rishon Lezion til Ariel.
Af
Simon Ankjærgaard, cand.scient.soc, og journalist
Amos
Oz, venstreorienteret israelsk forfatter, er i Noam
Chomskys ’Nationalism and conflict in Palestine’
citeret for at sige at kampen om Israel og Palæstina
er en kamp mellem total retfærdighed og total retfærdighed
– som uundgåeligt må ende i tragedie. Han fremhæver,
at israelerne er i Israel, fordi de ikke kan eksistere
andre steder som en nation i en jødisk stat, mens palæstinenserne
er der, fordi det i bund og grund er deres hjemland.
Amos Oz’ pointe er med i Carsten Skovgaard Jensens
’Israels erobring af Palæstina’ og belyser på
samme tid kompleksiteten og enkeltheden i en konflikt,
der har krævet menneskeliv og erobret overskrifter
siden slutningen af 1800-tallet.
Da
jeg på universitet tog et kursus i geopolitik lagde
min forlæser en satiretegning på overheadprojectoren.
Det var et kort over Israel med karikaturer af jøder,
arabere, kristne og diverse imperiemagter. ’For
meget historie og for lidt land’, stod der – og
det skulle fungere som en slags definition på
geopolitik. Det er imidlertid Carsten Skovgaard
Jensens pointe, at den konfliktfyldte historie om
Israel og Palæstina ikke nødvendigvis strækker sig
så langt bagud. Frem til 1882, hvor den første store
immigrationsbølge af jøder slog ind over regionen
fra Rusland, levede befolkningsgrupperne fredeligt
sammen i området, der lå indenfor det ottomanske
imperium. Udviklingen i Rusland – og siden i resten
af Europa – ansporede fremtrædende jødiske
intellektuelle til reflektere over jødedommens
fremtid. Der bredte sig en følelse af, at jøderne
aldrig ville kunne finde et hjem i et ikke-jødisk
land, og at løsningen derfor måtte være, som
essayisten Moshe Lilienblum havde påpeget i
1890’erne, at tage til forfædrenes land, Palæstina.
På samme tid skrev Theodor Herzl det banebrydende
zionistiske værk, ’Der Judenstat’, hvor han netop
beskriver en jødestat som en stat (kun) for jøder.
Det springende punkt – og kernen i hele den
konflikt, der fulgte efter – var naturligvis hvor
palæstinenserne passede ind i dén plan.
Carsten
Skovgaard Jensen sætter sig for at kortlægge
baggrunden for konflikten og samtidig forklare og
kontekstualisere årsagerne til dem. Hans ambition er
at levere en historie-revisionistisk fortolkning af
konflikten, primært i forhold til de israelske
historikere af ældre dato, der er formet af den
zionistiske tænkning. Og lad det være sagt med det
samme; Carsten Skovgaard Jensen holder hvad han lover
et langt stykke hen ad vejen. Hans kendskab til
konflikten er indgående, hans fornemmelse for
detaljen er fin – om end balancen mellem en
detaljerig og en detaljetung tekst er hårfin, og
momentvis tipper han over.
Der
er dog ingen tvivl om, at Carsten Skovgaard Jensen har
valgt side i konflikten. Han tager de gængse
zionistiske myter – blandt andet myten om ’de få
mod de mange’ i Israels krig mod de arabiske naboer
i 1948 og myten om ’den humane besættelse af
Gazastriben og Vestbredden’ – og piller dem fra
hinanden. Tilbage står, ikke overraskende – hans
udsyn in mente, zionismen som et alt overvejende
koloniserende og undertrykkende fænomen og en
israelsk stat som en kynisk og ekspansiv størrelse.
Hans blik for persongalleriet er skarpt, og der er
gode fortolkninger af den ideologi som en Ben-Gurion,
en Weizmann, en Ehud Barak og en Ariel Sharon førte
politik efter – og som af flere omgange førte til
konflikter, deportationer, diskrimination og
massakrer. Set i historiens bakspejl er det da også
svært at se konflikten i et andet lys – og
fortolkningen er i det store hele fint i tråd med
nutidens gængse forskning i konflikten, især
naturligvis af ikke-israelske historikere. Derfor er
det svært at se, hvad det er for en revisionisme,
Carsten Skovgaard Jensen ønsker at bringe for dagen.
Det er lige ved at være på kanten af falsk
varedeklaration, og det er synd for en bog, der
faktisk er både velskrevet og oplysende med en god
kronologi og kapitelinddeling, hvis man ser bort fra
det alt for lange kapitel om USA’s specielle forhold
til Israel. Det stikker ud og synes at mangle et formål
andet end at pege fingre ad en – undskyld udtrykket
– ’uhellig alliance’.
En
anden markant kritik må gå til bogens udstyr, der er
meget mangelfuldt. Der mangler stikordsregister,
personregister - og kort! Det er en skam for en bog,
hvor forfatteren hele tiden flytter scene, og hvor der
bliver brugt så mange bogstaver på at beskrive de
forskellige grænser, der over tid er blevet trukket
enten i virkeligheden eller omkring
forhandlingsbordet.
