De russiske sikkerhedstjenester fra
Ivan den Grusomme til Vladimir Putin
Af David Høyer, mag.art.,
museumsinspektør ved Statens Forsvarshistoriske
Museum.
I disse dage, hvor den russiske præsident
Vladimir Putin syntes at stramme grebet om magten, kan
det forekomme som en historisk konstant, at magten i
Rusland på ny er ved at finde tilbage i hænderne på
den russiske sikkerhedstjeneste. Siden Ivan den
Grusomme nedkaldte sit rædselsregime over den
russiske befolkning, har den russiske statsmagt i næsten
ubrudt linje manifesteret sin magt via en
sikkerhedstjeneste, der oftere var vendt mod landets
egen befolkning end mod udefrakommende trusler. Sådan
var det under zarerne, sådan var det under
kommunismen og tragisk nok, så ser det ud til, at
sikkerhedstjenesten igen er på vej til at have en vægtig
indflydelse på magtforholdet og politikken i Rusland.
Erik Kulavig har med ”KGB – de
russiske sikkerhedstjenester fra Ivan den Grusomme til
Vladimir Putin” leveret et velskrevet, medrivende og
intelligent værk om de russiske sikkerhedstjenesters
historie. En historie som i vores bevidsthed domineres
af navnet KGB. Vægten er lagt på særligt den
stalinistiske terror i 30’erne, hvor KGB bar navnet
NKVD. Denne kernefortælling flankeres af gode
gennemgange af sikkerhedstjenestens historie før og
efter.
Lenin og andre ledende kommunister
havde måske nok en ”smuk” forestilling om, at det
kommunistiske samfund ikke havde behov for en
sikkerhedstjeneste, thi i det endelige kommunistiske mønstersamfund
var alle lige, og her var der ikke brug for politi,
for alle ejede produktionsmidlerne. Men, og desværre
for de hundredetusinder af mennesker der gik til i
sikkerhedstjenestens celler, lejre og summariske
henrettelsespladser, så var det endelige
kommunistiske samfund en tilstand, der ikke blev opnået
med oktoberrevolutionens startskud. Foran lå
proletariatets diktatur, og her var Lenin og hans
kollegaer helt på det rene med, at det krævede en
skrap kontrol med folket. For bolsjevikkernes magt
hvilede på et temmelig løst grundlag, hvilket blev
tydeligt under de efterfølgende strejker, opstande og
ikke mindst borgerkrigen, der blev ført mod det
leninistiske regime. Det blev derfor Feliks
Dzerzinskij, der tog fat på at opbygge en ny
kommunistisk sikkerhedstjeneste, og det blev
Dzerzinskij der om nogen står som KGB’s fader,
eller ”Tjekaen”, som Den
Alrussiske Ekstraordinære Kommission for Kamp mod
Kontrarevolutionen i folkemunde kom til at hedde.
Lenin var af den overbevisning, at eksempelvis
Pariserkommunens fald i 1871 skyldtes, ”at der var
for mange intellektuelle og voldsforskrækkede
personer i socialisternes rækker”. Proletariatets
diktatur måtte for at overleve benytte sig af
lynjustits og dødsstraf rettet mod alle, der truede
den skrøbelige revolution.
Dette dannede baggrunden for det, der
under Dzerzinskijs ledelse blev kaldt ”Den Røde
Terror”. Det handlede dog ikke bare om at beskytte
sig selv imod udefrakommende angreb, selvom skiftende
sovjetledere med stor entusiasme ofte har grebet til
netop dette fjendebillede når de dårlige økonomiske
forhold skulle forklares, nej den sande opgave var at
holde styr på egne rækker. I en blodig kamp med de
hvide (borgerlige) styrker måtte man sikre, at
moralen blev opretholdt. Hvis ikke borgerne alene af
revolutionær begejstring ville rette ind og ofre sig
for sagen, så kunne det være, at truslen om
anholdelser og summariske henrettelser kunne gøre det
i stedet. Som Kulavig nøgternt bemærker, så krævede
borgerkrigens kamphandlinger færre ofre, end den
terror bolsjevikkerne og deres modstandere - ”de
hvide” anvendte mod deres egne.
I sovjetstatens spæde barndom
grundlagde sikkerhedstjenesten de strategier til
social kontrol som prægede den fremtidige
sikkerhedstjeneste. Der blev indført henrettelser,
eliminering af kontrarevolutionære grupper –
hvilket i praksis omfattede alle ikke bolsjevistiske
grupper. Folk der havde været en del af Zarens
regime, militæret, købmandsstanden, adelen, politiet
osv. blev alle betragtet som ”tidligere
mennesker”, og disse grupper blev frataget de
mest basale muligheder for at klare sig i det
sovjetiske system. De kunne ikke få
identitetspapirer, derfor kunne de heller ikke få
nogen bolig eller et arbejde, og det var forbundet med
straf at huse personer uden papirer. Dermed svækkede
man de grupper, i realiteten overklassen og
middelklassen, der kunne være den eneste reelle
trussel mod regimet. Man indførte kontrol med
transportsystemet, den frie bevægelighed blev begrænset,
og borgeren var derfor nærmest reduceret til en art
stavnsbinding. Ved at udbrede stikkere og agenter
undergravede man borgerens mulighed for at søge
tryghed i sin egen primærgruppe, man atomiserede så
at sige befolkningen. Når man ikke længere kunne
finde tryghed i sin egen familie, blandt venner eller
kollegaer, fordi det ikke var til at sige, om Tjekaen
lyttede med, så var man nok mindre villig til at udklække
kontrarevolutionerende initiativer.
Det anslås, at Tjekaen i perioden
1919-1921 henrettede 250.000 mand. Hvor frygteligt
dette tal end må lyde, så stoppede drabene ikke her.
Det blev Sikkerhedstjenesten, nu under navnet OGPU,
der i trediverne fik til opgave at likvidere
kulakkerne som klasse. Kulakkerne, der i realiteten
var alle bønder og landarbejdere, som ejede lidt,
eller som ikke faldt i god jord hos de lokale
kommunistledere, blev enten skudt eller
tvangsdeporteret til fjerne egne. Målet var at
tvangskollektivisere landbruget. Den selvejende bonde
skulle knækkes, og landarbejderen skulle genskabes i
industriarbejderens billede.
Det er svært at have sympati for den
OGPU soldat der genner kvinder og børn ind i beskidte
jernbanevogne, eller som afgiver nakkeskud i en grøft
i Ukraine. Men paradoksalt nok, så var revolutionens
beskidte arbejde ikke en lykkelig beskæftigelse.
Selvmord var udbredt og ligeså var dårlige nerver,
tuberkulose, og blodmangel. Der har uden tvivl været
nogle, der ikke har brudt sig om at føre bødlens økse.
Uanset hvor meget man så den dødsdømte som en
trussel mod revolutionen, så nagede tvivlen vel
sagtens i baghovedet, idet man trykkede på aftrækkeren.
I den sovjetiske sikkerhedstjeneste blev
stressniveauet selvfølgelig også forstærket af, at
man aldrig selv vidste, om man snart ville blive
udrenset i de talrige udrensninger, der prægede
sikkerhedstjenesten.
Det har altid været et sovjetisk, og
man kunne fristes til at sige russisk fænomen, at
landets problemer blev bortforklaret med udenlandske
indblandinger og sabotager. Da Stalin efterhånden
havde fået udrenset sine modstandere, og sendt
Trotskij i eksil, så blev truslen fra trotskistiske
kredse ofte anvendt som forklaringen på regimets
stramning om befolkningen. Det blev også den påståede
trussel fra Trotskij, der blev fremført af Stalin, da
han efter mordet på sin nærmeste konkurrent Kirov
indvarslede den kommende terror og udrensning i 1934.
Her fik Sikkerhedstjenesten helt nye vidtgående beføjelser,
og arbejdere og borger rundt om i landet fik nu at føle,
hvad der kunne ske hvis man blot ytrede et lille
kritisk kvæk imod regimet eller kom for sent på sin
arbejdsplads. Fra 1937 tog terroren til, og regimet
udrensede i befolkningen, i egne rækker, i
officerskorpset i så stor stil, at det faktisk svækkede
landets kampevne, da tyskerne angreb i 1941.
Udrensninger i 1937 antog så
groteske proportioner at det tog form som en art planøkonomi,
det blev ikke målet i sig selv at finde
samfundstruende elementer, i stedet skulle man opfylde
de kvoter, der var udstykket fra centralt hold. Dette
peger i retning af, at det ikke var kontrarevolutionære
kræfter, trotskister, fascister, forbrydere, døgenigte
osv., der reelt var målet. Målet var at ryste og knække
samfundet i en sådan grad, at intet kunne true Stalin
og hans planer. Det kan syntes som en gal mands værk,
men man skal næppe foranlediges til at undskylde
dette med galskab. I stedet var det en
udrensningspolitik, der i sin egen groteskhed gav fuld
mening for en despot, der havde fået magten ved et
kup, og som ønskede at bevare den.
Udrensningernes groteskhed bliver da
endnu mere jordnær, når man i Kulavigs bog læser,
hvilke anstrengelser sikkerhedstjenesten gjorde for at
banke, torturere og true en tilståelse ud af de
anklagede, der i bedste fald kunne håbe på 20 års
straffearbejde i Sibirien.
På overfladen gjaldt det om at
bevare en illusion om legitimitet, derfor gik man
endog meget langt for at få en tilståelse ud af de
mange som i bund og grund ikke havde begået noget
kriminelt, men som måske kun havde begået den fejl
at ytre sig negativt om regimet, komme for sent til
arbejde, eller andre, for en retsstat, små
forseelser. ”Desværre” for medlemmerne i
sikkerhedstjenesten forstod de ikke, at også de var
en trussel, ikke fordi sikkerhedstjenesten havde for
meget magt, men fordi at når samfundet var knækket
og skulle genopbygges, så måtte nogen bære skylden
og det kunne ikke være Stalin. Så de mange bødler,
der havde stræbt efter Stalins gunst, måtte i stedet
tage til takke med selv at blive udrenset.
Kulavigs bog står uden tvivl stærkest
i dette afsnit om 30’ernes terror. Hans mange
groteske eksempler og øje for at fortælle den
personlige tragedie løfter, sammen med en gennemgående
skildring af sikkerhedstjenestens daglige virke bogen
ud af skyggen af de mange andre gode bøger, der
ellers er skrevet om Stalintidens undertrykkelser, såsom
Anne Applebaums ”Gulag”.
Bogen indeholder også et afsnit om
sikkerhedstjenestens virke i Danmark, og navnlig den
del af sikkerhedstjenestens virke, der handlede om at
spionere mod fremmede magter. Desværre er bogen ikke
regulær grundforskning, og der dukker ikke meget nyt
op omkring KGB’s virke i Danmark, da afsnittet er
baseret på DIIS koldkrigsudredning.
At bogen ikke er baseret på
grundforskning gør nu ikke bogen mindre vedkommende.
Men man kunne måske godt have ønsket en mere
dybdeborende analyse af sikkerhedstjenestens arbejde i
tiden efter kommunismens fald. Særligt
sikkerhedstjenestens indblanding i krigen i Tjetjenien
og navnlig det mistænkelige forløb op til den anden
Tjetjenien-krig, og Putins vej til magten burde have fået
mere opmærksomhed. Meget tyder nemlig på, at
sikkerhedstjenesten, der nu bærer navnet FSB, har
haft en hånd med i den række af mystiske
terrorangreb mod butikscentre og boligblokke som
Moskva oplevede, inden man på ny startede krigen i
Tjetjenien. Selvom det har været svært at fremføre
konkrete beviser mod tjetjenske terrorister, og at det
forlyder, at FSB-folk blev anholdt med sprængstof tæt
på et gerningssted, så blev angrebene fremlagt som
begrundelse for, at en ny krig i Tjetjenien var nødvendig.
En krig der netop skulle ende med at fremstille Putin
som en hård negl i hans egenskab af premiereminister.
Det har vel næppe været nogen tilfældighed, at
Boris Jeltsin kort efter trak sig som Præsident og
udnævnte Putin som sin efterfølger.
Dette manglende forhold er måske nok
den største kritik, man kan lægge imod Kulavigs
”KGB”, som er en god indføring i en central aktør
i det kommunistiske samfund. Ligeledes savner man også,
at emnet var bredt ud til også at indbefatte
eksempelvis den militære efterretningstjeneste GRU,
som stadig forbliver gemt væk i storebroderen KGB’s
skygge.
Et andet mindre kritikpunkt skal
rettes mod Kulavigs brug af små sektioner bestående
af afskrevne breve, dokumenter og andet, der som primærkilde
er trukket ud af arkiverne. Ideen med at indsætte
deciderede centrale dokumenter i teksten er i og for
sig sympatisk nok. Flere steder løfter det uden tvivl
teksten. Men desværre er denne kategori, som kaldes
”Fra Arkivet”, ikke kun centrale dokumenter, men
derimod små analyser og kommentarer på et
kildemateriale, som ikke gengives i dets oprindelige
form. Det bliver derfor en noget rodet affære, når
man ikke ved, hvorvidt man sidder og læser et brev
fra NKVD’s chef Berija om håndteringen af polske
fanger, eller om det er Kulavigs egne ord.
Uanset hvad så er der tale om spændende
læsning, der i form og indhold henvender sig til
andre end faghistorikeren.
