|
Af
Lotte Haubroe, Dyrehavens
Forlag
Historie-onlines anmelder kan ikke
forstå den bog, han har læst, og han kan ikke lide at
læse om "notabiliteter". Det er da en ærlig
sag men ikke et særligt solidt udgangspunkt for at give
læserne et indtryk af en bog, hvis emne er bevaring af
bygningskulturen på herregårde i Europa og gårdejernes
bestræbelser på at vedligeholde dem.
I stedet for en anmeldelse kommer der
forskellige udfald og skældud med udråbstegn og
paranteser: så som: "Så må man jo tænke
sit!" (citat fra anmeldelsen).
Anmelderen begrunder ikke, hvorfor
forfatterens interesse for "notabiliteter"
irriterer ham så voldsomt.
Interessen deler forfatteren dog med så
mange andre, som vi kan se af de mange avisspalter om
emnet og mængden af magasiner og blade om
"kendte", der bliver købt i store oplag. Så
denne interesse kan vel næppe være dadelværdig i sig
selv?
Og hvem andre end Prins Joachim var det
store trækplaster som snoreklipper ved genåbningen af
Nørre Vosborg tidligere på året? Skal gårdens nye
ejer, Realea A/S, skoses
for det?
Heldigvis har bidragyderne til bogens
udgivelse, Bygningsfredningsforeningen BYFO, Engestofte
& Søholt Fonden og Realea A/S kunnet se kvaliteter
i bogen. Det samme har de mange læsere, som har sendt
forfatteren og forlaget venlige breve om deres glæde
ved at læse den og nyde de mange flotte billeder. (Og
ja, nogle af billederne er amatørfotos - de er der for
at støtte tekstens ord om, at bygninger - også på en
herregård - er rammer om menneskelige aktiviteter).
Da anmelderen løber tør for skældsord
over den tekst, han ikke kan lide og ikke kan forstå,
trækker han det ultimative våben: "Bogens
forfatter kunne slet ikke holde trit med forfaldet på
bygningerne. De var i dårlig stand," mener han og
citerer en bemærkning i en årgammel tv-udsendelse fra
en ansat i Realdania, som således får status af
sandhedsvidne.
"Ævbæv, så har du den, du
gamle, og så kan du godt klappe i... ", forstår
man.
Diskussionen om bygningernes tilstand
ved Realdanias overtagelse nogenlunde lige så
interessant som diskussionen, om glasset med vand er
halvt fyldt eller halvt tomt. Selvfølgelig er det ikke
ligetil vedblivende at stå imod den nedslidning, der uvægerligt
er på et bygningskompleks som Nørre Wosborgs.
Hovedsagen må være, at bygningerne og
helheden var tilstrækkeligt bevarede og interessante
nok til at Realdania turde vove skridtet og at kaste sig
ud i projektet - som her et halvt år efter genåbningen
jo heldigvis også ser ud til at bære frugt.
Og til anmelderens spørgsmål, om det
behager forfatteren:
Jo, det kan du tro, det gør! Og så i
den grad!! Jeg har selv spurgt ham...!
Han har også skrevet det tydeligt over
hele to sider, side 176-177, hvor han slutter med en tak
til fonden for "hensynsfuld og altid fair
behandling". Så hvordan anmelderen kan komme i
tvivl, er mig egentlig en gåde.
Diskussionen om bygningernes tilstand
ved Realdanias overtagelse er ikke alene irrelevant men
også forstemmende, fordi nedbrydningen af den
kulturarv, som forfatteren sammen med Realdania værdsætter
så højt, fortsætter. BYFO opgør her i eftersommeren
2008, at der alene i forfald-pr.-år skattereglen er et
opsparet vedligeholdelsesbehov i fredede bygninger på
op mod 600 millioner kroner. Behovet findes fortrinsvis
på de store hovedbygninger og større ejendomme på
landet. I
byerne er vedligeholdelsesbehovet i de fredede bygninger
er gnavet meget ned i den økonomiske optur med store
friværdier m.m., vi lige har oplevet.
Anmelderen henviser til slut til Hans
Edvard Nørregaard-Nielsens bog "Nørre Vosborg -
en vestjysk herregård", der udkom et halvt års
tid efter "Mit eventyr...." med støtte fra
Realdania, som den "rigtige" fortælling om gården.
Med risikoen for at kunne beskyldes for
brødnid, vil jeg her blot henvise til Kirsten Lindbergs
anmeldelse på Historie-Online. Desuden burde anmelderen
have gjort opmærksom på, at Hans Edvard Nørregaard-Nielsens
beretning slutter i tid, hvor Henrik Haubros begynder.
Dvs at læseren hos HENN får beskrevet gårdens
(ejeres) historie frem til ca. 1923, hvor Andreas og
Misse Tang Barfoed overtager den.
Følger man således anmelderens råd,
er man afskåret fra at se "Mit eventyr..."
som det bidrag til forståelsen af Wosborgs og de øvrige
danske, fredede bygningers nyere historie, som den er -
set gennem øjnene på en, der var med til at påvirke
den.
HENN
har på sidste side i "Nørre Vosborg - en vestjysk
herrgård" oven i købet en lille tekst om Haubroes
ejertid. Den ender med oplysningen: "(HH) har i
2007 udgivet en stofrig og livlig bog: "Mit eventyr
som deltids herremand på Nørre Vosborg". Den fortæller
uden selvmedlidenhed om det svære liv som godsejer i en
periode, der ikke har brudt sig om hartkorn." (side
146).
|
