BogFeature
Kildekritik – i et samfundsvidenskabeligt perspektiv

Af René Mejlby Jensen

I de senere år har  kandidatafhandlingskonsulent ved Copenhagen Business School og ekstern lektor i metode ved Københavns Universitet Vibeke Ankersborg om nogen markeret sig som missionær for den historiske kildekritiks udbredelse blandt ikke-historikere. Med bogen Kildekritik – i et samfundsvidenskabeligt perspektiv fortsætter hun i dette spor. Henvendt til studerende inden for samfundsvidenskaberne og samtidshistorie; studerende, som skal indføres i videnskabelig, metodisk tænkning og forskere, der har brug for at kombinere kvalitativ analyse og fortolkning med en systematisk tilgang, som ikke har sit ophav i den kvantitative tradition, er det Ankersborgs specifikke ambition at »koble det bedste fra to videnskabelige verdener« (s. 7) i form af henholdsvis historievidenskabens systematiske kildeanalyse og samfundsvidenskabernes eksplicitte brug af teori. Det er der kommet en spændende, praksisorienteret og velskrevet bog ud af. Problemet er blot, at den kildekritiske metode/teknik, som Ankersborg docerer, i teorien vanskeligt lader sig operationalisere som en følge af akkurat det kildebegreb, hun forfægter i bogen. Et kildebegreb som hun i øvrigt efter min bedste overbevisning videre indplacerer i en filosofisk overbygning, hvor det ikke hører hjemme. Omstændigheder jeg afslutningsvis vender tilbage til – uanset hendes indledende forsvarsforbehold: »Denne bog handler […] ikke om kildekritik i et snævert faghistorisk perspektiv, men om kildekritik som samfundsvidenskabelig metode. Bogen præsenterer en udgave af kildekritikken, der bygger på en nutidig fortolkning med tilføjelser til begrebsapparatet, som vil lette forståelsen og den praktiske anvendelse af kildekritik i en samfundsvidenskabelig sammenhæng« (s.13).

Strukturmæssigt fordeler bogens indhold sig på seks kapitler, en kort, opsummerende konklusion, en tjekliste for, hvad man skal huske i en kildekritisk analyse, og afslutningsvis en ordliste med definitioner på bogens centrale begreber. I det første kapitel, »Hvad er kildekritik?«, argumenterer Ankersborg indledningsvis for kildekritikkens nødvendighed forstået som kategorisering, analyse og vurdering af materialer i undersøgelser af såvel kvalitativt som kvantitativt tilsnit. Dette følges op af en definition af begrebet kilder, som et »samlebegreb for al menneskelig adfærd og menneskeskabt materiale uanset art, der kan tænkes at blive brugt i en empirisk undersøgelse«, og en utvetydig tilslutning til det funktionelle kildebegreb, hvilket »operationaliseres ved at huske, at et menneskeskabt produkt først bliver til en kilde, når vi definerer det som sådan i forbindelse med en konkret undersøgelse« (s. 16). Efterfølgende denne omvendte og selvmodsigende bestemmelse af en kilde (i forhold til et funktionelt kildebegreb, hvor man netop ikke kan drage et skel mellem »kilde som begreb« og »kilde som materialitet«, som det lader til Ankersborg her gør, jf. også nedenstående), gelejdes læseren i kapitel to ud på en ekskurs om forskningsprocessen, kildekritikkens placering heri og teoriers karakteristika. Under overskriften »Kildekritik og forskningsproces« gøres der således for det første op med samfundsvidenskabernes traditionelle forståelse af forskningsprocessen som værende enten induktiv eller deduktiv. Det sker dels på baggrund af kildekritikkens iterative proces med dens konstante vekselvirkning imellem kilder, problemformulering, teorier, analyse, etc., dels måden hvorpå den overordnede erkendelsesproces fungerer i henhold til produktion af viden. I stedet må forskningsprocessen dechifreres i henhold til Gadamers hermeneutiske erfaringsteori, dens begreb om forforståelse og horisontsammensmeltning via den hermeneutiske cirkels bevægelse mellem del og helhed, dvs. spørgsmål-svar modellen. Et forsknings- og erkendelsesmæssigt valg, der, i henhold til Ankersborg, samtidig har den åbenlyse fordel at være i fuld overensstemmelse med det funktionelle kildebegreb: »Den hermeneutiske tilgang er […] i harmoni med det funktionelle kildebegreb, der […] netop er kendetegnet ved, at kildernes svar er betinget af de spørgsmål, der stilles til dem« (s. 26). For det andet afvises samfundsvidenskabernes tradition for at udvikle nomotetiske teorier i stil med naturvidenskaberne. I et samfundsvidenskabeligt vidensperspektiv lader sådanne teorier sig nemlig ikke opstille, da hverken menneskelig adfærd, samfundsudviklingen eller den empiriske forskning herom er statiske størrelser, som kan forudsiges i virkeligheden. En samfundsvidenskabelig teoriudvikling må i stedet læne sig op af de ideografiske videnskaber og følgelig opbygges på baggrund af empiriske arbejder, der indeholder karakteristika som eksplicitet, historicitet, konkretisering, kontekstafhængighed, kompleksiteter og forståelse.

Med disse indledende teoretiske knæbøjninger sparkes den egentlige introduktion til kildekritikken, dens begrebsapparat og analyseforløb i gang i de følgende kapitler. I kapitel tre præsenteres læseren således for de begreber, som, ifølge Ankersborg, bruges til at kategorisere kilder, dvs. levn/beretning, første-/andenhåndskilder, primær/sekundær kilder, mens kapitel fire og fem gennemgår henholdsvis ophavssituation og tendens samt kildeværdien, dvs. troværdigheden og udsagnskraften af en given kilde. Endelig afprøves i kapitel seks de forskellige begreber i praksis qua en sammenhængende kildekritisk analyse af Reinhardt Heydrichs ilbrev af 21. september 1939. Om end disse sidste klart forfattede kapitler med deres løbende eksemplificeringer uden tvivl vil være en øjenåbner for mange samfundsfagsstuderede med hensyn til de mange måder, hvorpå man kan nærme sig og bruge et umiddelbart endimensionalt kildemateriale i en specifik analysesituation, er der – som Ankersborg udmærket er klar over – ikke meget nyt at hente for historikere og historiestuderende. Derfor vil jeg i stedet afslutningsvis ganske rudimentært vende mig mod de to problempunkter, som jeg indledningsvis ridsede op, in casu den teoretiske inkonsistens mellem Ankersborgs kildekritik og det funktionelle kildebegreb samt dettes påståede overensstemmelse med Gadamers filosofiske hermeneutik.   

Når jeg for det første vil hævde, at det funktionelle kildebegreb teoretisk set er uforeneligt med Ankersborgs kildekritik, skyldes det, at de kildekritiske begreber rent faktisk ikke lader sig operationalisere med baggrund i det funktionelle kildebegrebs epistemologiske fundament, som kort fortalt består af forskerens kognitive autonomi i form af de fire invariante og irreduktible intentionelle bevidsthedsakter undren, erfaring, forståelse og dømmen. Konsekvensen af denne subjektivistiske erkendelseslære er nemlig, at det ikke blot er de kildekritiske kategorier, som gøres afhængige af forskernes bevidsthed, men også selve kildens eksistens (i tid og rum), hvorfor eksempelvis levnings-beretningsudnyttelsen aldrig når ud over forskerens bevidsthed på noget tidspunkt i forskningsprocessen, eller anderledes sagt; et skel mellem levning og beretning foretages udelukkende på baggrund af en bevidsthedsmæssig slutning fra/til bevidsthedens konstituering af et givent kildegrundlag. Og ret beset giver det i så fald ikke megen mening at arbejde med forskellige kategorier, når der kun er en entitet at klassificere ud fra.    

Når jeg for det andet vil hævde, at det funktionelle kildebegreb ikke er i overensstemmelse med Gadamers hermeneutik, skyldes det det simple faktum, at de to positioner foreskriver hvert sit forudsætningsgrundlag for erkendelse. Hvor det funktionelle kildebegreb, som ovenfor nævnt, forfægter forskerens kognitive autonomi og bevidsthedens aktive rolle i erfaringsprocessen, dér fremhæver Gadamer i stedet sproget som betingelsen herfor. Skal man imidlertid forsøge at indplacere det funktionelle kildebegrebs epistemologiske kerneidéer i en større filosofisk kontekst, er det formentligt – og uagtet erkendelsesteoretiske begreber som »indsigt«, »(for)forståelse« og »spørgsmålet« – ikke indenfor den hermeneutiske tradition, man skal lede, men derimod nærmere fænomenologien i form af Husserls tidlige epistemologiske udgave heraf.

Ovenstående berørte problempunkter er – indrømmet – tydeligvis ikke særegne for en kildekritik i et samfundsvidenskabeligt perspektiv, men også indenfor kildekritikken i historievidenskaben. Alligevel bør det være en »gylden regel« at forsøge at undgå, at nissen flytter med ved udveksling af idéer og metode fagretningerne imellem. Dette ikke mindst når man, som Ankersborg, ellers har bedrevet et godt og tiltrængt stykke missionærarbejde for et af historievidenskabens klassiske kerneområder.