|
- G.A. Hagemanns Kollegium
1908-2008.
Af
Kirsten Lindberg, Arkitekt m.a.a., dr.phil.
”Tien
andre – vil selv du tienes”. Således står
valgsproget for Hagemanns Kollegium på tavlen i
hovedindgangens portal
i Kristianiagade i København. Devisen var
langtfra givet på forhånd, og inden den svære fødsel
forelå stribevis af mere eller mindre fortænkte
forslag fra såvel grundlæggeren Gustav Adolph Hagemann
som arkitekten Albert Jensen m.fl.
Det kan man læse i Niels
P.K. Larsens bog, som bygger på det speciale, han skrev
som led i sin uddannelse til cand. mag. Det er hans første
bog, og al begyndelse er som bekendt svær. Mange har
som Niels P.K. Larsen benyttet deres speciale som
grundlag for en publikation med et bredere sigte for øje
end egen uddannelse, og selvsagt lykkes det bedre for
nogle end for andre.
I dette tilfælde er der både
godt og dårligt at sige om Niels P.K. Larsens forsøg.
Det gode er, at den unge historiker, som netop i år har
fået sin eksamen, straks har kastet sig over
skribentvirksomheden; det vidner om engagement og
skrivelyst. I forordet (indledningen kaldes det i bogen)
kalder forfatteren sig ”historiker
og skribent”, og således kan man gisne om, at
cand.mag.-titlen dækker over et studium i historie og måske
dansk. Sproget er da også letlæst og enkelt uden brug
af unødvendige fremmedord, som mange usikre førstegangsskribenter
ellers benytter sig af. Ortografien er prisværdig i
orden, og det er man jo efterhånden ikke så forvænt
med, så ros til forfatteren herfor.
Noget tungere ligger det
med det historiske. I hvert fald er kildematerialet
uhyre tyndt – faktisk så tyndt, at man kan undre sig
over, at det holder i et universitetsspeciale. Der er i
fortegnelsen over kilder angivet syv fagbøger, fire
leksika og som utrykte kilder årsskrifter m.m., som
beror på kollegiet. Der har ikke været konsulteret ét
eneste offentligt arkiv. Det lider bogen stærkt under.
I indledningen angiver Larsen selv, at kildematerialet
fra de første årtier er bedre og fyldigere end det
nyere. Det burde så være udnyttet, således at man fik
indfriet bare et minimum af de forventninger, man møder
frem med, når en institutions historie skrives.
Det første kapitel
angives at være en biografi over grundlæggeren G.A.
Hagemann, der som industri- og videnskabsmand forlængst
er blevet biograferet i de fire af syv bøger, som optræder
i litteraturlisten.
Det andet kapitel hedder ”Kollegiets
grundlæggelse”, og her vil man naturligt forvente
oplysninger om den fysiske ramme for kollegiet. Det
skorter det i udpræget grad på.
Illustrationsmaterialet indskrænker sig til en skitse
af kælderen, udført af Hagemann selv, en aquarelleret
opstalt fra den ene væg i vestibulen, dateret 1907, men
uden angivelse af ophavsmand, to fotografier fra
spisesalen og haven fra henholdsvis engang i 1920’erne
og ca. 1910 og endelig en møbleringsplan for et værelse,
dateret 1907.
Sidstnævnte tegning er
udført af kollegiets arkitekt Albert Jensen. Ham har
forfatteren ikke fundet det værd at introducere, og
selv om det nævnes, at der foreligger flere tegninger
fra arkitektens hånd over såvel det, der blev bygget,
som forslag, så forholdes disse for læseren.
Kollegiebygningen, som dog er et relativt markant
indslag i gadebilledet, anses åbenbart ikke for væsentlig
nok til at ofre hverken mange ord eller illustrationer på.
Der angives en smule om økonomien, men det er såmænd
bare et par lister over udgifter pr. kvadratalen samt en
liste over håndværkerentrepriser udelukkende med det
formål at vise, at de var lavere end beregnet
(forventet). Hvem der forestod arbejdet ud over arkitekt
Jensen og ingeniør O.K. Nobel, der ”blev
udpeget til at være den ansvarlige mand for
byggeriet”, og hvori arbejdet bestod, får man
ikke at vide.
Måske er grunden til
denne tavshed, at forfatteren slet ikke har forstået
eller lært noget om bygningshistorie. I så fald skulle
kapitlet nok slet ikke have været skrevet. Som det
fremstår nu er det i al sin mangelfuldhed inderlig
overflødigt.
På side 17 i kapitlet om
Hagemann er vist et fotografi ”af
en af løvestatuerne” foran hovedindgangen.
Billedet fik anmelderen til at studse, for det lignede
da et mandsansigt med krone og skæg. Forgæves ledtes
bogen igennem efter en forklaring, men på side 102
findes et fotografi fra 1946, der viser hovedportalen i
den tid, hvor kollegiet var benyttet som lazaret. Det
ses her tydeligt, at der er tale om mandlige sfinxer.
Selv om det ikke er en stilhistorisk afhandling, må man
nok kunne fordre, at der skelnes mellem løver,
mennesker og fabelvæsener.
De følgende 11 kapitler
er stort set hver helliget et årti, og således når
man frem til 2008, hundredeåret for grundlæggelsen,
hvilket har betinget udgivelsen. I disse, som anmelderen
må tilstå at have læst med stedse faldende interesse,
føres man gennem alumnernes stigende festivitas. Der er
mange oplysninger om skovture, fester, pjat og pjank og
alskens løjer, som muligvis nok er sjove for
deltagerne, men som kun kan kede tilskuerne – og som læser
er man absolut sat i tilskuerens rolle.
Tre gange afbrydes det
kronologiske maratonløb med såkaldte ”temaer”.
Den første af disse excurser er på bare to sider og
angiver egentlig blot over to sider, at der har
eksisteret et ”Frk.
Nielsine Nielsens legat”. Den næste klares på
godt én side og omhandler en forvildet, forelsket ung
alumne, som skød en frk. Nielsen. Det oplyses ikke,
hvilken status den beskudte dame havde på stedet, kun
at hun blev ”strejfet”
af tre skud, hvoraf dog det ene havde medført en kugle
i kinden. Og så får man at vide, at sagen blev mørkelagt.
Den forbliver faktisk temmelig dunkel også i dette
skrift.
Tredje excurs omhandler de
få, men velkendte malerier, kollegiet har haft: P.S. Krøyers
”Industriens Mænd”, Axel Jarls ”Den gryende
dag” og J.F. Willumsens ”Bjergbestigersken”. Nævnt
bliver også ”Fysikeren”, men om det var Jarl, der
havde malet dette, må man tænke sig til – eller
finde oplysning om andetsteds, for i ”temaet”
bliver det ikke angivet.
Et navneregister kunne
have hjulpet læseren til at finde frem til svaret, men
der er ingen registre i bogen overhovedet. Derimod er
der en alumneliste over næsten 30 sider, angivet i
kronologisk rækkefølge, hvilket gør den stort set
umulig at anvende. Den er ledsaget af tre billeder fra
1908-1911 i typisk skønvirkeopsætning og velsagtens
stammende fra et årsskrift, samt afslutningsvis 44
fotografier af unge mennesker blot med angivelse af
navne; om det er de nuværende beboere får man ikke at
vide, men frisurer og tøj synes at antyde det.
Bogen er trykt hos
Narayana Press, som altid udfører sobert arbejde.
Ansvarlig for layout, sats og omslag er Pernille Sys
Hansen, og det er gjort med konsekvens og stort set
efter gamle vedtagelser inden for bogtrykkerkunsten, når
undtages misklædende indrykninger af
afsnitsoverskrifter og øverste linier i brødteksten.
Omslaget viser kollegiets facadetegning, men ej heller på
kolofonsiden finder man det værd at nævne, om det er
Albert Jensens originaltegning eller en senere. På
bagsiden ses kollegiets logo med sfinxen. Desværre er
tegningen gengivet på en mørk lilla baggrund, og det gør
den stort set umulig at se. Tegningens streger er i vidt
omfang brændt sammen, sikkert på grund af kraftig
reducering, og det er sikkert grunden til valget af så
mørk en baggrundsfarve; måske skulle man enten have
ofret en bedre teknisk bearbejdning eller ligefrem have
foretaget en nytegning og så lade os se kollegiet –
det er trods alt det, der fejrer 100 års jubilæum.
|
|
|

|
|
Niels Pathuel Kruse
Larsen:
100 års
kollegieliv
- G.A. Hagemanns Kollegium 1908-2008.
Udg. af Museum
Tusculanums Forlag
222 sider, 225 kr.
335 sider,., ill.,
275 kr.
Museum
Tusculanums
Forlag >
|
|
|
|
|
|