BogFeature
Ikke noget at tale om

- Danske jøders krigsoplevelser 1943 - 1945

Af Henning Lyngsbo

Dansk Jødisk Museum er et dansk selvejende museum, der har til formål at dokumentere de danske jøders ca. 325 år lange historie.

Museet er nyt. Det blev indviet i 2004 og har til huse i Christian 4's Galejhus fra 1622, der er en del af Det Kongelige Biblioteks gamle bygning på Slotsholmen. Museets samling består af kunst, genstande og arkivalier, der illustrerer de danske jøders bidrag til dansk kultur, kunst og erhvervsliv samt trossamfundets særpræg. Men allerede ved indvielsen stod det klart, at museet manglede at belyse den for danske jøder historisk set mest skelsættende begivenhed – redningen af godt 7000 jøder under Anden Verdenskrig.

Flugten til Sverige i årene 1943 – 45 var nok omtalt og beskrevet af mange forfattere i en nærmest glorificerende hensigt. Men de sociale dimensioner i de jødiske flygtninges verden før, under og efter eksilet i Sverige manglede at blive undersøgt og dokumenteret. Det gjaldt i mindst lige så høj grad de jøder, der ikke undslap Holocaustens helvede i de tyske arbejds- og kz-lejre. Museet iværksatte derfor et forskningsprojekt, som foreløbig har resulteret i denne bog.

Bogen er i halvstort format og på 275 sider. Den har et godt noteapparat og en velfacetteret litteraturliste. Bogen er som sådan velegnet som studiehåndbog.               

Sofie Lene Bak er historiker, ph.d. og projektlederen.  Bjarke Følner er museumsinspektør på museet og er cand. mag. i historie og minoritetsstudier.

Der er indsamlet mængder af arkivmateriale fra såvel danske som svenske offentlige arkivalier og registre. Ligesom der er foretaget utallige interviews. Sidste forskeraktivitet har vel næppe fået det ønskede omfang og autencitet. Alene af den grund, at mange af de egnede interviewofre for længst er døde eller lider under traumer fra flugten, syndromer fra tyske udryddelseslejre eller alderdommens mentale plager. Men heldigvis er der alligevel kommet mange interviews i hus. I 12. time må man sige. Det er trods alt begivenheder, der har mere end 65 år på bagen.

Museet kan være tilfreds med bogen. Den ser ud til at kunne opfylde formålet med projektet. Billedmaterialet er omfangsrigt, men en smule stereotypt, hvis ikke det havde været for bogens fotograf, Ole Akhøjs mange smukke billeder.

Skal man tale om stereotypicitet må man lige nævne bogens konsekvente omtale af aktørerne med deres fornavne i de beskrevne episoder. Jeg forstår godt de beskyttelsesværdige interesser, der ligger bag anonymiseringen af de omtalte personer. Men det svækker beretningernes og interviewenes kvalitet som kildemateriale. At være på fornavn med en person forudsætter som regel et godt kendskab, venskab eller familieskab med den pågældende. Men læserne kender ikke personerne bag bogens mange fornavne. Og derved reduceres læsernes evne til at kunne percipere stoffet. Men der bliver vel rettet op herpå i en senere udgave.

Bogens forfatter giver sidst i bogen udtryk for, at bogens fremkomst nok vil flytte nogle punktummer i Danmarkshistorien. Det har vel sin rigtighed, når vi må erkende historiens hidtidige, ensidige og tendentiøse fremstilling af danske jøders redning, hvor fokus går på danskernes heltemodige indsats. Men bogen sætter fuldt berettiget spørgsmålstegn ved den glorværdige indsats og ved begrebet redning. Den rette betegnelse i stedet for ordet redning er efter forfatterens mening flugt. For mange danske fiskere blev det en lukrativ forretning at være behjælpelig med flugten. Men at kalde den en redning er en stramning, som forfatteren fornuftigvis betegner som politisk påvirket. Det ændrer dog ikke ved den kendsgerning, at for mange fiskere var det mere end penge, sagen drejede sig om. Der lå notorisk en dødsstraf eller KZ-lejr og ventede, hvis noget gik galt. Og der var fiskere, som døde på grund af en idealistisk indsats. Det gør forfatteren da også opmærksom på. Ligevægten er der skam.

Det gælder naturligvis også for de mange interviews og undersøgelser, hvor fokus går på jødernes personlige oplevelser under flugten til Sverige. Her får man et indblik i en verden, der kan være fremmed for ret mange danskere, der må melde pas overfor religionens betydning og relevans for et troende individ.

Kun 1% af jøderne i det besatte Danmark omkom under krigen. En særdeles lav dødsrate, når sammenlignes med andre lande. Ifølge bogens eksempel: Over 70% i Holland og 15 % i Italien. Nominelt svarede det i Danmark til godt 70 personer, i Holland til godt 112.000 personer og i Italien til godt 900 personer. Som det ses blev der toldet ualmindeligt hårdt i Holland, hvorimod Italien ligner Danmark, indbyggertal taget i betragtning.              

Om årsagen til det lave tal gør Sofie Lene Bak flere gange gældende, at det stort set alene skyldtes de danske politikeres samarbejdspolitik med tyskerne frem til 29. august 1943. I en fodnote omtaler Sofie Lene Bak en anden mulighed, nemlig at danskerne ligesom tyskerne tilhørte den ariske race og derfor skulle behandles venligt. Men hun fremhæver samtidigt forholdene i Norge, som ikke blev behandlet pænt, selvom nordmændene tilhørte samme race. Ser man på den meget aktive modstand mod tyskerne i Holland og Norge, er det vel årsagen til Tysklands kraftige reaktion. Men den var jo ikke alene rettet mod jøderne i de to lande. Den var rettet mod hele befolkningen med terror og tvangsoverførsler i tusindtal af arbejdere til den tyske krigsindustri. Men det ville være for naivt at tro, at samarbejdspolitikken var til for jødernes skyld. Havde de danske samarbejdspolitike-re fra dag 1 i stedet ydet den modstand, vi som nation havde evner til, er det absolut ikke sikkert, at resultatet ikke alligevel ville være blevet det samme for jøderne. Flugten ville nok være påbegyndt langt tidligere og over en længere periode, end det blev tilfældet omkring d. 1. oktober 1943. 

Jeg kan ikke lade være med at henvise til Wannseeprotokollen, som blev tiltrådt af en gruppe af det Tredje Riges mægtigste mænd under en konference i en villa ved Wannsee udenfor Berlin den 20. januar 1942. Formålet med og resultatet af konferencen var udarbejdelse og vedtagelse af nævnte protokol, hvis indhold initierede starten på folkedrabet på de europæiske jøder.  Protokollen opgør antallet af europæiske jøder til 11 millioner, heraf 3,5 millioner i Rusland. Ifølge opgørelsen var der 5600 jøder i Danmark og 1300 jøder i Norge. I protokollen bliver der gjort ”opmærksom på det forhold, at man i visse stater, herunder de skandinaviske, må påregne vanskeligheder, såfremt man i disse områder tilstræber en gennemgribende løsning af problemerne, hvorfor det i disse tilfælde må betragtes som tilrådeligt at mindske interventionerne. Set i lyset af det relativt beskedne antal jøder, som vil være omfattet af denne udskydelse, er der tale om en begrænsning uden substantiel betydning.”  Som det fremgår heraf bliver de skandinaviske lande på det nærmeste undtaget. Og det vel at mærke på et tidspunkt, hvor der i hvert fald i Norge længe havde eksisteret en syn- og mærkbar modstand mod tyskerne. Danmark var også godt med i modstandskampen. Folkedrabet begynder altså syd for den danske grænse i hele Europa den 20. januar 1942 og intensiveres år for år.  Der er en ligefrem proportional mellem Holocaustens omfang og de tyske nederlag på slag-marken.

Efter min opfattelse var det derfor ikke så meget samarbejdspolitikkens ophør som den voksende modstandskamp og tyske nederlag, der fik nogle tyske ledere og især deres danske håndlangere til at reagere med krav om arrestationer og deportationer af kommunister, jøder, politi, asociale m.fl..

Men uanset hvad der måtte være rigtigt, gør Sofie Lene Bak det klart, at de danske jøder ikke bare fik hjælp fra danskere. Besættelsesmagten havde også sin andel i, at jøderne fik et pænt varsel om den forestående aktion.

Bogen har mange statistiske oplysninger, der bevæger sig i mikroplan inde i teksten og dermed hæmmer tekstlæsningen. I stedet burde der være egentlige statistiker med et overordnet og/eller sammenlignende indhold, også på tværs af landegrænserne.

Endelig skal Bjarke Følners efterskrift omtales. Emnet er mindesmærker og erindringskultur. Bjarke Følner gennemgår eksisterende mindesmærker og bemærker en vis form for ensidighed. Han oplever på samme måde som Sofie Lene Bak, at der er politiseret – bevidst eller ubevidst – med tekster og beretninger. Det har været på the establishments præmisser, hvor der skulle etableres mindesmærker og hvilke tekster, der skulle anvendes. I forhold til modstandsbevægelsens, fiske-skippernes og samfundets rollefordeling i øvrigt efter befrielsen, var der meget lidt forståelse for at etablere særlige mindestene for jøderne og deres fantastiske flugt til Sverige. Ej heller for de jøder som ikke nåede at flygte og som døde i fangenskab eller af følgerne heraf.  Men sådan var nu forholdene dengang.

I Tyskland er der efterhånden et enormt antal mindesmærker. Og det er da også oppe i tidens debat, om ikke bægeret er fuldt. Undersøgelser viser, at mindesmærker ofte bliver overset. Ja endog glemt.

Efterskriftet er i øvrigt vel formuleret – og disponeret – og igen ledsaget af Ole Akhøjs smukke fotografier.