BogFeature
En østsjællandsk husmand i en brydningstid

Af Inger Hartby

I En østsjællandsk husmand i en brydningstid tager Gunnar Solvang udgangspunkt i Hans Olsen efterladte optegnelser fra tiden 1849-1890. Hans Olsen var husmand og drejer og levede i Hyllestettehuset i Enderslev syd for Vallø, hvor han blev en af de mange, der på lokalt plan arbejdede for demokratiets fremme efter Grundlovens indførelse i 1849.

Gunnar Solvang ønsker, at bogen vil kunne føje en ny brik til landbosamfundets kulturhistorie i form af et eksempel på en østsjællandsk husmand, der levede i brydningstiden mellem landboreformerne og den begyndende andelstid – på tærsklen til industrisamfundet (s. 8). Det må man sige er lykkedes, idet læseren bliver ført ud på en kulturhistorisk rejse, hvor man i et historisk perspektiv føres ind i Enderslev Sogns kulturlandskab, bebyggelse, menneskers livsvilkår og erhverv. Derefter behandles husmand Hans Olsens optegnelser ud fra tre indfaldsvinkler, nemlig de nære hjemlige forhold, lokalsamfundet og relationen til de kommunale hverv og tillidsposter og endelig hans forhold til den omgivende verden. Foruden denne analyse bringes Hans Olsens originale optegnelser, hvilket er meget givende, fordi læseren derigennem kan få et godt indblik i kildematerialet. Endelig er Hans Olsens slægts historie ført op til nutiden bl.a. vedrørende deres tilhørsforhold til Hyllestettehuset, hvorved det historiske perspektiv yderligere aktualiseres.

Bogen er et skoleeksempel på god etnologisk arbejdsmetode, som har tid, sted og socialt miljø for øje. Hans Olsens optegnelser er som kilde forbilledligt behandlet, og dertil kommer inddragelsen af andre relevante kilder. Samtidig er det en fornøjelse at have bogen i hånden – smukt papir, tydeligt tryk – dejligt fri for skæmmende trykfejl - og meget fine, velvalgte illustrationer. Enkelte kort kunne nok have vundet ved at være gengivet i en større skala, men det er jo dyrt at producere den slags, så det må man bære over med. Bogens titel? Kunne måske med fordel have været kortere og alligevel meget sigende.

Gunnar Solvang blev allerede for 23 år siden opmærksom på Hans Olsens optegnelser, men valgte altså først nu at bearbejde dem – gammel kærlighed ruster ikke, siger man, og man mærker at denne bog er et con a’more arbejde.