|
- Brudstykker af det
moderne Ruslands historie
Af Peter Mouritsen
Fra Kaos til Putin er en læseværdig
og spændende historie om Rusland under Putin. Historien
er fortalt med mange beretninger om og analyser af den
økonomiske og politiske situation i det postsovjetiske
Rusland. Men lige så interessant er, at Karsten J. Møller
supplerer beretningen med personlige oplevelser fra sin
tid som udsendt for det danske militær eller NATO.
Enten oplevelser helt konkret eller meninger og
historier som forfatteren har hørt fra venner og
bekendte. Dertil kommer nogle gode analyser og stor
indsigt i de russisk forhold.
Det fungerer godt og det
er en spændende og velfortalt historie, der udfoldes.
Ikke mindst fordi den er meget vedkommende og tæt på.
Meget af det har vi på et eller andet tidspunkt selv
oplevet ved tv-skærmene. Der er dog også et par
problematiske ting, som jeg vil komme ind på lidt
senere. Det skal dog ikke forhindre mig i varmt at
anbefale bogen, som de fleste kan blive klogere af at læse.
Bogen er bygget op med et
indledende kapitler om, hvordan forfatteren begyndte at
læse russisk, derefter 6 tematiske kapitler der fortæller
om Jeltsin- og Putin-æraen og så til sidste 2 kapitler
som hver gennemgår en af Putins præsidentperioder,
samt endnu 2 kapitler og en epilog. Da de 6 kapitler er
tematiske og de 2 om præsidentæraen er kronologiske
forekommer der her mange gentagelser. Jeg sad simpelthen
med en fornemmelse af at have læst meget af det før.
Forfatteren har selvfølgelig gjort det for at kunne se
tingene i forskellige sammenhænge altså både tematisk
og kronologisk, men jeg tror godt, det kunne have været
gjort lidt mere elegant.
I dette forum kan man også
godt tillade sig at brokke sig over, at der ikke er
brugt noter til at henvise til kilderne. Det handler jo
nok om at forlaget gerne vil sælge bogen til et bredt
publikum, men da der ikke er et eneste billede (ud over
nogle kort) er den del af læserskaren, der ikke vil
tolerere noter, alligevel skræmt væk.
Karsten J. Møllers styrke
er, at han er god til at forklare, hvordan og hvorfor
det gik så galt med Rusland i 1990'erne. Sætte
historie, kultur, politik og økonomi i sammenhæng og
give et troværdigt bud på hvad der skete. Hvor pengene
forsvandt hen og hvad det var for en bande kriminelle,
der ledte det store land i Jeltsins mentale fravær. Det
er meget interessant og på den måde hæver man sig
over det letkøbte, sådan er russerne-bare-agtige.
Der er dog ting, der får
mig til at hæve øjenbrynene. For eksempel, at Karsten
J. Møller virker begejstret for Putin. På den ene side
er det befriende ikke at få ham dæmoniseret som en
anden Stalin (som ellers ofte sker i dagspressen), men på
den anden side virker det påfaldende. Det er dog ikke sådan,
at Møller ikke er kritisk over for Rusland og de
problemer, der er i landet, ikke mindst
sikkerhedstjenesten får en ramsaltet kritik. Det
handler formentlig mere om, at Karsten J. Møller synes,
at Putin bliver misforstået i Vesten. Derfor kan jeg
ikke blive enig med mig selv om, om det er et symptom på
dette eller det er et ”løsrevet” problem. Men til
min store undren kommenterer Karsten J. Møller slet
ikke den angst, Europa har fået for Ruslands dominans
af gas- og energiforsyningen. Altså dette med, at
gassen kan bruges som våben, fordi europæiske
forbrugere er dybt afhængige af gas fra Rusland.
Karsten J. Møller forholder sig ikke til dette problem
og det undrer mig en del. Og det er en mangel, synes
jeg.
Og nu vi er ved
mangelsituationen, så kunne der godt have været
mere/noget om den putinske personkult. Bog-mediet er
ikke perfekt til den mere kulørte del af mediebilledet,
men der har været en del medieindslag omkring Putin,
som for den danske læser vil virke lettende, ja nærmest
komisk. Her tænker jeg ikke mindst på den russiske
pop(sild)-duo Pojusie Vmeste med deres (tror jeg) eneste
hit Takogo kak Putin, der betyder ”En som Putin” og
handler om, at næste gang pigerne skal have en kæreste,
skal det være en som Putin. Den er ganske morsom og kan
findes på Youtube med undertekster.
Bogen handler mest om det
politiske plan, og man kan derfor hævde, at sådan
noget pop ikke er relevant, men jeg er sikker på, at
Putins position i Rusland også handler om dyrkelsen af
ham i folkehavet, og den har mange farver og former.
Alt dette skal ikke slører
pointen ved denne anmeldelse. Bogen er god og beskriver
særdeles godt Tjetjenien og terrorismeproblemerne,
sundhed, økonomi og den almindelige russers lede ved at
være borger i en andenrangs stat. Jeg synes generelt,
at Karsten J. Møller kommer rigtig heldigt afsted med
denne bog.
|
|
|