BogFeature
Hundemordet i Vimmelskaftet

- og andre fortællinger fra 1700-tallets København

Af Erik Ingemann Sørensen

Det er absolut en af de gode dage, når ”Fortid og Nutid” dumper ind gennem brevsprækken. Og en af de særligt gode var det, da nr. 2/2009 ankom. Den indledende artikel: ”Den æreløse ordensmagt”, skrevet af lektor Ulrik Langen, ph.d ved Syddansk Universitet var/er en kaskade af herlige oplevelser. Ikke alene får man en fornem redegørelse for ”Kampen om byrummet mellem vægtere, gardere og pøbel i 1700-tallets København”. Man får også en paradeopvisning i den narrative historie. Siden har jeg anvendt netop denne artikel for at vise, at historie er levende, at historie drejer sig om rigtige mennesker og at lyset ikke er for de lærde blot.

Nu har selv samme Ulrik Langen sammen med kollegaen, dr. Phil Peter Henningsen, overinspektør ved Frilandsmuseet, udgivet denne helt ustyrligt velfortalte bog om 1700-tallets København. Det lyser ud fra stort set hver eneste side, at de to historikere ganske enkelt må have haft et vidunderligt samarbejde og en fælles iver for at løfte fortællingen op i sfærer af salig fryd. Det er så hamrende godt gået, at det er aldeles vanskeligt at få hænderne ned grundet begejstringen.

Forfatterne venter med at komme med deres egne kommentarer om formen til efterskriftet. Det kunne jo have stået i indledningen – men ville her have virket ganske malplaceret og helt forkert. Nu når læseren efter endt pragtrejse til deres personlige kommentarer, som det er værd at citere: ”Det er tilsyneladende ikke nemt at nedbryde barrieren mellem (dele af) forskningsmiljøets krav og forventninger til forskningsmonografiens opbygning og udseende, og kravene til fortællingens nærvær og stilistiske greb. Med denne bog har vi gjort forsøget i den overbevisning, at den historiske erkendelse i lige så høj grad ligger i selve sproget og fremstillingen som i historikerens påberåbelse af besnærende teorier og målbare fakta. Bogen er derfor realiseret ad fortællingens fremadskridende spor, ikke i afhandlingens lærde skikkelse…” Nu kan den glade læser, der jo har oplevet alt dette undervejs, i den grad få sat sin begejstring i perspektiv – og fatte pointen på en rigtig god måde. Forfatterne peger nemlig ikke fingre – de noterer bare, at historie også er ”en fortællende videnskab”.

Der har i de senere år været flere eksempler på gode historiefortællere. Tom Buk-Swienty med ”Slagtebænk Dybbøl” og Jens Engberg med ”Den standhaftige tinsoldat”. Udvalgte kapitler i ”Transnationale historier”, Syddansk Universitet, 2009, står til gengæld som rædselseksempler på fremstillinger uden for almindeligt dødeliges fatteevne.

Peter Henningsen og Ulrik Langen sætter med ”Hundemordet i Vimmelskaftet” et lysende fyrtårn for den historiske fremstilling – dybt og sikkert forankret på videnskabeligt grundlag.

Måske var det Svend Bjergs doktordisputats, ”Den kristne grundfortælling” fra 1981, der for alvor analyserede det narrative element. Her inden for teologien. I den i øvrigt meget roste disputats hedder det blandt andet: ”Som en livsform grundlægger historier vores identitet”. Svend Berg konstaterer, at der er tre hovedforklaringer på fortællekulturens forfald. Verdenskrigenes sønderslåen af de givne traditionssammenhænge, videnskabeliggørelsen af historien og som den tredje industrialiseringen, der fjernede grundlaget for de autentiske fællesskaber, herunder fortællefællesskabet. På mange måder synes disse forhold at have spillet en særdeles central rolle både inden for universitetsverdenen og gymnasierne. I folkeskolen er historie langsomt ved at afgå ved døden.

Når jeg tillader mig at tage denne ekstra runde, er det for at understrege det aldeles enestående ved ”Hundemordet i Vimmelskaftet” – denne sammensmeltning af form og indhold i fortællingen.

Bogen kan dårligt starte noget andet sted end på Valby Bakke. Forfatterne har fiffigt givet hvert kapitel en lille undertekst, der altid begynder med: ”Noget om…” i god halfdansk stil. Her: ”Byens puls. Noget om trængsel og alarm.” Og scene og stil er sat med det samme. ”Når vinden er i den rigtige retning, kan man herude på bakken høre den fjerne knagen og susen fra de træbeklædte møller. De knager og knirker, når de svinger på deres aksler, alt efter hvor vinden kommer fra…” Nu kan spillet begynde. Forfatterne tager herefter læseren med på en vandring ind i byen – med alle sanser åbne, så larmen og stanken i den grad fornemmes. Sammen med trængslen, de påtrængende tiggere, de bimlende og bamlende klokker. Hvor ofte har man dog ikke drømt om en tidsmaskine, der kunne bringe en tilbage til oplevelserne. Det er præcis det, der her sker.

Vi er blandt andet i den florissante periode – så nu forventer man næsten at blive inviteret med ind i et af de rige købmandshuse – eller ned til havnen med de stolte skibe, der skovlede penge hjem til landet. Velkendt stof – men altid fascinerende læsning.

Men næ nej! I stedet brager vi lige ind i ”det værelse, hvor skøgen Frederiksberg-Susanne er ved at betjene en lysten matros”. I Adelgade 260 – de fattiges horehus – som det kaldtes i folkemunde. Det er et rystende billede, vi møder. Et billede præget af den yderste armod og fornedrelse. Og vi kommer vidt omkring i byens bagside. Det ypperlige noteapparat afslører med al ønskelig tydelighed, at fremstillingen bygger på et grundigt arbejde i arkiverne, hvor der gang på gang optræder navne på piger, der har ladet sig ”bestige af en gæst”. Som for eksempel ”den 16 årige tjenestepige Margrethe Høyer, der til dagligt tjener hos en jordemoder, men som i sin fritid lufter andre sider af sit talent”. For en slig bestigning tjente hun en rigsdaler, hvilket får følgende kommentar med på vejen: ”der er forskel på, hvor meget en kunde vil betale for en ung renskuret 16-årig tjenestepige, og hvor meget han vil slippe for en næsten dobbelt så gammel og beskidt vanskabning”. 1 rigsdaler. Den florissante tid. Ak ja. Ganske anderledes var det med de såkaldte ”salsnymfer”, som de mere velbeslåede havde råd til at installere og holde.

Også de fornedrende straffe kommer vi igennem – for slet ikke at tale om de veneriske sygdomme som ramte både vellystningen og horen. Mod dem kunne datiden ikke stille meget op. Ud over de invaliderende kviksølvsbehandlinger, som man anvendte blandt andet i ”Den veneriske syges rakkerkule” dvs. Sct. Hans Hospital.

Det var vrå – nu må vi dog komme til slot. I denne florissante tid. Men igen: nej. Nu havner vi i ”Noget om drik og dobbel”. Kapitel 2 er en runde blandt ”Friere og falskspillere”. Lidt romantik kan det vel blive til – midt i elendigheden. Ulykkeligvis er det ikke den forventede slags friere, det drejer sig om. En frier er ofret for tidens filouteri – det at man bliver snydt, så vandet driver. Den svenske skipper, Andreas Rödding, der i 1753 lægger til i København, er et af ofrene. Og galt af sted måtte han komme. Thi som forfatterne skriver: ”Han er ikke overtroisk, for han har fruen med, selvom enhver sømand ved, at det bringer uheld med kvindfolk ombord”. Det må han i sandhed bøde for. En tilforladelig jødisk dreng for lokket ham til et værtshus i Prinsensgade. Her spiller man tidens hasard – Polsk Pas. Rödding ser med al ønskelig tydelighed, hvordan en kendelig drukken herre bliver blanket af – bliver selv beskænket – og lokkes til at satse på, at fulderikken taber alt. Mærkværdigt nok vender lykken pludselig – og efter endnu en tur på en anden adresse – et traktørsted uden for Østerport - er skipperen og hans kone blanket totalt af. Denne form for virksomhed foregik i stor stil rundt om i staden. Det florissante havde i sandhed mange ansigter. Det er en underskøn vandring i skæbner – fint suppleret med små indskudte sætninger, der gør det hele så nærværende. ”Løber ind i falskspillernes stikirenddreng, jødedrengen Simmel, der er på gaden for at gafle godtroende fjolser”. Sådan. Og ifølge forfatterne er der rigeligt med personer på begge sider.

Barsk læsning bliver det, da vi præsenteres for Stokhuset, hvor Inkvisitionskommissionen holdt til. Navnet siger vist alt – og man mindes uvilkårligt sætningen: ”Tak du din Gud, min søn, sagde kællingen, at du ikke kom for Riber Ret". Han hang da i Varde galge. Et enkelt citat fra bogen afslører det rystende: ”Rosenkransen. Et hampereb med fem-seks knuder, der spændes rundt om hovedet på delinkventen. Når rebet strammes, borer knuderne sig ind i hovedet på staklen, og man holder først inde, når øjnene begynder at bule ud – eller når karlen tilstår, selvfølgelig. Selv en barsk soldat og forhærdet falskspiller vil næppe kunne klare mosten.” Illustrationerne taler deres tydelige sprog. I øvrigt som alle bogens illustrationer, der synes udvalgt med umådelig omhu. En af hovedleverandørerne er den polsk-tyske kobberstikker, Daniel Chodowiecki, hvorved situationerne, der beskrives, ofte er hentet fra udenlandske lokaliteter. Men da det afgørende er situationen og ikke stedet gives der naturligvis fuld aflad. Bogens billedside er i øvrigt – helt som noteapparaturet - af særdeles høj kvalitet – mange af billederne består af udsnit, hvor forfatterne har valgt at vise en speciel detalje, der supplerer/udvider teksten. 

I forbindelse med det store metroarbejde i København har Københavns Museum et løbende projekt, der hedder ”væggen”. Rundt om i staden kan man så se, hvad der sker arkæologisk – og få fortællinger. Projektet har sin egen hjemmeside: www.vaeggen.dk . Her kan man i menuen finde perioden 1700-1800 og få en lang række billeder fra bogens periode. Det er et besøg værd.

Nu ligger Stokhuset kun et par minutter fra Rosenborg Slot. En rimelig anledning til at læseren nu kan komme i de finere kredse. Men atter nej. Vi bliver blandt menigmand og hører nu ”Noget om fremmede og billard”. Med nedslaget blandt de fremmede oplever vi den multikulturelle hovedstad. ”Ikke i den moderne betydning af ordet. Den er nemlig stort set kun europæisk – og især nordeuropæisk – multikulturel.” Også socialt. Men én befolkningsgruppe skiller sig ud: jøderne. En ensartet gruppe var de nu ikke. De ashkenaziske jøder kommer fra det østlige og mellemste Europa. De sefardiske jøder, også kaldet portugiske jøder er en anden gruppe, der i øvrigt var ”let genkendelige i deres spraglede kåber og underlige pelshatte”. Vellidte var de ikke. I en ordbog fra 1800 – udgivet af Videnskabernes Selskab – får jøden følgende karakteristik: ”En ågerkarl, en vindesyg, pengegerrig købmand, som fordrer ubillig vinding på sine varer eller udlånte penge.” Ikke nogen hyggelig karakteristik. Men staden var dog interesseret i at tiltrække de af jøderne, der udviste stort handelstalent. De kunne jo medvirke til gode indtægter. Nogle af jøderne er kommet til København fra Fredericia. ”Som på den tid er kendt som en religiøst liberal by”. Også for katolikker og reformerte. Det er nu en kende for venligt. Grundlagt i 1650 manglede byen indflyttere. Så den blev en fristad for fallenter, straffede og udenlandske manddræbere. Da det ikke gav ordentlig pote, åbnede man i 1674 byen for religiøse mindretal. Mere af nød end af liberalt præget tankegang. Efter en pragtfuld historie om charlatanen Giovani Guiseppe Pinetti, der beærede københavnerne med sine magiske kunster og antydningen af, at han kunne spille billard med fødderne – og vinde – sendes vi ned i den jødiske hvepserede, hvor striden mellem traditionalister og reformister slog ud i lys lue. Askenaserne sagde nej til enhver form for integration – aldeles aktuelt – mens reformisterne langsomt smeltede sammen med mængden. Blandt andet fik de skægget fjernet og anlagde hårpisk. Tidens mode. En situation der gengives i et helt vidunderligt stik, hvor reformistens tjener interessant nok er forsynet med både horn og bukkefod. Nutidens kampe for frigørelse af traditionernes trange bånd har i sandhed rødder langt tilbage i tiden.

Bogens titel – ”Hundemordet i Vimmelskaftet” er hentet fra kapitlet med den fiffige undertitel: ”Noget om vandskræk og skidne forretninger”. Langt om længe møder vi her det bedre borgerskab – som i alle andre eksempler i tidsforskydninger og historisk præsens. Et træk der er stærkt medvirkende til, at bogen er så utroligt vedkommende. Så aktuel og nærværende.

Herskabet udgøres af den portugisiske gesandt Dom Alexandre de Sousa Holstein, hans sekretær samt gesandtens 7-årige søn. Og ulykkeligvis deres lille hund. For øjnene af læseren ”dukker tre skumle typer op, Lorentz, Hans og Christian hedder de… de er beskidte, aggressive og hører tydeligt nok til den type mennesker, de fleste vil betegne som rigtigt dårligt selskab”. Så er scenen i sandhed sat – og læseren står midt i den, kan mærke slynglens ”ånde og mandens blandede lugt af armod, snavs og pumpende adrenalin.”  Inden man ved af det, er hundens liv bragt til brutal ende med tre voldsomme slag af deres køller.

Men hvorfor dette bestialske angreb på tilsyneladende helt uskyldige menneskers kæledyr? 

Den dramatiske begivenhed er afsæt til mødet med de mange hunde, der løb rundt i byen. Mange til stor rædsel for indvånerne, der frygtede vandskrækken. Datidens ord for hundegalskab. Mødet med en af de ramte, matrosen Michael Hegelund, og forsøgene på at kurere ham er barsk læsning. Og det bliver værre endnu. For nogle af dem, der jagtede hunde, var de såkaldte rakkere, der sammen med

natmændene udgjorde en af byens mest foragtede grupper. Men grupper man under ingen omstændigheder kunne undvære. Hvordan skulle al byens møg og lort ellers holdes bare i ave? Og hvem skulle hjælpe med radbrækning og partering, når en delinkvent skulle ekspederes hinsides? Endnu et stærkt møde i den florissante tids sidegader.

At den portugisiske gesandt blev rasende og klagede er indlysende. Og giver anledning til et herligt møde med myndighedernes fumlerier.

I begyndelsen af 1900-tallet formulerer Jeppe Aakjær de undertrykte massers reaktion i digtet: ”Her kommer fra dybet den mørke armé…” Nu kom der både solidaritet og ord. Det var der sandelig ikke i 1700-tallet, hvilket med al tydelighed fremgår af kapitlet: ”Pøblen i Store Færgestræde” – ”Noget om alle og ingen”. Heri hedder det blandt andet: ”Og hvis folket fra de lavere klasser er i det rette humør, så kan enhver uoverensstemmelse hurtigt udvikle sig fra det ubetydelige til det næsten katastrofale. Gaden har sit eget liv, sin egen puls, sin egen måde at reagere på. Gaden hersker.” Midt i al armoden kan det således pludseligt bryde ud, og så ”.… er det pøblen, der kommer på banen. Denne menneskemængde, der ikke har noget ansigt og kun en formløs krop. Men den har noget andet, der gør den frygtet: en fælles vilje.”

Forfatterne bruger en begivenhed den 1. september 1781 til at illustrere forholdene – og som afsæt til skildringen af magtfordelingen mellem livgarden, vægterne og politimyndighederne. Det er et yderst dramatisk kapitel, der viser, hvor hurtigt det hele kan gå og det på alle måder. Magtens mange tråde flettes på uoverskuelig vis ind i hinanden. Hvem har myndigheden i den enkelte situation. Forvirrende virker det. Men kun umiddelbart. For forfatterne får med udgangspunkt i begivenhederne i Store Færgestræde og efterfølgende tumult på og ved selveste slotspladsen på fornemste vis demonstreret hvor kompleks magtstrukturerne var. I den enevældige stat måtte Den kongelige Livgarde” forekomme øverst i hierarkiet – garderne (af forfatterne skamløst og uden respekt kaldt ”gardister”, hvilket krænker anmelderens militære ære) – var jo ansat af kongen for at beskytte hans person. Det mente disse gardere vist også – men politiet – herligt repræsenteret af blandt andet den noget uduelige politimester Fædder – havde divergerende opfattelser. Og så får vi vægternes til tider ganske umulige situation beskrevet i detaljer. Fremragende læsning.

Bogens sidste kapitel, ”Den strengeste tid” beretter ”noget om et århundrede, der går på hæld”. Vinteren knugede landet i et jerngreb – ned til 17 minusgrader. I en by uden isolerede huse, hvor byens bærme sov under broer eller i porte, hvor familier krøb sammen på lofterne, hvor sneen føg ind – ja da var det ganske enkelt en katastrofe. Forfatterne har hentet en stor del af deres eksempelmateriale i ”Adresseavisen” og det populære skrift med det klangfulde navn: ”Politivennen”. Her møder vi på tryk de mange nødråb fra de ulykkelige: ”En forladt og ulykkelig kone, der tillige er blevet syg og sidder i ussel nød med fire små børn, ved ikke, hvad hun skal gribe til. Det ene barn er ”apopleksislagen”, og manden er for længst forsvunden”. En ud af tusinder på samfundets bund, som nu udsender et fortvivlet nødråb. Fattigvæsnet kunne hjælpe lidt – men man mistede æren, når systemet tog over – almisser lidt andet. Men som forfatterne konkluderer: ”Fattigdommen, hungeren og sulten er et grundvilkår, man ikke uden videre kan ændre”. Derfor er århundredets sidste vinter, der lukker bogen, i sig selv symbolet på datidens samfund, hvor få har virkelig meget og de fleste alt, alt for lidt. For nu at blive førgrundtvigsk.

Det varer længe før stanken, larmen, skæbnerne, magtens arrogance og de talrige fortabte sjæle kan slippe en helt. Også det er en central del af bogens ufattelige styrke. 

Vi kender dem jo rigtig godt fra de historiske fremstillinger: Andreas Bodenhoff, Frederic de Coninck, Christian Duntzfelt, Johan Schouw. Vi kender deres palæer – og portrætter. Det tjener i den grad Peter Henningsen og Ulrik Langen til ære, at vi nu får mulighed for at møde Frederiksberg-Susanne, Slave-Johanne, musketer Urlitz, dronning Esther, matros Hegelund med vandskrækken og den store mængde af anonyme, der levede uden for den florissante tids palæer og købmandsgårde.

Om kort tid er halvdelen af 2010 gået. Forhåbentlig vil også anden halvdel byde på fremragende udgivelser. Så der bliver mange kombattanterne om hædersprisen: ”Årets historiske bog”. Varsom skal man være – men. Jeg vover det på trods: ”Hundemordet i Vimmelskaftet” er for mig at se en helt oplagt kandidat til prisen. Det er et fornemt forskningsarbejde. Men først og fremmest er det et ypperligt eksempel på, at historie ikke er for de lærde blot. Her kan enhver møde fortiden – blive skræmt og fascineret. Lugte, høre og se datiden. Være midt i den. 

Jeg tror ikke, det kan gøres mere fornemt end det, vi her oplever. Stort er det. Tak for det.