BogFeature
100 års kollegieliv 

- G.A. Hagemanns Kollegium 1908-2008.

Af Kirsten Lindberg, Arkitekt m.a.a., dr.phil.

”Tien andre – vil selv du tienes”. Således står valgsproget for Hagemanns Kollegium på tavlen i hovedindgangens portal  i Kristianiagade i København. Devisen var langtfra givet på forhånd, og inden den svære fødsel forelå stribevis af mere eller mindre fortænkte forslag fra såvel grundlæggeren Gustav Adolph Hagemann som arkitekten Albert Jensen m.fl.

Det kan man læse i Niels P.K. Larsens bog, som bygger på det speciale, han skrev som led i sin uddannelse til cand. mag. Det er hans første bog, og al begyndelse er som bekendt svær. Mange har som Niels P.K. Larsen benyttet deres speciale som grundlag for en publikation med et bredere sigte for øje end egen uddannelse, og selvsagt lykkes det bedre for nogle end for andre.

I dette tilfælde er der både godt og dårligt at sige om Niels P.K. Larsens forsøg. Det gode er, at den unge historiker, som netop i år har fået sin eksamen, straks har kastet sig over skribentvirksomheden; det vidner om engagement og skrivelyst. I forordet (indledningen kaldes det i bogen) kalder forfatteren sig ”historiker og skribent”, og således kan man gisne om, at cand.mag.-titlen dækker over et studium i historie og måske dansk. Sproget er da også letlæst og enkelt uden brug af unødvendige fremmedord, som mange usikre førstegangsskribenter ellers benytter sig af. Ortografien er prisværdig i orden, og det er man jo efterhånden ikke så forvænt med, så ros til forfatteren herfor.

Noget tungere ligger det med det historiske. I hvert fald er kildematerialet uhyre tyndt – faktisk så tyndt, at man kan undre sig over, at det holder i et universitetsspeciale. Der er i fortegnelsen over kilder angivet syv fagbøger, fire leksika og som utrykte kilder årsskrifter m.m., som beror på kollegiet. Der har ikke været konsulteret ét eneste offentligt arkiv. Det lider bogen stærkt under. I indledningen angiver Larsen selv, at kildematerialet fra de første årtier er bedre og fyldigere end det nyere. Det burde så være udnyttet, således at man fik indfriet bare et minimum af de forventninger, man møder frem med, når en institutions historie skrives.

Det første kapitel angives at være en biografi over grundlæggeren G.A. Hagemann, der som industri- og videnskabsmand forlængst er blevet biograferet i de fire af syv bøger, som optræder i litteraturlisten.

Det andet kapitel hedder ”Kollegiets grundlæggelse”, og her vil man naturligt forvente oplysninger om den fysiske ramme for kollegiet. Det skorter det i udpræget grad på. Illustrationsmaterialet indskrænker sig til en skitse af kælderen, udført af Hagemann selv, en aquarelleret opstalt fra den ene væg i vestibulen, dateret 1907, men uden angivelse af ophavsmand, to fotografier fra spisesalen og haven fra henholdsvis engang i 1920’erne og ca. 1910 og endelig en møbleringsplan for et værelse, dateret 1907.

Sidstnævnte tegning er udført af kollegiets arkitekt Albert Jensen. Ham har forfatteren ikke fundet det værd at introducere, og selv om det nævnes, at der foreligger flere tegninger fra arkitektens hånd over såvel det, der blev bygget, som forslag, så forholdes disse for læseren. Kollegiebygningen, som dog er et relativt markant indslag i gadebilledet, anses åbenbart ikke for væsentlig nok til at ofre hverken mange ord eller illustrationer på. Der angives en smule om økonomien, men det er såmænd bare et par lister over udgifter pr. kvadratalen samt en liste over håndværkerentrepriser udelukkende med det formål at vise, at de var lavere end beregnet (forventet). Hvem der forestod arbejdet ud over arkitekt Jensen og ingeniør O.K. Nobel, der ”blev udpeget til at være den ansvarlige mand for byggeriet”, og hvori arbejdet bestod, får man ikke at vide.

Måske er grunden til denne tavshed, at forfatteren slet ikke har forstået eller lært noget om bygningshistorie. I så fald skulle kapitlet nok slet ikke have været skrevet. Som det fremstår nu er det i al sin mangelfuldhed inderlig overflødigt.

På side 17 i kapitlet om Hagemann er vist et fotografi ”af en af løvestatuerne” foran hovedindgangen. Billedet fik anmelderen til at studse, for det lignede da et mandsansigt med krone og skæg. Forgæves ledtes bogen igennem efter en forklaring, men på side 102 findes et fotografi fra 1946, der viser hovedportalen i den tid, hvor kollegiet var benyttet som lazaret. Det ses her tydeligt, at der er tale om mandlige sfinxer. Selv om det ikke er en stilhistorisk afhandling, må man nok kunne fordre, at der skelnes mellem løver, mennesker og fabelvæsener.

De følgende 11 kapitler er stort set hver helliget et årti, og således når man frem til 2008, hundredeåret for grundlæggelsen, hvilket har betinget udgivelsen. I disse, som anmelderen må tilstå at have læst med stedse faldende interesse, føres man gennem alumnernes stigende festivitas. Der er mange oplysninger om skovture, fester, pjat og pjank og alskens løjer, som muligvis nok er sjove for deltagerne, men som kun kan kede tilskuerne – og som læser er man absolut sat i tilskuerens rolle.

Tre gange afbrydes det kronologiske maratonløb med såkaldte ”temaer”. Den første af disse excurser er på bare to sider og angiver egentlig blot over to sider, at der har eksisteret et ”Frk. Nielsine Nielsens legat”. Den næste klares på godt én side og omhandler en forvildet, forelsket ung alumne, som skød en frk. Nielsen. Det oplyses ikke, hvilken status den beskudte dame havde på stedet, kun at hun blev ”strejfet” af tre skud, hvoraf dog det ene havde medført en kugle i kinden. Og så får man at vide, at sagen blev mørkelagt. Den forbliver faktisk temmelig dunkel også i dette skrift.

Tredje excurs omhandler de få, men velkendte malerier, kollegiet har haft: P.S. Krøyers ”Industriens Mænd”, Axel Jarls ”Den gryende dag” og J.F. Willumsens ”Bjergbestigersken”. Nævnt bliver også ”Fysikeren”, men om det var Jarl, der havde malet dette, må man tænke sig til – eller finde oplysning om andetsteds, for i ”temaet” bliver det ikke angivet.

Et navneregister kunne have hjulpet læseren til at finde frem til svaret, men der er ingen registre i bogen overhovedet. Derimod er der en alumneliste over næsten 30 sider, angivet i kronologisk rækkefølge, hvilket gør den stort set umulig at anvende. Den er ledsaget af tre billeder fra 1908-1911 i typisk skønvirkeopsætning og velsagtens stammende fra et årsskrift, samt afslutningsvis 44 fotografier af unge mennesker blot med angivelse af navne; om det er de nuværende beboere får man ikke at vide, men frisurer og tøj synes at antyde det.

Bogen er trykt hos Narayana Press, som altid udfører sobert arbejde. Ansvarlig for layout, sats og omslag er Pernille Sys Hansen, og det er gjort med konsekvens og stort set efter gamle vedtagelser inden for bogtrykkerkunsten, når undtages misklædende indrykninger af afsnitsoverskrifter og øverste linier i brødteksten. Omslaget viser kollegiets facadetegning, men ej heller på kolofonsiden finder man det værd at nævne, om det er Albert Jensens originaltegning eller en senere. På bagsiden ses kollegiets logo med sfinxen. Desværre er tegningen gengivet på en mørk lilla baggrund, og det gør den stort set umulig at se. Tegningens streger er i vidt omfang brændt sammen, sikkert på grund af kraftig reducering, og det er sikkert grunden til valget af så mørk en baggrundsfarve; måske skulle man enten have ofret en bedre teknisk bearbejdning eller ligefrem have foretaget en nytegning og så lade os se kollegiet – det er trods alt det, der fejrer 100 års jubilæum.