Fra Østersøfærge
til skrotskandale
Af lektor cand.mag. Vigand
Rasmussen
2007 var udnævnt til
Industrikulturens år, hvormed den etablerede museums-
og historikerverden langt om længe satte fokus på
kulturminderne fra industriens perioder i Danmark.
Just som året var ved at rinde ud,
udkom en bog, der på mange måder er et direkte
anklageskrift mod netop den etablerede kulturkreds fra
ministeren og nedefter i systemet.
Det drejer sig Mogens Nørgaard
Olesens vægtige værk om DSB færgen Kong Frederik
IX’s storhed og fald, hvor især færgens sidste tid
dels som museumsfærge, dels som en skrotfærge, der
endte på den berygtede indiske ophuggerstrand, fylder
meget i bogen.
Nørgaard Olesen er landets kyndigste
færgehistoriker, hvilket afspejler sig i de rent
historiske afsnit, men han er også optændt af en
dirrende harme grænsende til vrede
tilsat skuffelse, hvilket gør denne bog til
noget helt specielt i dansk transporthistorisk
litteratur.
Allerede indledningsafsnittet, hvor
’middelmådighedens snævre univers’ manglende værn
af nationale klenodier belyses med eksempler fra
behandlingen af Tycho Brahe, der blev tvunget i
landflygtighed, via den ringe vedligeholdelse af Dybbøl
Mølle til fregatten Jyllands skæbne, hvor kun et
privat initiativ reddede skibet fra ophugning, anslår,
hvad der venter læseren på de efterfølgende 330
sider.
Først påviser Nørgaard Olesen med
et fornemt oversigtsafsnit dansk færgehistories
kulturhistoriske betydning lige fra de første hjulfærger
på Lillebælt til de seneste DSB færger. I afsnittet
zoomes der særligt ind på motorfærgen Kong Frederik
IX, der løb af stabelen i 1954, men allerede i dette
historiske afsnit ulmer forfatterens opgør med det
etablerede historiker- og museumssystem, eksempelvis i
omtalen af skruedampfærgen Prins Christians skæbne,
idet der i 1955, da færgen blev taget ud af drift,
ikke var nogen interesse for at bevare det fine skib.
”Gamle slotte, gamle oldtidsfund og andre lignende
ting og sager kan vi godt bevare i Danmark, men en
gammel smuk færge, som tusindvis af mennesker har
rejst med, og som var noget ganske enestående i dansk
industri- og trafikhistorie, den er det helt absurd at
bevare.” (s. 97) Med denne salve er kursen sat, og
fra s. 156 bliver krabasken for alvor svunget med
afsnittet ’ Færgebevaring i Danmark – en
vanskelig sag.’ En stribe eksempler fremdrages for
at påvise, hvorledes beslutningstagerne på det
kulturhistoriske område gang på gang svigtede, når
en bevaringsværdig færge stod foran ophugning. Det
kunne være DSBs sidste dampfærge Danmark, der
sejlede helt til 1968, eller etatens første
dieselmotorfærge Korsør, der i 1981 blev solgt til
skrotning til trods for, at en bevaringsforening havde
arbejdet ihærdigt for at redde færgen. I den sag
spillede Statens Museumsråd ikke nogen særlig heldig
rolle, da man erklærede, at færgen ikke var
bevaringsværdig.
Så gik det lidt bedre for motorfærgen
Sjælland fra 1951, der i 1988 blev bevaret som
museums- og restaurationsskib med plads i Københavns
Havn, indtil den i al hemmelighed i 2002 blev solgt
til England og bugseret til London, hvor den stadig
befinder sig som restaurationsskib. Dette skete også
uden sværdslag fra det officielle Danmark, og det
skete året efter, at Danmarks Færgemuseum i Nyborg
var gået konkurs og færgen Kong Frederik IX var sat
til salg. Den blev solgt samme år som færgen Sjælland
blev listet til England.
Bogens forfatter var centralt
placeret i arbejdet med etableringen og driften af
Danmarks Færgemuseum, som blev indviet den 1. juni
1997. Dermed skulle man tro, at den danske færgehistorie
var kommet sikkert i havn med udsigten til at få
placeret færgen Kong Frederik IX i et af færgelejerne
i Nyborg med sporforbindelse, således at der kunne
etableres et virkeligt færgehavnsmiljø ved Storebælt.
Men sådan kom det ikke til at gå. Det er meget dyrt
at drive et færgemuseum, så dyrt, at det burde have
være en statsopgave. Det viste sig, at økonomien
blev meget anstrengt. Dertil kom interne stridigheder
mellem de frivillige færgeentusiaster, der først og
fremmest ville have et færgemuseum, og de søfolk,
der hellere ville sejle med færgen. Da opbakningen
udefra også svandt ind bl.a. i form af, at det lovede
færgeleje blev inddraget i andre planer for færgehavnarealet,
ja så var tæppet trukket væk under Danmarks Færgemuseum.
Da bogens forfatter sad i museets
bestyrelse gennem hele perioden, får læseren
virkelig et indblik i alle de vanskeligheder, museet
havde at kæmpe med – set gennem Mogens Nørgaard
Olesens briller.
Resten af bogen er spændende som en
kriminalroman, hvor man følger den smukke færges
forfærdelige vej til ophuggerstranden i Indien efter
at have været i hænderne på alt andet end færgevenlige
personer og firmaer. Bogens forfatter kæmpede til det
sidste for at redde Kongen, og kampen skildres så
medrivende, at man ikke lægger bogen fra sig i utide,
selv om man desværre kender udgangen af tragedien.
Det er en vedkommende bog, dels fordi
den fortæller en spændende historie, dels fordi den
med et væld af beviser påviser alvorlige svigt hos
danske myndigheder, da man kunne have reddet færgen
fra skærebrænderne i Indien, men også fordi den påpeger,
hvor lidt kulturens beslutningstagere gennem tiden
egentlig har interesseret sig for kulturværdierne i
transporthistorien. Der ville ikke have været bevaret
ret meget materiel fra de danske privatbaner, ret
mange maskiner og materiel fra vejhistorien eller ret
mange skibe, hvis ikke private ildsjæle og foreninger
havde udført en kæmpeindsats gennem de sidste ca. 40
år. At DSB’s historie og materiel er sikret via
Danmarks Jernbanemuseum (der trods navnet er et DSB
foretagende) er prisværdigt og skyldes i begyndelsen
især en indsats fra historisk bevidste personer i
etaten, men det dækker kun en del af
transporthistorien.
Når man ser bort fra nogle få
eksempler på lidt svulstig sprogbrug og en til tider
irriterende brug af parenteser til at korrigere
offentlige kilders sprog, er det en yderst velskrevet
bog skabt af en historiker, der virkelig har noget på
hjerte og er harmfuld nok til at tale frit fra
leveren. Det er et fornemt mindeskrift om en færge,
der som kulturminde repræsenterede det ypperste af
dansk industri, men som det officielle Danmark ikke
fandt, at man havde råd til at bevare.