|
- Danmark i Korea-krigen 1950-1953
Af Lars Kjær, Arkivar, Køge
Byhistoriske Arkiv
"Det
var i 1949 eller ca. deromkring..."
Kim Larsen gjorde fortællingen
nationalt kendt med sin sang. Foruden denne var
Jutlandia næppe kendt af ret mange danskere i dag. Det
demonstrerer på den ene side, at nationalskjalde kan være
gode medier for historiske fortællinger, på den anden
side er deres formål sjældent historisk akkuratesse, så
ordentlige historiske udredninger som denne er af største
relevans.
Historiker og forfatter Peter
Frederiksen er kendt fra historie.nu , én af de
”konkurrerende kanaler”, for nu at bruge et udtryk
fra et andet medie. Han har tidligere skrevet Kindkys
af Pol Pot og Korea i konflikt og forandring.
Denne bog falder derfor naturligt ind i forfatterskabet,
og man fornemmer, at han er på hjemmebane. Han har
skrevet en fængslende historie om hospitalsskibet
Jutlandia.
De store linier i fortællingen er i og
for sig velkendte og veldokumenterede. Paul Villaumes Allierede
med forbehold og Kirstine Midtgaards monografi Jutlandia-ekspeditionen
har for den opmærksomme læser afdækket dette felt.
Denne bog bidrager først og fremmest ved at fylde ud
med detaljerne, selvfølgelig ved at samle denne viden på
et sted og så måske især ved at være en bog for alle
og enhver.
De første 70 sider af bogen bruges således
på at fortælle om konteksten og om den politiske
beslutningsproces bag Danmarks bidrag. Danmark bevægede
sig på en balancebom mellem krav om en synlig
deltagelse fra USA's side og samtidig veg man tilbage
for direkte krigsdeltagelse af hensyn til
Sovjetunionen.. Selvom dele af historien som sagt er
veldokumenteret, er det er en meget velskrevet
beretning, og det er en stor nydelse at læse Peter
Frederiksens sprog.
Bogens formål er at skrive skibets
historie baseret på deltagernes beretninger, og selvom
den har en kronologisk opbygning – hvilket ikke altid
er den mest spændende tilgang til ethvert historisk
emne - er der alligevel kommet en bred og interessant
historie ud af det.
Det, der adskiller den fra andre værker
om Jutlandia, er, at den bygger på deltagernes
beretninger samt på materiale fra Røde Kors arkiv,
hvortil der er opnået aktindsigt. I og med at det blev
dansk Røde Kors der kom til at stå for skibet, betød
det et brud med neutralitetsprincippet, og det er en
meget interessant sidehistorie.
Bogen er spændende og relevant i dag
fordi Jutlandia
har været selve sindbilledet på, hvordan vi ønsker at
se vores egen rolle i udenrigspolitikken. Som en
brobygger i konflikter, som formidler af humanitær
bistand osv. Hvordan dette billede er blevet til, får
vi her er fint indblik i.
Pressen kaldte det ikke engang for
dansk deltagelse i Koreakrigen, til trods for at skibet
oprindeligt kun skulle behandle FN-soldater. I stedet
blev det kaldt Koreatjenesten.
Bogen er forsynet med indeks, 301
noter, litteraturliste, kildeoversigt,
interviewoversigt,
samt en oversigt over skibets bevægelser
og fortegnelse over personalet på de tre ekspeditioner.
Der er med andre ord alt, hvad der hører
til en videnskabelig fremstilling, uden at det går ud
over bogens appel til den almene læser af historiske bøger.
Dagens debatter om at tage ansvarlig
del i udenrigspolitikken, bringer denne bogs
berettigelse i erindring, som et memorandum om hvor vi
kommer fra. Det bringer også læseren til at tænke
over, hvilket markant brud vi befinder os midt i. |