BogFeature
Stalin, nazisterne og Vesten

- Anden Verdenskrig bag lukkede døre

Af Karl Christian Lammers, Saxo-Instituttet, KU. 

Forholdet mellem de tre store allierede magter under Anden verdenskrig, Storbritannien, Sovjetunionen og USA og især mellem deres ledere, de tre ”store” Winston Churchill, Franklin Roosevelt og Josef Stalin, var langt fra lydefrit.  Således havde Churchill og Roosevelt i Atlanterhavschartret fra august 1941 opstillet frihed og selvbestemmelse som de mål, de gik i krig for; alligevel allierede de sig med Stalin, der i deres øjne var en diktator og eksponent for alt andet end frihed og selvbestemmelse. Det var et partnerskab af nød og tvang, nødvendiggjort af det forhold at hvis det nazistiske Tyskland (og Japan) skulle besejres militært, måtte de ”unaturlige” partnere trods politiske og ideologiske uoverensstemmelser samarbejde ved fronten. Det er der heller ikke nogen af dem, der har lagt skjul på. 

Den britiske journalist og forfatter Laurence Rees har i bogen om ”Stalin, nazisterne og Vesten” søgt at beskrive det, han har kaldt Anden verdenskrig bag lukkede døre, altså de for datiden hemmelige drøftelser og aftaler, som Stalin først førte og indgik med Tyskland og efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i 1941 med Storbritannien og USA, og som gav Stalin hvis ikke frit spil, så dog visse friheder i Østeuropa. Hans research er resulteret i en velskrevet, spændende fortalt og detaljerig skildring af det umage forhold, der dog ikke bringer afgørende nyt. Den historie har været kendt længe og fortalt før, så det er mere Rees’ tilgang, der åbner nye indsigter. Som titlen tilsiger, er det Josef Stalin, den i Vestens øjne mere utilregnelige partner, der gøres til hovedperson, og det er konsekvenserne af først Nazi- Tysklands og derefter Vestens imødekommenhed over for ham, der har Rees’ interesse. Altså konsekvenserne for stater og befolkninger i Central- og Østeuropa under og efter krigen, der blev brikker i stormagtspillet og dermed ofre for den stormagtskynisme, der var hos Stalin, men som vel fandtes hos alle involverede parter. Stalin var dog hovedskurken. Derfor sætter Rees fokus på de sovjetiske forbrydelser som Katyn under krigen og Sovjets territorielle og politiske gevinster efter krigen bl.a. i Polen, ting som Vesten reelt lukkede øjnene for. Denne tilgang gør dog i mine øjne Rees lovligt moraliserende, og undertiden virker det, som om han kæmper mod vejrmøller. Han mener således at kunne punktere myten om Anden verdenskrig som kampen mellem ”de gode” (Vesten og Sovjetunionen) og ”det onde” (Nazi-Tyskland). Men den af den allierede propaganda skabte myte har historikerne for længst punkteret: alle i krigen involverede magter kæmpede selvfølgelig for deres nationale interesser, selv om det blev iklædt idealistiske formuleringer som ”kamp for frihed og demokrati”. Især Polen ser han som offer for Sovjets politik og stormagternes kynisme. Derfor skildrer han udførligt Polens skæbne, som den blev aftalt mellem de ”tre store” og brudt af Stalin, mens han ikke kommer ind på, hvorledes alle sejrherrer, selv det angiveligt uselviske USA, sikrede sig strategisk vigtige krigsskadeserstatninger fra det besejrede Tyskland. 

Rees’ fortælling er spændende og detaljeret fortalt, og han gør det set ud fra et stormagtsperspektiv nødvendige kyniske spil levende og medrivende. Og fortællingen bliver krydret med troværdige og nogle mindre troværdige detaljer bl.a. fra interviews med vidner fra samtiden. Bogen vil være af oplagt interesse for alment historieinteresserede. Historikerne vil nok have nogle forbehold. For der er nogle spørgsmål, som Rees ikke stiller, og hovedsvagheden i hans fortælling er den historiske kontekst. Hvis han havde anskuet trekantshistorien eller dramaet Vesten, bolsjevismen og Nazi-Tyskland i et længere perspektiv ville han måske have fundet nogle mulige forklaringer på det ”unaturlige” partnerskab og dets problemer. Vesten havde jo selv samarbejdet med Nazi-Tyskland i 1938, og vestmagterne havde endda omkring 1920 deltaget i den russiske borgerkrig for at bringe bolsjevismen til fald. De forhold havde næppe bidraget til at gøre fornuftsægteskabet tillidsfuldt. Det blev til det sidste anspændt og fyldt med gensidig mistillid. Og han undervurderer i mine øjne, at såvel Vesten som Sovjetunionen anså nazismen, der med sit krigeriske projekt var gået i gang med at forandre verden ud fra et racistisk grundlag, for at udgøre den mest alvorlige trussel. Udfaldet på den kamp var længe uvist, og det forhold bidrog til at overdække de store spændinger, der fandtes mellem partnerne.